Nansen og Johansen’, Klaus Rifbjergs roman – eller ’Vintereventyr’, som han kalder den – står som en lysende monolit i både hans og det sidste århundredes danske litteratur.

Med et stort, bevæget åndedræt fortæller Rifbjerg om tilblivelsen og udfoldelsen af en helt – som sådan en skulle se ud den sidste menneskealder op til Første Verdenskrig.

Modellen i bogen er opdageren, den opdagelsesrejsende, og navnet er Fridtjof Nansen, den senere verdensberømte ekspeditionsleder, videnskabsmand og diplomat, ham der i 1893 havde sat sig for at trænge frem til Nordpolen, sejlende i det specialbyggede skib Fram.

Men fortællingens kernefigur er soldaten og løjtnanten Hjalmar Johansen, som nok også sætter sig for at opdage Nordpolen, men ikke mindre for at opdage selve ekspeditionslederen og helten Nansen.

Helten vil ud
Vi befinder os i en tid, hvor alting synes at være for småt. Dagligdagen er blevet en kedsommelig gestus, familien en udkradset idyl, kvinden alt for ubetydelig til at kunne tilfredsstille et fuldtids begær.

Tidens mandlige idol er udstyret med en voldsom ydre optimisme, der står i sprængfarlig kontrast til den ensomhed og gryende fortvivlelse, som måske i virkeligheden er selve drivkraften bag heltens handlinger. For helten vil jo ud – ud over de høje fjelde, ud for at udforske og indvie, ud for at bole med selve jordkloden.

PÅ  OPDAGELSE. Fridtjof Nansen (øv.) og Hjalmar Johansen ville se verden. Og så hinanden. Arkivfoto: PolfotoNordpolsekspeditionens sidste fase udspiller sig alene mellem Nansen og Johansen. De forlader det indefrosne skib Fram for med slædehunde og ski at trænge over islagt land op mod den strålende, men abstrakte markering: Nordpolen: »De havde alle sammen et vagt begreb om, hvad det var, de ledte efter, og så man deres hjerner i et forsøgsglas, ville man erfare at Nordpolen optog en meget stor del af massen«.

Romanen er en glødende og mørk sang om mænds kærlighed til deres livs mål, men samtidig – snublende nær og næsten i farten, kan man sige – også en kærlighed til hinanden under den fælles jagt på det storslåede mål.

Johansen er grebet af denne penetrerende forskertrang, der »også kan sammenlignes med kærlighed, (for) der er en længsel i den, som må tilfredsstilles, en lidenskab, som skal forløses, på samme måde som man forløses i et kys …«

I den kulsorte polarnats dobbelte sovepose finder de to mænd sammen og Johansen indser, at hans kærlighed ikke bare rækker til himlene, men også til den store ekspeditionsleder Nansen: » – over for ham sad en fører. Det var der ingen tvivl om, det havde der aldrig været tvivl om, men det var først i det øjeblik han vidste, at han elskede ham«.

Johansen nåede Nordpolen
Men spydspidsen af ekspeditionen, Nansen og Johansen, når aldrig frem til Nordpolen. De bliver ’reddet’ undervejs af Frederick Jackson, en britisk nordpolsfarer, men Nansen bliver ikke desto mindre ved ankomsten til Oslo hyldet som nationens helt.

Selv om idolet bliver trukket ned fra himlen, som han kun halvvejs nåede op til, så er der herefter stjernedrys og stråleglans nok til resten af hans liv.

Mere grumt udvikler tilværelsen sig for soldaten og løjtnanten Johansen. Idolet Nansen nåede aldrig frem til Nordpolen, men Johansen nåede faktisk frem til Nansen. Som så bagefter forskyder ham.

I Oslo venter nemlig en dejlig hustru og et par dejlige børn på Nansen, og i fremtiden venter en strålende karriere inden for diplomatiet.

Eventyr eller kærlighedstragedie
Johansen aflægger en sidste visit hos Nansen i hans store villa. De udveksler nogle få ord, mens hustruens smukke sangstemme folder sig ud fra etagen oven over Nansens vældige arbejdsværelse. Nansen siger:

»Jeg glemmer intet. Jeg glemmer aldrig, Hjalmar. De er i mit hjerte. Nansen flyttede hånden og anbragte den på brystet lige under rosen. De stive ord skabte ingen åbning – hvad var der at sige? Skrivebordet var som en eksercerplads, kønnet kommanderet i flyverskjul. Ovenfra kom sangen igen«.

Johansen når aldrig at blive præsenteret for Nansens hustru. Han vender sig nemlig om og forlader villaen.

Kort efter gør Johansen kort proces:

»Han tænkte ikke. Han skød sig. Billedet fik pludselig kolorit«.

Eventyr eller kærlighedstragedie? Forskertrang eller dødsdrift? En fabel om manden eller om den menneskehed, som manden har taget som gidsel?

Fortællingen indeholder en stor sorg på en grusom livsbekræftende måde.

LÆS DE TRE ANDRE HER:Fire danske forfattere hylder Rifbjerg