Hvad er der sket med mit storsindede Danmark? Og for en gangs skyld tænker jeg ikke på politikken, jeg tænker på litteraturen.

Ja, for jeg må indrømme, at det har været deprimerende at følge, på afstand, den danske modtagelse af Peter Høegs 'Den stille pige'. Nogle ville måske sige, at bogen må være ualmindelig interessant og bredspektret, siden reaktionerne har spredt sig over et så enestående bredt felt, men mit helhedsindtryk er alligevel, at ingen har ydet denne roman retfærdighed.

Jeg læser en del dansk samtidslitteratur, og jeg ser, hvordan petit-avisartikler, der er udvidet til romaner på 150 sider, udråbes til mesterværker, eller hvordan misantropiske bagateller hyldes af alle.

Og så forbavser det mig, at en roman af Peter Høegs kaliber, med så stor tankekraft og originalitet, mødes med så solide portioner smålighed og giftighed. Hvordan kan en så legesyg, gavmild og åben bog blive modtaget med så megen alvor, strenghed og lukkethed? Og igen: i mit storsindede Danmark?

Forbereder sig til forrige krig
Enkelte anmeldere er ikke bare strenge, de er nådeløse. De antyder, at der er tale om en slags fallit, en kunstner, der har afskrevet sig selv, og de væmmes over, at romanpersonerne slår om sig med så mange referencer.

Det minder mig om, hvordan den mægtige svenske kritiker Fredrik Böök i sin tid stemplede Hjalmar Söderbergs sidste roman som et konkursbo. »Det er, som om han har tømt kommodeskufferne for alt gammelt skrammel«. Jeg behøver næppe at fortælle, at tiden modbeviste Bööks postulat.

Jeg har tøvet med at skrive det her, da jeg personligt ikke har nogen grund til at klage over danske kritikere. Virkelig ikke. Blandt de anmeldere, der har vurderet Høeg, finder jeg flere navne, jeg respekterer højt, og andre har sågar skrevet om mine egne bøger med forbløffende generøsitet.

Derfor skal det her ikke handle om danske kritikere, det skal handle om Peter Høegs roman og om, hvorfor kritikken - jeg vil holde mine formuleringer i generelle vendinger - har svært ved en tackle en bog som den. Kort sagt mener jeg, at kritikerne er ofre for den samme tilbøjelighed som generalerne: De forbereder sig til forrige krig.

Hvordan kan den skuffe?
For hvad er det mest karakteristiske ved Peter Høegs nye roman? Jo, at den bryder alle regler - den er gennemtænkt og samtidig ukontrolleret, den er banal og samtidig original, den er sentimental og samtidig intelligent, musikalsk og samtidig disharmonisk - og ved at bryde reglerne skaber den et nyt univers og peger i retning af en fremtidig snarere end fortidig skrivemåde.

Bogens hovedperson er ikke tilfældigt fascineret af, »at en mand kan have så stor egensindighed, at han hæver hele den klassiske musik en halv tone for at tilpasse den sit eget system« (pianisten Richter).

Hans-Georg Gadamer, der påviste, hvor meget »forudforståelsen« betyder for al tolkning, ville have fundet mange belæg for sin teori ved at studere de danske anmelderes læsning af 'Den stille pige'.

Efter ti års tavshed måtte forventningerne naturligvis være formidable. De fleste havde nok ønsket, at Høeg skulle skrive 'Frøken Smilla' om igen, eller at bogen i det mindste var en rendyrket genreroman. I fantasien havde man måske håbet på, at selveste Dan Brown ville blive vippet af tronen. Høeg indfrier ingen af disse forventninger, og jeg kan ikke forstå, hvordan det kan skuffe nogen.

Høegs respektløshed
Mange har påpeget genreblandingen i 'Den stille pige', og de fleste ser dette som en svaghed. Jeg ser det som en styrke. Høegs innovation ligger netop i det respektløse brud på genredogmet. Her er thriller, barndomsskildring, videnskabelige udredninger, action, mysticisme, musikessays, science fiction, kærlighedsroman, socialrealisme, højbarok - alt vævet sindrigt sammen.

Efter min mening er det tidens form. Denne skrivemåde afspejler den urenhed, vi ser overalt omkring os i samfundet. De kundskabsbrokker og citater, som siderne krydres med, er ikke så meget leksikale opslag (anmeldernes beskyldning) som trivia, vi alle oversvømmes med til daglig. Man kunne faktisk påstå, at Høeg er helt i tråd med Aristoteles' ideal om mimesis, efterligning.

Klovnens metode
Alternativt kunne jeg kalde denne Høegs outsiderpoetik for 'klovnens metode'. Det er ikke for ingenting, at Kasper Krone er klovn. »Cirkus er et stykke middelalder, der har overlevet på ydersiden af den moderne verden«. Klovnens metode er i familie med narrens strategi: at sætte spørgsmålstegn ved alle vedtagne sandheder. En klovn kan folde en anden virkelighed ud.

Klovneaspektet forklarer også fortællerens hang til overdrivelser, til at lege med klicheerne, til hele tiden at blive ved lidt for længe. Læg mærke til, at Høeg har indlagt en snedig selvkritik hen mod slutningen: Det er Stine, ekskæresten, der fyrer løs på Kasper:

»Du var aldrig andet end pop!« (...) » - Din viden, sagde hun. - Den er lånt. Stjålet. Patchwork!« (...) »Du lever og snakker, som om du hele tiden står i manegen« (side 359). Særligt det sidste træffer en læser, som af og til tænker, at det hele er for outreret, for spidsformuleret, for meget. Høeg viser, at han har selvironi. Han fyrer hele sit burleske artilleri af - og ler så af sig selv.

Mange voksne har ikke sans for klovnen. En klovn har først og fremmest brug for børn som publikum. Et barn ler af en mand, der snubler, hvad den voksne ikke altid gør. Børn ler i det hele taget af alle brud på skik og brug. Frækhed. Et barn forstår at værdsætte det skæve, det excentriske, alt, der er forkert. Som børn har vi en intuitiv forståelse for, at livet kan være som i algebraen: minus minus giver plus.

Overdrivelsens kunst
Barnet har været et tema i flere af Høegs tidligere romaner, ikke mindst barnets sårbarhed. Det er det også denne gang. Men Høegs brug af børn i fiktionen har også noget med fortællerstrategi at gøre; det signalerer fascination af en skørhed, som samtidig er en styrke. Og af børns åbenhed. Klovnens metode er afhængig af nysgerrighed.

Et barn elsker overdrivelsens kunst, den samme overtydelighed, vi finder i eventyret. Et barn sætter også pris på det virtuose, mens de voksne kan finde det irriterende.

Jeg sigter til Høegs sproglige formuleringer. Hvor let er det ikke at tage nogle sætninger, eller affekterede replikker, ud af deres sammenhæng og le af dem. Se, hvor er det tåbeligt og svulstigt! Hvor enkelt er det ikke at fortie det væld af brillante formuleringer og metaforer, som andre forfattere ville give deres lillefinger for at kunne skrive.

Stilhedens kraft
Og midt i dette intense ordfyrværkeri, i en roman med så højt et støjniveau, drejer det sig paradoksalt nok om stilhed. Høegs skildring af den kraft, magt, der ligger i stilheden, er bogens genistreg. Dette er ægte Høeg. De sætninger, han skriver om stilheden i disse børn, deres udstråling, deres evne til at standse tiden, får mig helt frem på kanten af stolesædet.

Som læser er man tæt på skønlitteraturens gral: det uudsigelige. Er det metafysik? I så fald er det lige så meget et litterært virkemiddel som et eventuelt budskab. De metafysiske antydninger er der for at give læseren en anelse om dunkle, men dybtgående sammenhænge. Eller sprækker i tilværelsen - hvad også rystelserne under København giver signaler om.

Den svenske forfatter Lars Jakobson har sagt, at betegnelsen SF ikke burde stå for science fiction, men for speculative fiction. Således tolket kommer man tættere på Peter Høegs projekt.

Dagens virkelighed
Det overrasker mig, at en del professionelle læsere har været forvirret over plottet; der klages over, at der går for lang tid, inden man forstår sammenhængene. Som forfatter er jeg snarere imponeret over, hvor dygtigt Høeg doserer hovedpersonens skatteproblemer og modstandernes ejendomsspekulationer og i endnu højere grad Krones karriere som klovn, som musiker, som pokerspiller.

Det hele akkumulerer langsomt, og man forstår ikke før langt henne i bogen, hvor berømt han må have været. En dårligere forfatter ville have skrevet et helt kapitel - og tidligt - om Krones succes. Nu skal vi selv sætte det sammen. Tak for tilliden. Og glæden.

Noget af forvirringen skyldes måske også det nævnte metafysiske element - der vel at mærke består af flere dele (det er ikke begrænset til 'spiritualitet' eller clairvoyance). Efter min vurdering erstatter Høeg den forældede polyfone roman med en polyteistisk fortællemåde, det vil sige, at forfatteren opererer med forskellige verdensanskuelser, flere guder, inden for samme ramme.

Igen: Det er dagens virkelighed, og hvorfor skulle vi komme til kort over for en sådan bog, med et sådant multiplot, når vi uden problemer lader os underholde af film som 'Short Cuts' og 'Magnolia'?.

Det gnistrer undervejs
Selv er jeg med årene blevet en enkel læser. Jeg bedømmer romaner efter to private kriterier, og 'Den stille pige' giver fuld gevinst efter dem begge: For det første oplever jeg undervejs, og ofte, en læselykke, som jeg kun af og til (og sjældnere og sjældnere) oplever. Kort og godt: læselykke.

I skæringspunktet mellem romanens forskellige sprog og niveauer opstår en virkning, jeg aldrig har formået at sætte ord på, men som er en fællesnævner for al litteratur, jeg regner for betydelig. Det andet kriterium: Jeg ser på margenerne, efter at bogen er færdiglæst, og i 'Den stille pige' er stort set alle hvide felter fulde af mine egne blyantstreger og ord.

Det meste af det er associationer. (Bagest står en liste over musik, jeg må købe). Større hæder kan en roman ikke få: Du fabler, så det gnistrer undervejs, du får dine egne idéer. Du erfarer dig selv som medskaber.

Nye ører
Jeg brugte indledningsvis ordet retfærdighed. Bøger skal ses i forhold til hinanden. I en litterær hverdag, hvor jeg omgives af så mange 'fejlfrie' og totalt ligegyldige bøger, har jeg lært mig at nære den største respekt for det provokerende og det uperfekte (jeg havde nær sagt: det uperfekte menneske). Jeg længes efter at blive forvirret.

Uanset hvilke kriterier man lægger til grund, uanset alle svagheder, mangler, huller, vil Høegs bog være en af de væsentligste i Danmark i år. Nogen må sige det, i anstændighedens navn. 'Den stille pige' vil med garanti blive husket for, at den, på samme måde som 'Parfumen' af Patrick Süskind, sætter en sans i højsædet. Ikke lugtesansen, men hørelsen. En læser vil høre anderledes efter at have læst denne roman. Du får ikke, som klichéen siger, nye øjne, men nye ører. Hvornår har man sidst læst en roman, der virkede på den måde?

Selv de bedste kritikere kan tage gruelig fejl. Som Fredrik Böök, dengang han skrev om Hjalmar Söderberg. Den roman, han slagtede, var 'Den allvarsamma leken', i dag en af de mest læste og beundrede svenske bøger fra 1900-tallet.

Midt i al skuffelsen over, at Høeg ikke følger dagsordenen, overser man, at Høeg sætter en ny dagsorden, en dagsorden for det 21. århundrede. Høeg har skrevet noget så sjældent som en innovativ mainstreamroman. Han står midt i manegen, fornyer fortællekunsten indefra.

Vær stolte og pris jer lykkelige, danske storsindede læsere.

Oversættelse: Tonny Pedersen