For fire år siden bad jeg i forbindelse med et tv-interview hjemme i hans arbejdsværelse Orhan Pamuk forklare, hvordan han opfatter sin egen forfatterrolle.

»Jeg er bare et barn, der leger«, svarede han med affærdigende statsmandsmine.

»Jeg ved ikke, hvad der sker; jeg skriver for at more mig«.

Det var et par år efter, at han havde modtaget Nobelprisen i litteratur, og det var tydeligt, at Pamuk ikke havde det godt med spørgsmål, som kunne bringe hans ufrivillige politiske rolle i Tyrkiet på tale.

Pamuk var kommet på de tyrkiske nationalisters dødsliste, efter at han i 2005 havde udtalt sig kritisk om tyrkernes folkemord på armenierne i 1915.

LÆS OGSÅ Tyrkere ville dræbe nobelprismodtager

Hvordan gør De egentlig, hr. Pamuk?
Men selvfølgelig havde Pamuk mere på hjerte end det!

Jeg fik faktisk lirket et mere uddybende svar ud af ham, og siden da er det blevet til en hel bog om, hvad det sker med os, når vi læser og skriver romaner.

En bog, som måtte komme, fordi der kommer et tidspunkt i de rigtig store romanforfatteres liv, hvor de ikke længere kan undslå sig.

Hvordan gør De egentlig, hr. Pamuk? Fortæl, troldmand! Fortæl!

Kunsten både at være naiv og sentimental
Orhan Pamuk tager udgangspunkt i Friedrich Schillers berømte essay ’Om naiv og sentimental digtning’, som han læste allerede som ung.

Schiller skelner mellem den ’naive’ forfatter, som skriver spontant og uden at bekymre sig om sine virkemidler, og den ’sentimentale’, som er uhyre bevidst om, hvilke virkemidler der vil kunne føre ham til sit kunstneriske mål.

Heldigvis forfølger Pamuk ikke det schillerske spor særligt længe. Modstillingen er måske nok pædagogisk, men langt de fleste romanforfattere er både ’naive’ og sentimentale’:

»At være romanforfatter er kunsten at være både naiv og reflekteret på samme tid«, konstaterer Pamuk allerede på side 19, idet han med ’sentimental’ mener ’reflekteret’.

Tendens til at fortabe sig i grundlæggende pointer
Goethe nævnes som eksempel på det naive, tilsyneladende ubekymrede og ubesværede geni, mens Tolstoj og Thomas Mann fremhæves som uhyre reflekterede skabere af store dannelsesromaner. Pamuk kalder i øvrigt Tolstojs ’Anna Karenina’ for alle tiders største roman.

Pamuks hurtigt læste bog består af syv kapitler, der er blevet til i forbindelse med en række forelæsninger, han blev inviteret til at holde på Harvard University i 2009.

LÆS OGSÅPamuk: »Mine politiske ideer er mindre vigtige«

Modsat Vladimir Nabokov, der også holdt en række legendariske forelæsninger om litteratur i USA (som er udkommet på dansk for nylig), er Pamuk primært interesseret i de store linjer.

Svagheden ved Pamuks fremgangsmåde er, at han i stedet for at stille skarpt på enkelte værker har tendens til at fortabe sig i de samme grundlæggende pointer, som han med stor sproglig variation formulerer igen og igen.

Pletskud
Af hans mange smukt udtrykte betragtninger holder jeg mest af dette, fordi det peger direkte på læseren:

»At nære kærlighed til romaner og udvikle den vane at læse romaner vidner om et ønske om at undslippe logikken i den kartesianske verden, hvor legeme og sjæl, logik og fantasi står i modsætning til hinanden. Romaner er unikke konstruktioner, som gør det muligt for os uden bekymring at have modstridende tanker i vort indre og forstå forskellige synspunkter samtidig«.

Sådan skal det bare siges – bedre forklaring på, hvorfor fundamentalister hader romaner, fås ikke.

At male med ord
Pamuk ville oprindelig være maler, men udviklede sig til romanforfatter under kraftig påvirkning fra sin egen glubske læsetrang. Unge Orhan pløjede sig umætteligt igennem verdenslitteraturen, og læsningen nærede hans ønske om selv at blive kunstner.

Den gav ham en »betagende« fornemmelse af frihed og selvtillid. Selve det at læse romaner blev for ham et middel til at overskride den traditionelle tyrkiske verden og ankomme mentalt til den moderne verden.

LÆS OGSÅ Man famler rundt i Pamuks essaysamling

»Det var ved at tage litterære romaner alvorligt, at jeg i min ungdom lærte at tage livet alvorligt. Litterære romaner overtaler os til at tage livet alvorligt ved at vise os, at vi i virkeligheden har magt til at øve indflydelse på begivenheder, og at vores personlige valg former vores liv«.

Som 23-årig gik det op for ham, at han ville male med ord, og i dag mener den nu 60-årige forfatter, at romaner i alt væsentligt er visuelle værker. Selv plejer han at visualisere hver scene som en filmsekvens og hver sætning som et maleri, inden han begynder at skrive.

Ligesom malerier præsenterer romaner efter hans mening tusindvis af »frosne øjeblikke«. I romanen ’Mit navn er rød’, hvor selv farverne har stemmer, finder man det måske bedste eksempel på, hvad man passende kunne kalde ’romanmaleren’ Pamuk.

Stor sociologisk bevidsthed
Det er interessant at læse om, hvor stærkt Pamuks eget perspektiv på romanens muligheder er formet af den geopolitiske og sociale kontekst, han altid har befundet sig i som tyrkisk forfatter spændt ud mellem Østen og Vesten – og mellem demokrati og diktatur.

Det særlige ved Pamuk er, at han behersker den europæiske romans kunstnerisk udtryk til fuldkommenhed – samtidig med at han, på grund af sin lilleasiatiske placering, er stærkt optaget af, hvordan romanen som litterær form og kulturimperialisme er blevet eksporteret fra Europa og ud i verden til forfattere (og læsere), som ikke er rundet af det moderne borgerlige samfunds individualisme.

LÆS OGSÅOrhan Pamuk får Nobelprisen i litteratur

Pamuk afslører sig i det hele taget som en meget sociologisk bevidst herre med stor sans for, hvor meget læserens sociale klasse og kulturelle tilhørsforhold betyder for den måde, en roman læses på.

Selv elsker han netop kunsten at skrive romaner, fordi den tvinger ham til at gå ud over sit eget synspunkt og blive en anden. Faktisk mener han, at han har skabt en finere og mere kompleks udgave af sig selv ved at skrive – romaner.

Forfatterskabets voldsomme kontekst
Ifølge Pamuk bliver romankunsten politisk, når »vi bestræber os på at forstå en, der er forskellig fra os i kultur, klasse og køn«.

Netop det gør han meget tydeligt i romanen ’Sne’, hvor han – den dannede og hædrede verdensmand – blandt andet skriver om en epidemi blandt tyrkiske piger fra landet, som tager sig af dage, fordi de ikke længere må gå med tørklæde.

Hvor voldsom en kontekst Pamuks forfatterskab er blevet til i, viste sig ubehageligt efter udgivelsen af ’Sne’. Den blev brændt af rundt omkring i Tyrkiet på grund af Pamuks ’antityrkiske’ udtalelse om armenierne.

Føles ikke irrelevant et eneste sekund
Grunden til, at vi læser de store romaner – af Tolstoj, Stendhal, Proust, Mann, Dostojevskij, Woolf – er at vi ikke føler os hjemme i verden, hedder det i et kapitel, hvor Pamuk nærmest giver den som psykiater.

Moderne læsere læser, fordi den relation, de har til det univers, de lever i, er blevet beskadiget.

Det moderne, sekulære menneske kan ikke lade være med at spekulere over meningen med livet, og det hjælper romanerne ham/hende til, mener Pamuk – så vor tids læser er altså ikke ’naiv’, men temmelig reflekteret ...Som man forstår, har Orhan Pamuk skrevet en kærlighedserklæring til romankunsten, den metier, der giver hans liv mening.

Den formåede at forvandle ham, da han var ung, nu er det ham, det superreflekterede voksne legebarn, der med romaner og essay åbner for nye verdener.

LÆS OGSÅ Nobelprismodtager skal betale fornærmelsesbøde til Tyrkiet

Om sin egen litterære stil siger forfatteren, der har måttet leve med politibeskyttelse døgnet rundt,de seneste syv år og derfor har sine gode grunde til at affærdige journalister, der fritter ham om hans forfatterrolle:

»Romanskrivning er for mig kunsten at tale om væsentlige ting, som om de var irrelevante, og om uvæsentlige ting, som om de var relevante«.

Bogen om det væsentligste i Orhan Pamuks forfatterliv føles ikke irrelevant et eneste sekund.

FACEBOOKBliv ven med Politiken