Egentlig burde vi jo tage afsæt i Bibelen i denne hellige højtid.

Men vi begynder med hollywoodfilmen ’End of Days’ fra 1999 med Arnold Schwarzenegger: Satan dukker op på Jorden. Han jagter kvinden Christine, som han vil befrugte og på den måde udløse dommedag. Kirkens folk står magtesløse, kors og kristne bønner bider ikke på ham.

Mod slutningen af filmen søger ekspolitimanden Jericho Cane, spillet af Schwarzenegger, og Christine ly i en kirke. Satan sætter ild til krucifikset med Jesus. Han smadrer det hvælvede loft og blæser kirkebænkene gennem rummet som dominobrikker.

LÆS OGSÅVon Trier snakker ondskab før klassisk Satan-film

Han toner frem som et drageagtigt uhyre. Kun i sidste sekund lykkes det – selvfølgelig – Schwarzenegger at snyde Satan. Og det vel at mærke efter at præsterne og andre gode kræfter har opgivet ævred.

Sådan fremstår Satan som regel i vores kultur. Som superskurk i en kosmisk krig mellem lys og mørke.

»Mange af mine studerende tror overhovedet ikke på, hvad der står i Bibelen, men de har stadig en opfattelse af, at der findes en Satan eller i hvert fald en form for ond kraft i verden. Men det, vi kalder ondskab, afspejler tit bare menneskers magtkampe. Og det er en øjenåbner for mange at se, hvad der faktisk står om Satan i de skrifter, som især fundamentalistiske kristne hele tiden slår på«, siger den Harvard-uddannede religionsforsker Kimberly Stratton.

Tidligt kirkeligt spin
De sidste par år har hun kørt kurset ’Satans historie’ ved det canadiske Carleton University. Hun tilhører en gruppe af især amerikanske historikere og teologer, der taler for, at Satan er bedre end sit rygte.

De er bestemt ikke satanister. Og de medgiver gerne, at Bibelen præsenterer Satan som en usympatisk fætter. Hvis der var en ombudsmand for bibelske sager, ville han nok have udtalt sin kritik.

Men vores kulturelle skræmmebilleder af Satan har ikke hold i de kristne tekster. De stammer fra tidligt kirkeligt spin – og bliver selv i dag misbrugt af kristne fundamentalister og grupper som Tea Party-bevægelsen, siger forskerne.

LÆS OGSÅAf en satanists bekendelser

»Ingen har fået så dårlig presse som Satan i de sidste 2.000 år«, konstaterer Henry Ansgar Kelly.

Han er professor emeritus ved University of California og forfatter til værket ’Satan: En biografi’.

»Satan er en himmelsk bureaukrat, som godt nok er noget ude af kontrol. Han er chefanklager, politichef, dommer og agent provocateur. Men han er ansat af Gud til at teste mennesker. Der er simpelthen ikke belæg for at sige, at han er selve ondskaben«.

Eva og slangen
I den jødiske bibel – Det Gamle Testamente – er Satan et medlem af den himmelske administration. Han står side om side med Gud som en slags anklager – bogstaveligt talt en djævelens advokat, der foreslår, at man måske lige bør teste guttermanden Job en ekstra gang, da Gud erklærer, at Job er et menneske, der aldrig synder.

Det gør Satan så efter aftale med chefen. Job mister både æsler, okser, kameler, tjenestefolk, børn – og til sidst sit gode helbred, da Gud efter en slags midtvejsevaluering giver Satan mandat til at gå hele vejen og smitte Job med ondartede bylder.

I Det Nye Testamente sætter Satan også Jesus på prøver i ørkenen og foreslår blandt andet den fastende frelser at lave sten om til brød. Jesus modstår, og Satan trækker sig. Han er efter alt at dømme stadig en topfunktionær, der patruljerer på Jorden, overvåger mennesker og tester deres moralske rygrad.

Men selvfølgelig – Satan arbejder ikke ligefrem efter Genèvekonventionerne eller gængse regler for god forvaltningsskik. Hans metoder er brutale og korrupte, og Jesus forudser, at der bliver sat en stopper for dem.

Tendentiøst
At Satan skulle være Guds evindelige ærkefjende og næsten ligeværdige modstander, kræver til gengæld en tendentiøs læsning af teksten, mener forskerne.

»Man kan lige så godt argumentere for, at Satan er en forholdsvis underordnet del af det kristne møblement – alene fordi han optræder så sjældent og tydeligvis bare indgår i Guds plan. Men når nutidens kristne grupper insisterer på, at Satan er en kæmpemæssig kraft i verden, så lad os da i hvert fald snakke om den satan, der er beskrevet i teksten, og ikke om én, som nogen har hittet på efterfølgende, fordi det passede i deres kram«, siger Henry Kelly.'

LÆS OGSÅFolkekirkens sprogbrug er aldeles utroværdigt

Alle tiders store kristne konspirationsteori går ud på, at Satan er en ærkeengel, der før tidernes begyndelse gjorde oprør mod Gud – og i virkeligheden var den slange, der fristede Eva og Adam i Paradisets have. Derfor er mennesker født skyldige – i Satans vold så at sige.

Men teorien om arvesynd er noget, de første fromme kirkefædre tolkede sig frem til et par hundrede år efter Kristus. I skabelsesberetningen står der bare, at slangen i paradiset er ... en slange. Da Gud opdager, hvad slangen har gjort, befaler han: »På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage«.

Et historisk tilfælde
Da Satan dukker op i Bibelens afsluttende og mest udsyrede tekst, Johannes Åbenbaring, som et syvhovedet uhyre, bliver han godt nok også kaldt for »den store drage, den gamle slange«, hvad der straks er blevet brugt som en art dokumentation for teorien.

Men at Satan skulle være identisk med slangen i Paradiset, står der ikke noget om. Han kravler i hvert fald ikke rundt på maven og æder støv. Og frem for alt bliver han først nu skammet ud og fyret som chefanklager – et job, han tilsyneladende har haft indtil dommedagsfinalen.

Alligevel kan man selvfølgelig godt lave fortolkningen. Men det er netop bare en tolkning som alt muligt andet, man kan vride ud af Bibelens tvetydige beskrivelser. Og et historisk tilfælde, at netop den idé vinder frem.

»I de kommende århundreder forvandler billedet af Satan sig mere og mere fra Guds 1. vicepræsident eller kammeradvokat til en ren Hitler-figur. Og jeg kan da godt se det smarte i den teori. Satan havde plantet arvesynden i os. Og Jesus kom og reddede os fra Satan. Hvorimod det ellers er lidt mere forvirrende, hvad i alverden Jesus var der for, og hvorfor han skulle dø«, siger Henry Kelly.

Rosemary’s Baby og Eksorcisten
Som århundrederne går, stikker Satan for alvor sin svovlsnude frem. Efter middelalderen er Satan vokset fra et noget anløbent medlem af Guds administration til en altødelæggende og ond kraft, der vil knuse verden.

»Paranoiaen om Satan lurer overalt. Og kirken og samfundsmagten kan meget praktisk marginalisere jøder, tempelriddere, kvinder og alle mulige andre ved at erklære, at de er i ledtog med Satan«, siger Kimberly Stratton fra Carleton University.

Satan bliver også en tung del af vores kulturelle bagage. Han breder sig langt ud over den kirkelige verden og optræder i billedkunst, romaner og i et utal af film – fra en ret uskadelig rolle som plageånd i den britiske komedie ’Fanden er løs’ fra 1967 til en mere uhyggelig figur i ’Rosemary’s Baby’ og ’Eksorcisten’.

Og altså en næsten uovervindelig hersker i ’End of Days’, som Arnold Schwarzenegger kun med nød og næppe får bugt med.

Satan overtrumfer reelt Jesus i populærkulturen. Han får vores fantasi til at løbe løbsk. Og måske derfor egner han sig stadig som våben, når fundamentalister dømmer en modstander ude.

»Da jeg for første gang kørte kurset ’Satans historie’, var der omtale i medierne af nogle Tea Party-grupper, der erklærede, at præsident Barack Obama var Satan. Det var jo et fint eksempel fra det virkelige liv – de studerende så pludselig, at Satan selv i dag bliver brugt til at brændemærke folk som onde«, siger Kimberly Stratton.

På samme måde stemplede USA’s tidligere præsident George W. Bush Iran, Irak og Nordkorea som Ondskabens Akse. Men hvis Satan ikke er kilden til alt ondt og blot en del af Guds himmelske testprogram – hvor kommer ondskaben så fra?

Passer bare sit arbejde
»Jeg er bange for, at vi selv må påtage os skylden for ondskab i verden«, siger professor Henry Kelly.

Han har studeret Satan i små 45 år og arrangeret talrige Satan-seminarer. Og han konkluderer i Satan-biografien, der er udkommet på det anerkendte Cambridge University Press, at Satan sagtens kan nedgraderes i kristen grundfilosofi.

Men ét er Satan. Hvad med Helvede?

Det har Henry Kelly ikke noget klart svar på. Men hvis det endelig skal være, foretrækker han personligt den gamle katolske idé om Skærsilden – en slags midlertidigt Helvede, hvor folk sidder en tid og betaler for deres synder.

LÆS OGSÅDanske satanister mister pusten

»Hvis folk enten kommer i Himlen eller Helvede for evigt, får det jo Gud til at virke som en åndssvag tyran. Men Skærsilden er en slags mellemting mellem fængsel, opdragelsesanstalt, motionscenter og skønhedssalon – et sted, hvor folk går igennem en slags fitnessprogram, der gør dem klar til himlen. Den idé kan jeg meget godt lide«, siger Henry Kelly.

Under alle omstændigheder er der ikke belæg for at skyde skylden på Satan, mener han. Bureaukrat, anklager, dommer eller fitnesstræner ...

Fyren passer bare sit arbejde.

FACEBOOKBliv ven med Politiken