blå bog

Alaa al-Aswany

Egyptisk forfatter. Født 26. maj 1957 i Kairo, Egypten. Uddannet tandlæge i Kairo og Chicago, USA. Debuterede med romanen Yacoubians hus i 2002 (da. 2007) og har desuden skrevet 'Chicago' (2007, da. 2008), 'Bokserhunde i alle farver' (2004, da. 2010) samt novellesamlingen 'Friendly Fire', som udkom på engelsk i 2009.

Alaa al-Aswany har indtil forrige år skrevet ugentlige klummer for den egyptiske avis Al-Shorouk men blev fyret, efter at embedsmænd havde lagt pres på avisen.

Research: Politikens bibliotek

Succesforfatteren Alaa al-Aswany, der skrev bestselleren 'Yacoubians hus', har samlet et stort udvalg af sine aviskommentarer fra årene 2009-10.

I
Egyptere er som kameler: De kan klare tæsk, ydmygelser og sult over lang tid, men når de gør oprør, så gør de det pludseligt og med en kraft, der er umulig at kontrollere. Februar 2011.

Millioner af mennesker, der ikke nødvendigvis har elsket egyptere og Egypten før, er de senere år faldet for begge dele ved at læse romanen ’Yacoubians hus’ eller se filmen.

Tandlægen fra Kairo Alaa al-Aswany har med sin verdensomspændende bestseller beskrevet det egyptiske samfund bogstaveligt fra kælder til kvist med et lune og en skarpsindig naivitet, som få kan stå for.

Jeg kan i hvert fald ikke. ’Yacoubians hus’ kom på dansk i 2007, og siden er fulgt flere andre bøger i Aswanis skønlitterære forfatterskab, som siges at være det mest læste i Mellemøsten næst efter Koranen.

LÆS OGSÅSuccesforfatter: Vi har ikke frie valg i Egypten

Men den bog, der udkommer i dag, er med sin beskrivelse af ’Egyptens tilstand’ en form for faktaudgave af forfatterens fiktioner: ’Egyptens tilstand’ samler et stort udvalg af de løbende kommentarer, den kære tandlæge (som stadig praktiserer) skrev i årene 2009-2010, altså umiddelbart før revolutionen, i den uafhængige egyptiske avis Al-Shorouk.

Man skal nok lede længe for at finde et mere krast og kærligt billede af landet ved Nilen og dets 80 millioner mennesker.

II
Det Muslimske Broderskab kunne ikke, i kraft af antal og indflydelse, vinde flertallet i et frit valg. November 2009.

En af de få formildende omstændigheder ved Aswanis førrevolutionære egyptologi er, at han faktisk har kunnet skrive og offentliggøre sine tekster midt imod det herskende despoti under præsident Mubarak.

Nu skal det vise sig, om vilkårene i Egypten ændrer sig til det bedre efter revolutionen på Tahrirpladsen, en »pariserkommune«, som Alaa al-Aswani tog del i med liv og sjæl: »I atten dage boede jeg på gaden«.

LÆS OGSÅEr al-Aswanys nye bog kultur eller litteratur?

Hans nye bog er en nådesløs diagnose af alle de sygdomme, der nødvendigvis må kureres nu, og forhåbentlig kan blive det.

Man læser med gys og fascination, både fordi teksterne i deres henvendelse til andre egyptere ligesom har været til indvortes brug, og fordi Aswani ikke har censureret sine åbenlyse fejltagelser væk – først og fremmest sin vurdering af Det Muslimske Broderskabs muligheder ved frie valg.

LÆS OGSÅEgyptisk bestsellerforfatter: Jeg er aldrig bange, når jeg skriver

Han troede ikke, de kunne vinde, hvad de jo altså kunne.

Men det gør kun hans grundlæggende analyse mere relevant:

»Der foregår to kampe i Egypten: en kamp, der handler om at være med til at skabe en demokratisk reform (...) og en anden, parallel og ikke mindre vigtig kamp, hvor Egypten forsvarer sin civiliserede og fordomsfri fortolkning af islam over for invasionen af reaktionære og regressive wahabi-tanker, der er tilbøjelig til at udslette vores kulturelle arv og gøre vores fantastiske land til et Taleban-emirat«.

III
Denne regressive måde at betragte kvinder på, som nu breder sig i Egypten, er desværre blevet importeret fra ørken- og nomadesamfundene, der er langt bag efter Egypten på alle menneskelige områder. Oktober 2008.

Demokrati er løsningen, skriver Alaa al-Aswany som afslutning, formaning og konklusion på hver eneste af sine kommentarer. De har jo haft til hensigt at fremme akkurat den revolution, der endte med at komme.

LÆS OGSÅEgyptisk forfatter: Jeg vil gerne udgives på hebraisk

Og selv om han tog fejl i sin vurdering af Det Muslimske Broderskabs muligheder for at vinde et (forholdsvis) frit valg, så kan han jo godt nå at få ret i, at demokratiet i sig selv vil virke modererende på de stærkt troende.

Selv er han vel nok, hvad man med en parallel til den overvældende danske trosretning ’kulturkristne’ kunne kalde ’kulturmuslim’, og han lader ingen tvivl herske om, at et afgørende projekt både for ham selv og for et nyt og moderne Egypten må være at bekæmpe al den fanatisme, wahabisme og salafisme, han ser komme ind fra ørkenen.

IV
Alle disse skæg, djellaba’er, støjende højttalere, salafist-wahabi-tv-kanaler, religiøse seancer og demonstrationer har ikke forhindret sexchikanen. September 2010.

Først og fremmest er det kvindens stilling i det egyptiske samfund, der bekymrer al-Aswany: »Nogle gange er det, som om alle egyptiske mænd er blevet ramt af en eller anden seksuel perversion«, citerer han en kvindelig bekendt for at sige.

Og der er noget på én gang rørende og skræmmende i den omhu, hvormed han gang på gang forklarer sine læsere, at kvinder er »helt og aldeles kompetente og kvalificerede menneskelige væsener«.

LÆS OGSÅEgyptisk forfatter udfordrer tabuerne på ny

Det modsatte, »regressive« syn på kvinden »kan koges ned til at se hende som feminin og derfor begrænset til at være kilde til seksuel nydelse, fødemaskine og tjenestepige i ægteskabet«.

Og fremmeste symbol på det regressive syn er tvungen brug af niqab, det totalt dækkende klæde, som saudiske wahabister mener, ikke engang skal have to glughuller, men kun ét, så kvinden lige akkurat kan titte ud, mens ingen mand fristes af hendes to øjne: »Faktisk har nogle wahabi-sheiker i deres forsvar for den islamiske dresscode sammenlignet kvinder med slik, der skal pakkes godt ind, så fluerne ikke lander på dem«.

Aswani er overbevist om, at »chikanen vil høre op, når der bliver sat punktum for korruption, despotisme og uretfærdighed«. Og han kan ikke blive træt af at spidde en »fromhed«, der ikke kan tåle synet af det mindste lillebitte stykke kvindehud, men sagtens kan klare korruption, valgsvindel, tortur og undertrykkelse af enhver art.

V
Vi egyptere er ligesom de fodboldspillere, der har talent, men som træneren ikke kan lide, ikke respekterer og ikke vil give en chance. August 2009.

På gaden i New York møder Aswany en ung egyptisk læge, der står og sælger hotdogs. På trods af sin uddannelse har han ikke kunne komme videre. Han er offer for »Egyptens tre ikker«: ikke noget job, ikke noget ægteskab, ikke nogen fremtid: Alle de ikker, som revolutionen gerne skulle ophæve.

VI
Hvad er det så, der driver det egyptiske regime til i den grad at føje sig efter den israelske politik? December 2009.

Præsident Mubaraks korrupte regime har kostet palæstinenserne dyrt, mener Alaa al-Aswany. Han skriver en kommentar lige op til årsskiftet 2009/10, hvor den egyptiske regering har bekræftet, at den vil bygge en stålmur under jorden langs grænsen til Gaza for at lukke for de tunneler, som palæstinenserne »bruger til at smugle mad og medicin igennem«.

I denne kommentar som i så mange andre er logikken klar: Når Egypten får en ny regering, vil det være slut med at lade palæstinenserne betale for, at Egypten sikrer sig et godt forhold til Israel – for at sikre sig et godt forhold til USA.

LÆS OGSÅFredsorganisation piratoversætter 'Yacoubians hus'

Engang i sommeren 2010 digter han en drøm, en samtale med præsident Mubaraks søn Gamal:

»Den israelske insisteren på at se dig overtage præsidentposten afspejler Israels bekymring ved tanken om, at Egypten skal blive et demokrati. De forstår udmærket, at Egypten har potentialet til at blive en stor nation, og at det, hvis det blev et demokrati, ville rejse sig i verden og tage den arabiske verden med sig op«.

Det Muslimske Broderskab er negativt indstillet over for israelerne, og salafisterne er det endnu mere. Og mon ikke holdningen hos Alaa al-Aswani er ganske typisk for millioner af moderate egyptiske ikketroende eller kulturmuslimer? Israel må ændre politik, hvis landet skal komme godt ud af det med sine nye egyptiske naboer.

VII
Med besvær åbnede jeg mine øjne og så min kone, der holdt en krukke honning, som hun plejer, når hun vækker mig om morgenen ... Juli 2010.

Alaa al-Aswani er tandlæge, men hver morgen vækker hans kone ham med en skefuld honning, hvis man skal tro hans kommentar fra sommeren 2010, som ganske vist balancerer på kanten af fiktionen.

Det er en af de mange charmer ved bogen: at den er så menneskelig og så sød akkurat lige på den rigtige side af den æstetiske sødmegrænse, som vi vesterlændinge har svært ved at overskride.

Aswanis bog handler om Egypten, men i og med Egypten handler den også om så meget alment menneskeligt nu og her, for eksempel internettets tendens til at generere debat på laveste niveau og sprede porno i ynkelige mængder.

Det er ikke anderledes i Egypten end i hele resten af verden, og det samme kan siges om forholdet mellem ’almindelige mennesker’ og alle dem, der ved bedre. Aswani får sidste ord, fra november 2009:

»Man behøver ikke at have en doktorgrad i jura for at vide, at regeringen i ens land er undertrykkende og korrupt; faktisk er almindelige menneskers følelser tit tættere på sandheden end de kultiverede menneskers synspunkter og langvarige debatter«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken