Orhan Pamuk er givetvis den mest populære tyrkiske forfatter uden for Tyrkiets grænser, men ikke inden for.

Han blev ganske vist alligevel ikke anklaget for sine udtalelser om folkedrabet på armenierne. Efter vestligt pres. Men på trods - måske også på grund - af Vestens pres, er han blevet dømt ude af mange tyrkere.

Han må sikkert gerne for dem bekende sine egne synder, men ikke nationens. Den tid er ikke kommet endnu.

Turgut Özakman bekender ikke nationens synder. I bogen 'Su Çilgin Türkler', som kan oversættes til 'Disse gale tyrkere', opregner han tyrkernes fortræffeligheder. De er ikke så få ifølge Özakman - og ifølge hans efterhånden meget talstærke publikum.

Smag blodet
Bogen udkom første gang i april 2005. Min tyrkiske ven - han er strengt taget dansk statsborger - har foræret mig et eksemplar, han købte i oktober 2005. Det var 159. oplag. På det tidspunkt havde tyrkerne købt over trehundredetusinde eksemplarer. Min ven fortalte mig, at bogen kunne købes overalt i Tyrkiet; i boghandler, supermarkeder, på tankstationer. Overalt.

Turgut Özakman har en mission, han ikke lægger skjul på. Han vil fortælle historien om den tyrkiske uafhængighedskrig (se boks, red.), det ny Tyrkiets fødsel og om republikkens far og helt, Mustafa Kemal Pasha, det officielle Tyrkiets halvgud, Atatürk.

Det er muligt, at alle tyrkere har fået sunget denne fortælling som vuggevise, men det er ikke tilstrækkeligt for Özakman. Ifølge ham står flere generationer af tyrkere fremmede over for nationens egen nære historie. De tager republikken for givet. Den frihed, velstand og de rettigheder, deres forfædre måtte svede, bløde, græde og dø for.

Og tyrkerne har frihed, velstand og rettigheder. Måske er de ikke imponerende målt med EU-alen. Men målt med tyrkiske alen, målt med hvad der gik forud, kan tyrkerne måle sig med alle på Guds grønne jord.

Özakman forlanger ikke af sit midaldrende og unge publikum, at de skal gennemleve deres forfædres trængsler. Men han vil, at de skal smage blodet, lugte sveden og høre skrigene. Det skylder tyrkerne deres forfædre, det skylder de nationen, det skylder de sig selv.

Opbyggelig nationalisme
'Disse gale tyrkere' foregår i 1921-22 og handler om krig, om reformer, om en nations fødsel - eller genfødsel - og lidt om kærlighed. Kærlighed til nationen og fædrelandet. Og kærligheden mellem den frivillige sygehjælper Nesrin og kaptajn Faruk.

De to skal sammen med en lille håndfuld andre fiktive personer undre sig, stille spørgsmål og give svar. Hvorfor var det nødvendigt at kæmpe mod den osmanniske sultan og kalif? Hvorfor skal Tyrkiet være sekulært, hvorfor skal kvinderne stilles lige med mændene? Og så videre.

Det kan være svært at gennemskue, om de historiske personer, der optræder i bogen, virkelig har ført de samtaler, der som teaterdialoger eller -monologer gengives på siderne. Men ikke altid.

Afviser folkedrabet på armenierne
Når briterne, der sammen med grækerne prøver at kvæle det nye Tyrkiet i navlestrengen, i indbyrdes samtaler må indrømme, at imperiets udenrigspolitik er aggressiv og uretfærdig, eller at der ikke findes skyggen af beviser for forbrydelser begået af tyrkerne mod armenierne - ja, så tænker man som ikke-tyrk sit.

Det gælder også, når en græsk officer spørger sig selv, hvorfor han og hans landsmænd render rundt i det Anatolien, hvor tyrkerne har haft hjemme i de sidste tusind år. Men tyrkiske læsere vil formentlig blot blive bekræftet i det, de allerede ved: at imperier er aggressive og uretfærdige, at deres landsmænd ikke slagter andre folkeslag, og at grækerne intet har at bestille i Anatolien.

Genren taget i betragtning - den tyrkiske opbyggelige nationale historiske roman - er afvisningen af folkedrabet på armenierne, fremhævningen af græske krigsforbrydelser og tyrkisk gentlemanopførsel og forsvaret for nationalisternes opgør med de muslimske farisæere, sultanen og kaliffen ikke overraskende.

Ligestilling er ikke en ret
Mere overraskende er måske de mange betragtninger over kvindens rettigheder og stilling i samfundet i det gamle og ny Tyrkiet. Enkelte passager har nærmest karakter af feministiske manifester.

Sygepasseren Nesrin undrer sig f.eks. i en samtale over, om Gud virkelig skulle være imod, at kvinder passer sårede, fordi disse er fremmede mænd, sådan som enkelte af religionens mænd hævder. Nesrin vælger at tro, at islam er en næstekærlighedens religion, og fortsætter sit arbejde i det håb, at Gud vil tilgive kvinderne deres synd: at hjælpe andre mennesker.

Og historiske personer som de senere præsidenter Atatürk og Ýnönü gør det klart, at kvindernes ofre i den nationale kamp må og skal afføde lige rettigheder til kvinderne. At de tyrkiske kvinder fik stemmeret i 1934, er noget, de fleste tyrkere er overordentlig stolte af. Ikke fordi det skete så sent, men fordi det skete så tidligt - og ikke fordi Vesten eller EU pressede på, men fordi de tyrkiske kvinder betalte for deres stemmeret og ligestilling med blod, sved og tårer.

Rettigheder, ligestilling og andres respekt fik man ikke kastet i nakken i den tidlige tyrkiske republik. Man gjorde sig fortjent.

Statuen i byens udkant
Troen fylder meget i 'Disse gale tyrkere'. Måske også mere end den ville have gjort for få år siden. Bogen er en hyldest til staten, nationen og ikke mindst Atatürk. Men Atatürk var og er ikke ubetinget en helt i religiøse kredse.

Mange religiøse lærde, imamer, muftier og almindelige bønder kviede sig ved at støtte revolutionen, og Kemal Pasha og hans medrevolutionære blev af flere anset for fjender af islam. Og det hjalp ikke ligefrem, at Kemal Pasha senere gjorde en ende på kalifatet og insisterede på et strengt sekulært regime.

Besøger man byen Konya, står der midt i byen en statue af Atatürk. Onde tunger påstår, at dér har den ikke altid stået. Faktisk havde man placeret den i byens udkant, men fordi også Konya har vokset sig meget større, er udkanten blevet opslugt af centrum. Jeg ved ikke, om historien er sand. Men folk i Konya har i Tyrkiet ry for at være konservative. Og der var modstand mod det ny republikanske Tyrkiet i Konya.

I Özakmans bog vil de religiøse lærere ikke lade byens ungdom springe soldat for Kemal Pasha. Og hvad værre er: en overgang er Konya i hænderne på forrædere. De er en del af historien om Konya.

Man mistænker let Özakman for at ville læge dette sår. For i bogen nærmest falder Konyas sande borgere over hinanden for at betale skatter til pashaens hær. Af alle de mange byer og samfund, der i bogen støtter op om revolutionen, fremhæves Konyas borgere flere steder som særligt ivrige bidragydere. De stod bestemt ikke tilbage for resten af landet. På trods af enkelte uheldige elementer.

Den tyrkiske filosof
Vi møder også i romanen en herre ved navn Ziya Gökalp. I forordet til nyudgivelser af Gökalps skrifter citeres Atatürk ofte for at have sagt, »Som Ali Riza er far til mit kød og mine knogler, er Ziya Gökalp far til mine tanker«.

Gökalps rolle i bogen er lille, men ikke uvæsentlig. Gökalp (1876-1924) anses for at være måske den største tyrkiske filosof. Han forfægtede den tanke, at tyrkerne er et folk, der vandrer mod Vest fra civilisation til civilisation.

I 1920'erne, hvor romanen foregår, var de i færd med at bevæge sig fra den østlige/byzantinske civilisation til den vestlige - en bevægelse, som så småt blev sat i gang omkring år 1800, og som den nuværende tyrkiske regering endnu ikke har afsluttet.

Sondring mellem troen og de troende
Ifølge Gökalp stod tyrkernes vugge i Centralasien, og allerede dengang - i tidernes morgen - valgte de islam. Da tyrkerne trådte ind i den byzantinske civilisation, var de muslimer. Og de vil være muslimer den dag, de indtræder i den vestlige civilisation. Men for at omstillingen skal lykkes, må islam renses for alle de unoder, religionen er blevet viklet ind i. Uvidenhed, tilbageståenhed, undertrykkelse, osv. er ikke islam. Det er byzantinsk og østligt tøjeri.

Gökalp ville ikke mindre islam. Han ville mere. En ren islam. En fundamental islam. Islam i det ny vestlige Tyrkiet, som mange konservative skulle finde impotent og kættersk, var tænkt ikke kun sekulær, men også fundamentalistisk.

I romanen beder alle gode muslimer for Ankaras sejr. Man beder ved fronten, man beder rundt om i Anatolien, man beder i det muslimske Indien, man beder for tyrkernes sejr overalt, hvor den britiske imperialisme undertrykker menneskene.

Men kaliffen i Istanbul beder ikke for Ankaras sejr. For eliten i den besatte hovedstad har slået pjalterne sammen med imperialisterne og grækerne. De er sultanen og kaliffens redningsmænd. Med Guds hjælp vil Ankara sejre over, ikke de kristne, men de imperialister, der kalder sig kristne; ikke over muslimerne, men over de forrædere, der kalder sig muslimer.

Der skelnes mellem troen og de troende. Uafhængighedskrigen er en krig for islam. En krig mod de angribende, besættende, myrdende og respektløse kristne. Men ikke en krig mod kristendommen. Det er en krig mod et vestligt imperium, det britiske, men ikke mod Vesten. Snarere er det en krig for vestlig civilisation. Mod den osmanniske Østens civilisations tilbageståenhed og uvidenhed.

Modstandernes arkiver
Özakman påberåber sig ikke at være historiker. Det er en roman, han har begået. En historisk roman med kildehenvisninger. Özakman har været i kilderne, og han har, som han skriver, også benyttet sig af modstandernes arkiver. Det vil sige grækernes og briternes.

Samtidig skriver han i forordet, at han intet har overdrevet, ligesom han intet har underdrevet. Slagenes bølgen frem og tilbage er grundigt beskrevet. Det samme er de stridendes trængsler. Også de andres.

Der er dog passager, der kan føles lange for dem, der ikke har aktier i foretagendet. Özakman har sikkert taget det politiske establishment og den tyrkiske folkesjæl i ed, da han skrev bogen, men ikke grækerne og briterne. 'Disse gale tyrkere' er forfattet af en tyrkisk patriot til en læserskare af tyrkiske patrioter.

Özakman vil næppe nogensinde være en seriøs kandidat til nobelprisen. Orhan Pamuk er utvivlsomt stadig tyrkernes bedste bud. På trods - men måske også netop på grund - af, at han er blevet dømt ude af mange patriotiske tyrkere

Özakman derimod er i den grad dømt inde. Hans bog er nu blevet trykt i 300 oplag og er solgt i 700.000 eksemplarer. Atatürk er død, men kemalismen lever tilsyneladende i bedste velgående. Også i Erdogans Tyrkiet.