Lørdag aften samlede hele tv-Danmark ind til Afrika. Storartet, og helt i tråd med den voksende velgørenhedskultur, som både dronning og statsminister bakker op om.

Hver gang er der alligevel noget beklemmende over hele setuppet: tv-værter, der fester igennem, familien Danmark, der guffer fredagsslik, mens vi sms’er ind for at vinde en bil og støtte det kronisk sultne kontinent i samme ombæring. Hver gang bliver det nemlig også stereotypiernes fest – de nødstedte og de nødhjælpende. Afrika og os.

Et skift i sympati
Derfor var jeg også nysgerrig efter at læse britiske Christie Watsons roman, dedikeret til »Egberongbe-folket, der fik mig til at falde for Nigeria«. En bog, der går bag om klicheerne? Smukt lyder det i hvert fald.

Og man kan også godt hyggelæse ’Små solfugle i det fjerne’ som en uskyldig B-film på skrift.

Man skal bare ikke tænke for længe over, hvorfor ens sympati skifter, som vinden blæser, for så falder hele konstruktionen under Christie Watsons projektroman nemlig sammen, og man begynder at stritte imod: Nej, gu fanden er den luddovne muslimske patriark en rar gammel bedstefar på bunden, han svigter sin knag af en kone for at avle på en yngre model, som han så i øvrigt behandler skidt og giver to sæbeøjne, da hun tillader sig at skæve til anden side.

Og vel er det da ej en god idé, at husets unge pige, bogens fortæller Blessing, dropper ud af skolen for at lære sig den lokale jordemoderkunst i en alder af bare 12.

Og selvfølgelig er og bliver han da en idiot, den skummetmælkshvide brite, der tror, at han kan bestikke sin nigerianske kærestes søn med en plade smeltet chokolade og blive elsket af alle for sine penge og fikse forbindelser.

Watson gør ellers sit for at få os til at skifte side. I takt med Blessings erkendelser, der altså foregår i besynderlige, hovsa-agtige ryk.

Overbeviser ikke
Men hvorfor ikke bare acceptere en B-roman på B-romanens præmisser og nyde den spænding og (landsby)miljøbeskrivelse, Watson trods alt mestrer og har modtaget en pris for?

Fordi Christie Watson, der selv er nigeriansk gift, øjensynligt har en plan med sin bog – ud over at underholde.

Bagest er der henvisninger til organisationer og artikler, der oplyser om omskæring og nigeriansk politik. Der er researchet – ikke kun følelsesmæssigt, men også faktuelt, og de menneskelige svagheder hos romanfigurerne tjener formentlig en tilstræbt autenticitet og troværdighed.

Watson vil – nok så sympatisk – have os til at forstå konflikterne, dilemmaerne og de kulturelle sammenstød, som martrer et postkolonialistisk Nigeria, men falder selv lige lukt ned i klichefælden.

Den, hvor menneskekundskab bliver til overfladisk iver og forsvinder under hensynet til den ’rigtige’ B-filmslutning: et fredfyldt kompromis mellem generationer og kulturer – sjovt nok med den hvide mand og hans pengepung som heroisk hjælper.

Romanen overbeviser altså ikke mig om, at Christie Watson har fat i en eller anden dybere, sand forståelse af Nigeria; men heller ikke om, at der er en stor, litterær forfatter på vej. Og så bliver det endnu sværere at se igennem fingre med det første.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken