Små to hyldemeter, 194 cm for at være præcis, fylder husets Rifbjerg-samling. Helt komplet er den ikke, og det er heller ikke min egen. Vi har arvet den fra min svigermor, Grete, enke efter teaterinstruktøren Carlo M. Pedersen, der i flere årtier var en af Klaus Rifbjergs gode venner og kreative legekammerater.

I mange af de omhyggeligt opsprættede værker, hvis sider tiden har gjort skjoldede og tefarvede, er der dedikationer fra forfatteren. »Hvor er der dog meget vi skal gøre sammen og hvor er det dejligt!«, står der eksempelvis skrevet med optimisme og blåt blæk på titelbladet til romanen ’En hugorm i solen’ fra 1974. Da var forfatteren i begyndelsen af 40’erne og midt i sine vildt produktive og vitale år – det sprøjtede ud med nye værker i alle afskygninger i både 60’erne, 70’erne, 80’erne for så kun at tage en anelse af – og jeg var 15 og gik i 1. g.

Jeg husker tydeligt bogen med det grøn- og gulspættede omslag (trækroner, bladhang, hegnspæle, lysning), fordi titlen hægtede sig fast som en burre og blev ved med at sidde og kradse i nysgerrigheden, til jeg snuppede den fra mine forældre og læste bogen om en drengs sommerferie i Asserbo året før 9. april. Forslugent, fascineret. En øjenåbnende læseoplevelse var det, præcis som det blev med ’Den kroniske uskyld’, en grundmuret del af gymnasiets danskpensum. Skæbnefortællingen om trekanten Janus, Helle og Tore introducerede os til de klassiske rifbjergske begreber efterkrigstid, generationsopgøret, kønnet, døden, forside og bagside. Foruden sproget, selvfølgelig, den originale rifbjergske sound af slang, jazz, flabet ømhed og potente fremmedord, som knap kunne slås op. Det var også lige meget, for vi fangede pulsen. Rifbjerg lød som storbyen, for i modsætning til os i den yderste provins kom han fra metropolen.

Ganske vist lærte vi, at Rif var født og opvokset på Amager, men for os var det ét fedt. I vores hoved var man københavner, hvis man brugte ’cikelklemmer’, spiste ’rundtenommer’ og gik til selskab i store herskabsvillaer.

Mine forældres eksemplar af ’En hugorm i solen’, ’Anna (jeg) Anna’ eller ’Lena Jørgensen, Klintevej 4, 2650 Hvidovre’ (hvis omslag var cool udformet som et brev med poststemplet frimærke og afsendermærkat) er desværre gået tabt under bodeling og ildebrand, og jeg husker ikke længere dedikationerne. Men de har været der, »Til Kirsten og Knud ... fra Ping og Klaus«, for mine forfatterforældre hang ud med Rifbjergs dengang, færdedes i de samme litterære spinatbede, var inviteret til hinandens animerede fester, skålede i rigelige mængder (god) rødvin.

Lille Knud og Store Klaus udvekslede både tanker og værker, og måske er jeg på vej ud på efterrationaliseringens tynde is, for jeg véd ikke, om Knud følte sig som den lille, endsige om Klaus oplevede sig som den store i den konstellation. Ikke desto mindre husker jeg det sådan, som om vi alle sammen skrumpede ind og blev mindre (og derfor var nødt til at puste os op), når Rifbjergs i min tidlige barndom kom til Løkken og besøgte os om sommeren, formentlig på vej til Kandestederne. Hele entouragen, familien med de tre børn, kan jo ikke have været i den famøse ’flødefarvede sportsvogn’, cabrioleten, som der var så meget rindalistisk ballade om. Eller kunne de? I hvert fald har jeg set dyret, måske ved andre besøg, for jeg kan huske gibbet, så stangsmart den var den bil på en nærmest obskøn måde.

Vi plejede ikke at se den slags blærede modeller på de kanter, og nu holdt den parkeret på Stationsvej, foran vores hus! Jeg håbede, at der ville blive lagt mærke til den, at nogen spurgte til den, så jeg kunne svare, at det var Klaus Rifbjergs og gøre mig til af det fornemme, næsten royale besøg. Godt nok skulle man principielt ikke prale og da slet ikke med at kende denne hashrygende, kunstfondsugende forfatter, som fik folk til ryge helt op under de lave lofter. Men jeg har garanteret ikke kunnet dy mig for at vigte mig af vores gæst, som jeg allerede som opløbent pigebarn var dybt betaget af.

Der var noget ved hans karisma, hans fysiognomi, højden, måden, han holdt sit hoved på, hans latter (HA!) og den nasale artikulation med de dramatiske udsving (han talte i KAPITÆLER, ordene blev ligesom stødt eller skubbet ud), der vidnede om, at her var en herre af format. En verdensmand, der førte sig frem med en selvsikkerhed som en hanelefant, savannens største, der uovervindeligt vifter de små irriterende myg væk med sin daskende snabel.

Senere blev alting anderledes, som det jo umærkeligt har det med at blive. Perspektivet forskød sig også, størrelsesforholdene ændrede sig, efterhånden som man selv voksede til. Nye generationer forsøgte at skubbe den gamle alfahan væk fra centrum og ud i periferien. Det unge, langhårede publikum (spirituelle hippier, røde kommissærer) ventede ikke længere i spænding på sæsonens nye Rifbjerg, læste knap nok værkerne. Rifbjerg og co. var yt! Der var så meget andet – ungdomsoprør, knækprosa, kvindelitteratur, 80’er-lyrik, film, syrerock, punk, video.

Også jeg har misset en titel eller to hen ad vejen, må jeg indrømme. Men hver gang jeg har undt mig selv en Rifbjerg, er jeg blevet lige overrumplet. Hold kæft, hvor er han god!

Og da jeg for nylig genlæste den korte roman ’Billedet’ fra 1998, som handler om alt det, man ikke ser; alt det, der foregår, før og efter fotografen trykker på udløseren og foreviger familien, som den tog sig ud på matriarkens 90-års-fødselsdag en septemberdag i 1938, slog det mig igen: formatet. Er det ikke en raffineret romankunstner, der lægger synsvinklen hos en dengang fireårig jegfortæller, Morten (drengen fra ’En hugorm i solen’), som slet ikke var til stede, fordi han var for lille og måtte blive hjemme hos barnepigen? Fordi barnet er uskyldigt, den eneste, der ikke selv er filtret ind i de voksnes relationer, og også den eneste, der i tilbageblikket ved, hvad der siden skete, formår drengen at dissekere dette stykke patriarkalske bourgeoisi med en skalpel så skarp, at ingen mærker snittet.

Dramaet er underspillet, fortællingen knap, sproget subtilt, men man aner jo, at de konflikter, der rumler så ildevarslende under fødselsdagsfesten, er et varsel om det uvejr, som nærmer sig Europa. Længe bliver den sansede fortælling ved med at gløde i kødet og, derpå, på efterbrændingen, aftrykket hos læseren, kender man mesteren.

»Rifbjerg får måske aldrig nobelprisen« stod der småfrustreret i Politikens (positive) anmeldelse, da ’Billedet’ udkom. Jamen, det kan da nås endnu! Kandidaten er sprællevende og still ticking! Lad os da overdænge denne fremragende forfatter, fine digter, unikke erindringskunstner og skallesmækkende provo med al den hæder og ære, der kan ligge på en 80-årig kæmpes skuldre. Rif rager op. Det har han gjort i en menneskealder, og det vil han fortsætte med langt ud over sin egen og vores tid.

LÆS DE TRE ANDRE HER:Fire danske forfattere hylder Rifbjerg