Ayad Akhtar er født i Milwaukee af pakistanske forældre, universitetsuddannet i teater og film. Nu debuterer han – samtidig i USA og Danmark – med en roman om, hvad der kunne være hans egen barndom.

Som 10-årig kaster hans fortæller sin vågnende seksualitets fysiske og uforståelige kærlighed på sin mors veninde. Af trang til hengivelse – meget godt set – og af jalousi på hendes voksne potentielle partner kaster han sig over koranstudier og begår i den rette læres navn en utilgivelig synd.

Ser man bort fra den skrækkelige titel – ’Tavshedens smerte’ – og den sjuskede rammefortælling, hvor fortælleren, Hayad, som collegestuderende med jødisk kæreste ser tilbage, er der bag denne romans lovlig modstandsløse mainstream-mos nogle stærke pointer. Ikke originale, men gode at blive mindet om.

Først og fremmest koblingen mellem religiøs fanatisme og frustreret seksualitet. Denne roman kunne have handlet om at bryde ud af Jehovas Vidner, Scientology eller for den sags skyld Indre Mission, men nu er det altså afstumpet islam i et pakistansk immigrantmiljø i Milwaukee. Det kunne også have været fundamentalistiske kristne samme sted.

Hayads far er læge og tager som rationalist afstand fra religion. Han drikker spiritus og er systematisk sin kone utro; noget, der modersolidarisk forarger sønnen og religiøst forfærder ham. For så kommer far jo i helvede ... Faderens nærmeste ven og nære forskningskollega er den sympatiske – og jødiske – Nathan. Ham tager faderen en dag med hjem, hvor moderen har indlogeret sin veluddannede, fraskilte barndomsveninde Mina, der med en lille søn er flygtet fra sin voldelige familie i Pakistan.

Noget utroværdigt opstår der stor kærlighed og ægteskabsplaner mellem Mina og Nathan. Men smukke Mina, der har et litterært og nærmest lutheransk forhold til Koranen som tekst og islam som tro, har sat brand i den 10-årige Hayad. Hun læser Koranen med ham, og det bliver for drengen en slags oprør mod faderen, der helst forbød det.

Drengens fordybelse i Koranen – på engelsk, da han jo ikke kan arabisk – falder sammen med de første uforståelige og ufrivillige sædafgange, en skam over kønnet og hjælpeløshed over de lyster, ’tante Mina’ vækker i ham.

På et tidspunkt er mændene, inklusive Nathan, på et katastrofalt moskebesøg. Og her går det op for Hayad, at hans koranlæsning betragtes som værdiløs, fordi han ikke kan teksten udenad – på arabisk. Og sådan er det hele vejen igennem, fristes jeg til at sige.

For en skandinav ligger der et uudfoldet ægteskabsdrama i de hver for sig meget sympatiske forældres manglende talefod, men det værste ved dette i øvrigt velskrevne bestsellerforsøg (støttet af Oprah Winfrey) er de fordomme, man får bekræftet: Kan der da – ud over dissidenter og frafaldne – slet ikke komme noget godt fra Pakistan?

LÆS OGSÅBliv ven med Politiken