Ny dansk dramatik? Jo, det spiller man heldigvis stadig rundt omkring.

På Teater Grob og på CaféTeatret for eksempel, og Aalborg Teater har netop haft danmarkspremiere på ’Begravelsen’, som er Thomas Vinterbergs fortsættelse af dogmefilmen ’Festen’.

Men ellers har tendensen de senere år været, at teatrene har spillet alt andet end netop ny – original – dansk dramatik. De forestillinger, der har nydt den største interesse, har bygget på film og klassiske romaner.

Fra Lars von Trier og Ingmar Bergman og Stieg Larsson til de store gamle russere som Dostojevskij og Tolstoj. I februar har Betty Nansen Teatret premiere på Günter Grass’ roman ’Bliktrommen’ (1959), der sikkert er bedst kendt som film ...

LÆS OGSÅ Smuk debut har sans for det mindste

Og hvis en trend ellers kan tælles på tre fingre, så er forårets trend, at man spiller ny dansk litteratur! Det gælder Helle Helles roman ’Dette burde skrives i nutid’ fra 2011, der sættes op på Mungo Park.

Det gælder Josefine Klougarts roman ’Hallerne’, der også er fra sidste år og opføres på Aarhus Teater. Og det gælder Jens Blendstrup, der ironisk nok også skriver skuespil, men hvis roman ’Gud taler ud’ fra 2004 nu skal iscenesættes på Husets Teater.

Læg så en fjerde finger til, eftersom Naja Marie Aidts novellesamling ’Bavian’ (2006) kunne ses sidste efterår på Aalborg Teater. Og det var i øvrigt ikke særlig vellykket.

LÆS OGSÅDramatiker var forfærdet over rost novellesamling

Vi spoler tilbage til 1990’erne
Hvor dybt originalt eller bare hamrende uoriginalt skal den sceniske fortælling snart forstås? Hvor meget fortid bør efterhånden den originale danske dramatik skrives i?

Der var engang, da vi oplevede en fantastisk bølge af nye danske stykker. Vi skal faktisk ikke længere tilbage end til 1990’ernes generationsdramatik, der taget under ét blev en kæmpe succes – delvis også en international succes:

Astrid Saalbach, Morti Vizki, Line Knutzon, Peter Asmussen, Nikolaj Cederholm og Lars Kaalund på Dr. Dante, Claus Beck-Nielsen, Nicolas Bro, Nikoline Werdelin, Jokum Rohde, Erling Jepsen ...

Mange af stykkerne var eksperimenterende og dybt sære, men deri lå også meget af fascinationen og for mange af teatrene: bevidstheden om det nødvendige i at udvikle ny dramatik som kunst og ikke som en metervare.

Generation af spændende dramatikere
00’erne fik – dels takket være en ny politisk virkelighed, dels takket være en ny udvikling i dramaet – også sin generation af spændende dramatikere: Christian Lollike, Anna Bro, Thor Bjørn Krebs, Jacob Weis, Aleksa Okanovic, Andreas Garfield, Line Mørkeby, Tomas Lagermand Lundme ...

Dansk teater spiller som sagt fortsat ny dansk dramatik, men spørgsmålet er, om teatrene i dag lægger de samme kræfter i at udvikle den originale vare? Noget tyder på, at det gør de ikke! Selv om visse teatre og enkelte idealister retfærdigvis kæmper for sagen.

LÆS OGSÅ00'ernes teater er et bredt favnende horehus

Sidste efterår blev Dramafronten præsenteret – med instruktøren og dramatikeren Rhea Leman som initiativtageren – hvor ideen er at udvikle ny dramatik ved, at dramatikere sparrer med andre dramatikere, instruktører og skuespillere, inden teksterne sættes op.

Teaterchefen for Teater V, Pelle Koppel, er et andet eksempel. Han står bag Dramatisk Debut, der er en dramatikerkonkurrence, der udskrives hvert andet år, og hvor førstepræmien er på 100.000 kroner med ret til at få sit stykke opført.

Dramatisk Debut fandt sted for anden gang i december, hvor man kårede vinderen Søren Dixen, hvis stykke ’Vanvid’ opføres til februar.

Kan det ikke være lige meget?
På den anden side og helt ærligt: Giver det mening at sondre mellem original dramatik og det, som ellers bliver opført på scenen?

En god historie i teatret er vel for helvede en god historie, uanset hvor den er hentet fra? Det er i alt fald holdningen hos de teaterchefer, der her i foråret spiller romaner i stedet for teaterstykker. Martin Lyngbo, chef for Mungo Park, mener, at hele debatten er ude af trit med den tid, vi lever i: »Hold nu kæft! Puds brillen og kom ind i virkeligheden«. Hvad han videre skriver, og hvad de øvrige teaterchefer svarer, kan man læse nederst her på siden.

LÆS OGSÅ Fyringer er en del af virkeligheden

Teatercheferne svarer godt for sig, men alligevel: Et teater, der ikke forstår at dyrke sine egne dramatikere, er et fattigt teater. Intet kan være mere provinsielt – og mere pinligt – end hjemmelavet dansk dramatik. Jeg indrømmer, at der skrives mange dårlige stykker, men når de lykkes, helt eller delvis, er der dog så meget mere at glæde sig over.

Omvendt sagt: Hvad skulle vi gøre uden ny original dramatik? Det ville virkelig gøre dansk teater provinsielt. Længe leve Christian Lollike!

FACEBOOKBliv ven med Politiken