Han er i fuld gang med at skrive sig ind i sit otium, fløjtenisten Toke Lund Christiansen, og han gør det veloplagt og læseværdigt.

Den ældre herre har simpelthen et oplagt sprogligt formidlingstalent. At hans nyeste udgivelse oven i købet har sprængfarligt potentiale på niveau med jægerbogen – eller i hvert fald næsten – gør den kun mere interessant.

Vibratokrigen
Toke Lund Christiansen har siddet mere end fire årtier som fløjtespiller i DR SymfoniOrkestret, som Radiosymfoniorkestret hedder nu om dage. Med en parafrase over en gammel Victor Borge-vittighed kunne man spørge, om ikke familien derhjemme er begyndt at savne ham?

Forfatteren stiller sig selv det samme spørgsmål, men kun for at nå frem til, at børnene allerede er fløjet fra reden, og at hustruen har travlt med sine egne forfatterprojekter. Så meget desto mere er pensionsovervejelserne en rød tråd gennem bogen, der er skrevet som dagbog fra efteråret 2009 og et år frem.

’Spredt bifald’ er måske en lidt underlig titel på en dagbog over et år i en klassisk musikers liv. Underlig al den stund vi, der regelmæssigt går til Torsdagskoncerter, ved, at der uden undtagelse klappes både ihærdigt og som regel stående til deres koncerter – selv når musikken er gået helt i kage, indrømmer Toke Lund Christiansen!

LÆS OGSÅKan Gud høres i musikken? Kan døden?

Til gengæld er det interessant at opleve livet i DR SymfoniOrkestret indefra, når forfatteren med insiderens viden beretter om for eksempel den regulære vibratokrig, der inden for de sidste ti år har delt orkestret i to lejre.

En konflikt, der har sit udgangspunkt i vor tids fokus på historisk opførelsespraksis, når det kommer til den ældre klassiske musik, og som drejer sig om, hvorvidt musikerne skal sovse hver eneste tone ind i klangfedt vibrato, som man blev vant til at gøre det i 1900-tallet.

Eller om de skal droppe denne vane og helt undgå at lade tonehøjden vibrere – eller i det mindste kun bruge vibrato som en bevidst klangfarvevariation, der af og til tilføjes tonen.

Muntre anektoder
I samme omgang fortæller han om den utilfredshed, der har været med den afgåede danske chefdirigent Thomas Dausgaard samt, ikke mindst, om ansættelsesprocessen omkring den kommende chefdirigent, spanske Rafael Frühbeck de Burgos.

Vi, der tidligere har været henvist til at gætte, får bekræftet, at der var mere nutidigt interessante navne i spil, at ansættelsen af Frühbeck de Burgos krævede en økonomisk blodtransfusion til DR fra Mærsk Mc-Kinney Møller, og at mange musikere i orkestret glæder sig til igen at få en chefdirigent af den gamle skole oven på tiåret med den ambitiøse Thomas Dausgaard, der ikke desto mindre roses af Lund Christiansen for sit niveau.

LÆS OGSÅTorsdagskoncert var alt andet end klassisk

Muntre anekdoter om orkestrets fadølsanlæg og anden inside info går hånd i hånd med det rørende savn af en kollega, der falder bort, og en kollega i orkestret, der må holdes i hånden, når Bruckners musik bliver for stor og smuk til, at man kan holde det ud.

Der er plads til intermezzoer om alt fra dybe toner til den klassiske musiks fremtid ind imellem beretningerne fra fløjtenistens dagligdag, som også er præget af Toke Lund Christiansens engagement både i det københavnske kammermusikliv og i den internationale fløjteliga.

Et blik bag facaden
Beretninger fra de prøveforløb, der er gået forud for periodens Torsdagskoncerter, er spændende læsning, når man har oplevet de pågældende koncerter.

DR SymfoniOrkestrets musikere savner bestemt ikke selvbevidsthed i forholdet til de gæstedirigenter, der kommer på besøg fra udlandet.

Dommen kan være hård, selv over de gode, og det er ikke alle dirigenter, musikerne strækker sig lige langt for at imødekomme.

LÆS OGSÅPolitikens anmeldere: Der skal klaverkræs og skønsang under juletræet

Det hedder ikke simultansvømning, men synkronsvømning, men den slags småting ændrer ikke på, at forfatteren har gang i veloplagte metaforer, når han skal beskrive, for eksempel hvordan de koreanske søstre Soo-Jin og Soo-Kyung Hong fra hver deres koncertmesterplads i DR SymfoniOrkestret får violingrupperne og cellogruppen til at spille præcist sammen.

Det evindelige hosteri
Cellisten Sol Gabettas efternavn bliver af forfatteren fejlstavet som Gambetta, hvilket får Toke Lund Christiansen til at rode sig ud i et løfte om at skrive noget om Proust og ’På sporet af den tabte tid’, som ikke rigtig lykkes. Men skidt og pyt med det.

Til gengæld er der plads til anekdoter om en anmelder, der vil have Matadormix, mens han hører Torsdagskoncerten hjemme i stuen i stedet for i Koncertsalen, og en anden, der hoster så meget, at han må forlade sin plads, mens musikken spiller.

LÆS OGSÅNyt Beethoven-sæt er lyden af guld

Københavnernes evindelige hosteri i Koncerthuset er noget, Toke Lund Christiansen er grundigt træt af, og man forstår ham så udmærket.

I det hele taget er man godt underholdt, mens man læser sig gennem et år af en tænksom, poetisk og velskrivende fløjtespillers liv såvel i som uden for det orkester, han ifølge denne anmelders oplysninger har bestemt sig til at fortsætte med at spille i.

I al fald lidt endnu. Mens han overvejer sin pension og sit otium.

FACEBOOKBliv ven med Politiken