Spektakulære nederlag gør ondt, men de hjælper, hvis man vil have en plads i verdenshistorien, og den litterære verden er ingen undtagelse.

Her tegner den britiske forfatter Graham Greene (1904-1991) sig for et af de største.

Greene er forfatteren, der ligesom danske Karen Blixen (1885-1962) er gået over i historien som en af de store undladelsessynder, den svenske Nobelkomite har på samvittigheden. Briten fik aldrig den store litterære hæder som Hemingway, Bellow og Marquez, men i 1961 var han meget tæt på, viser Nobelarkiverne i Stockholm.

Værdig kandidat for »hans kraftfulde indsats som helhed«
Her frigiver man de ellers hemmelige beslutningsprotokoller med 50 års forsinkelse, og avisen Sydsvenskan har i år været i Nobelbiblioteket for at kigge Det Svenske Akademi i kortene.

Hvordan de mundtlige diskussioner er foregået i 1961, finder man formentlig aldrig ud af, men det er tænkeligt, at medlemmerne har ment, at der bød sig en ny lejlighed til at give nobelprisen til Greene, som gennem flere år havde været en af priskandidaterne.

LÆS OGSÅNobelkomité ville give Karen Blixen prisen

»I hvert fald fremstår Greene for mig som en fuldt værdig kandidat, men ikke ligefrem på grund af det seneste værk (’Udbrændt’, red.), snarere når man betragter hans kraftfulde indsats som helhed«, skrev Akademiets permanente sekretær, Anders Österling, i protokollen.

Andric trak det længste strå
I 1961 måtte Graham Greene derfor nøjes med at være nummer to på listen, og prisen gik til den jugoslaviske forfatter Ivo Andric (1892-1975), som i dag er mest kendt for romanen ’Broen over Drina’. I Akademiets protokol skrev Anders Österling, at Andric for første gang gav stemme til en hel folkestammes egenart og historiske skæbne.

Nummer 3 på listen i 1961 var danske Karen Blixen. Som Politiken kunne fortælle for to år siden, var Blixen i 1959 endnu tættere på prisen.

For mange skandinaver
Faktisk pegede et flertal i Nobelkomiteen på den danske forfatter, men i en særudtalelse skrev akademimedlemmet Eyvind Johnson, at skandinaviske forfattere i årenes løb havde fået fire gange så mange nobelpriser som f.eks. italienske.

Den udtalelse ramte lige ned i Akademiets dårlige samvittighed. Prisen gik derfor til italieneren Salvatore Quasimodo, og Karen Blixen fik ikke flere chancer.

Hun døde året efter. En ny chance fik derimod en anden af de forfattere, der var med i opløbet i 1959. Hans navn var Ivo Andric.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken