Der er ikke nogen helt magen til Peter Poulsen blandt tidens poeter.

Mange kan sætte vers sammen som han, men den sørgmuntre tone er han ene om. Og især en mild selvironi, der er tiltaget med årene og nu er så gennemført, at det er lige før, læseren bliver smittet af den. Måske er også jeg, tænker man, ligesom Peter Poulsen i evighedens perspektiv kun et støvfnug.

LÆS OGSÅForlag trykker kun digte på bestilling

Vi kommer i hvert fald ikke på dagsordenen, nogen af os, når de holder titlens bestyrelsesmøde i evigheden, for det foregår i dybeste stilhed:

»Alle bestyrelsesmedlemmer er usynlige,/ dagsordnen uændret siden forrige møde,/ punktet eventuelt er udeladt/ og har sandsynligvis aldrig optrådt«. Hvad skulle de også snakke om, og hvordan, for »mellem og under møderne sover alle«.

Der er mere af den slags afvæbnende religionskritik i Poulsens digte. Eller skal vi ikke hellere kalde det religionssmil.

Blik for skæve eksistenser
Selv hunden kan han se på med mildt ironiske øjne. Den boller stuens stole, som ville den fylde verden med underben. Den har andre pudsigheder. Men det pudsigste er dog dens mennesker:

»Som tak for ubetinget loyalitet/ får den en sprøjte på Landbohøjskolen,/ når vi en dag er trætte af den/ og har bestilt en rejse til Bali«. Et forsøg på at leve sig ind i anemonerne ender på samme selvironiske måde: »I skal vide, at vi lytter til jer/ med den største opmærksomhed,/ hørerøret og jeg«.

LÆS OGSÅ Ørerne frydes ved Peter Poulsens syngende digte

Lige da poeten er ved at have pustet sig op til rollen som naturens muntre søn, kommer hørerøret og prikker hul på den truende romantik.

Poulsen har blik for de skæve situationer i sin bornholmske hverdag. Bussen til Østermarie og bussen til Svaneke mødes på ruten, lige tomme. Bagefter fortsætter de lige så tomme til hinandens udgangspunkt. En engel, der er ekskluderet af englenes ordner, overlever fint på Svaneke Fyrtårn.

En moderne stoiker
Hyldebuskene ved havnen kan se Christiansø på klare dage, men selv når sigtbarheden er ringe, kan de se manden, der står og pisser i dem. Ham kan poeten også se, men bagfra, hvor han ligner en maestro, der svinger taktstokken over et genstridigt symfoniorkester.

Intet er så stille i Poulsens verden som en vandhane, der er lukket. Det skulle da lige være en stille øl.

LÆS OGSÅ Forfatter fejrer 70-års dag med digtsamling nummer 21

Det her er en samling vemodige og smukke digte, der vidner om sindets ligevægt og altings let komiske sider.

Skrevet af en moderne stoiker.

FACEBOOKBliv ven med Politiken