På sit kræftramte dødsleje i begyndelsen af ’Det kan man aldrig vide …’ afslører Irene fragmentarisk for sin 42-årige datter Veronika en afgørende hemmelighed, men desværre i mere eller mindre tågede vendinger som sidste suk.

At hun gjorde noget i sin tid for sin datter og dennes veninde Jenny hjemme i barndomslandets ellers så idylliske somre, hvor hendes mand, Veronikas far, faldt ned fra en stige og døde brat.

Veronika, fraskilt forfatter, med to store drenge på slæb sætter sig for at være flygtningen, der krydser sit spor på nysgerrige listefødder, og tager tilbage til den sjællandske landsby, hvoraf hun er runden og dybt bunden i sjæl og udsyn.

Den erfarne læser kan hurtigt lugte lunten
Sporet er snoet og smerteligt, ungdomsveninden Jenny er en stram strigle, mens Veronikas yngste søn udsættes for tæv. Samtidig afskræller hun selv det rådne løg fra fortidens mentale frugtkælder, der indeholder den frygtelige sandhed.

Og selv om dette ikke er en krimi, siger denne anmelder ikke mere, ud over at den erfarne læser af litterære gåder vel nok hurtigt har lugtet lunten. Meget kan du sige om Rie Osteds roman.

LÆS OGSÅ Blødkogt krimi leverer hyggelig uhygge

At den er journalistisk velskreven uden billedsprogligt spæk, at den handler om sympatiske mennesker, hvor selv skilsmissefaderen kan sin Emma Gad, ja, at 40-årige Veronika er et gennemført net og rart menneske, du helt sikkert gerne ville drikke et godt glas rødvin med.

Men Osteds på sporet af den tabte tid er nænsomt uspændende og nølende omstændelig.

For artig
Hvor hendes to krimier om den private efterforsker Andrea de Lima charmerende kunne minde lidt om enfoldige sager À la Alexander McCall Smiths tuttenuttede krimier om damernes detektivbureau nede i Afrika, så er denne her eftersøgning om en gymnasielærerfars bratte død for artig i sit design.

LÆS OGSÅ En mor kommer til kort

Simpelthen for lang i spyttet af sympatisk tomgang med velmenende refleksioner, selv en tåbe ikke frygter at skrive under på.

Så tilbage til Lima!

FACEBOOKBliv ven med Politiken