Det er lige så svært, som det er oplagt for fotografer og forfattere at kaste sig over Berlin.

Når man krydser grænsen til den gennem hele det tyvende århundrede så hårdt ramte metropol, havner man i et betydningsladet rum, der taler så stærkt om sin dystre fortid, at de fleste kameraer og penne lige så godt kan give op på forhånd. Risikoen for kitsch og endnu en omgang tungsindig Berliner-lirumlarum er for stor.

LÆS OGSÅNy storby indtager tronen som danskernes favorit

Også i det perspektiv er der grund til at skåle i bayersk øl for makkerparret Jens Blendstrup og Lars Gundersen, som vi kender i forvejen fra det finurlige bogværk ’Toværelses med lykkelig udgang’.

For satan, hvor er det godt!
I to omgange har de været på arbejdsbesøg i den tyske hovedstad, og det er der kommet et ganske enestående berliner-bogværk ud af.

Metoden er lige så enkel, som den er svær at få til at lykkes: Mens Gundersens øjne via fotografiapparatets linse er zoomet ind på udsnit og detaljer i byrummet – ornamenter, vinduer, facader, skulpturer, kloakdæksler, ledninger, lamper – ikke et eneste menneske – har Blendstrup, som en psykolog, der lytter til usynlige patienter, mens han tager referat, hørt sig ind på, hvilke tanker og følelser der ville kunne summe i byen – både nu og dengang normerne for et normalt samfundsliv blev suspenderet af Hitler og hans bødler.

Detaljer.  Gedächtniskirche i Berlin. I helt korte og lidt længere prosatekster giver Blendstrups livfulde sprog stemme til fiktive berlinere, som fortæller om, hvordan det var at være menneske, dengang »folk faldt i søvn af demokrater«.

Dengang »ruiner skændtes om retten til at flamme op«. Dengang »det gamle vand fra skyttegravene trængte ind over storbyen og sænkede vores moral«.

Dengang »man sagde, at han havde skreget højt til sidst – at jorden var revnet i Berlin. Og at solen var gået i hak som en ridset lakplade. Overalt hvor strålerne ramte, lød det: ein Volk, ein Volk, ein Volk«. For satan, hvor er det godt!

Beskadede sind fortæller
Berlin har som ingen andre hovedstæder i verden måttet lægge ryg til ondskab og gru af den mest ekstreme slags. Den dag i dag spørger nye generationer, hvordan det kunne lade sig gøre. Blendstrups tekster kan læses som svar på dette spørgsmål.

Resultatet er et katalog af vidnesbyrd, som kunne være hentet i sygejournaler. Det er beskadigede sind, der fortæller. Unge og gamle, forældre og børn, naboer og underboer. Det er ondskab, vold og krig som sindssmadrende og hverdagslemlæstende kræfter, der taler gennem munden på disse imaginære vidner.

Den  mærkelige lille kraftværksbygning, man kan se fra U-Bahnen. Foto: Lars Gundersen (fra bogen) »I Berlin kaldte jeg alle kvinder for mostre, men jeg kunne aldrig finde min onkel«.

»Det var lige efter 1. verdenskrig. Der var jo mange krigsveteraner som skvulpede op på stranden i Berlin. Der var nærmest ikke en dag uden de stormede et eller andet, om det så var et pissoir på Mommenstrasse. Eller et hjemløsehjem på Fröbelstrasse. Men det var jo sjældent de mente noget med det. De måtte bare have luft. Tæske noget. Indtage lidt. Det var jo et håndværk de havde lært fra fire år i en skyttegrav«.

Selv når tonen er lettest, ja, humoristisk, klinger alvoren igennem.

Fornemmelse for historicitet
Albert Speer, Hitlers noble rustningsminister og arkitekt, en folkemorder i pressefolder, var optaget af bygningers ’ruinværdi’. Når ’Germania’s egne monumenter forfaldt, skulle de på forhånd være konstrueret og lavet af materialer, der fremtidssikrede deres æstetiske fremtoning!

Siden Murens fald og de store nybyggerier startede, er fremtidens Berlin skudt op i stål og glas, men fortiden stirrer stadig på den besøgende fra alle retninger. Huller fra projektiler og granatsplinter, arkitektur fra forskellige epoker, bydele, som endnu ikke er ankommet til den digitale modernitet.

Det er denne fornemmelse af historicitet, som Gundersens poetiske kamera formidler, mens Blendstrup med sit levende sprog har digtet sig så anfægtet ind på de mennesker, som sladrede, marcherede, tæskede, benægtede, fortrængte, drak og horede, mens de samtidig forsøgte at leve normale liv.

En  lampe, der ligner en hjelm. Foto: Lars Gundersen (fra bogen)Voldsom fortid mens solen skinner
Litteraten ogkulturfilosoffen Walter Benjamin (1892-1940) sætter i sine barndomserindringer ord på de indre berlinerbilleder, som fæstnede sig i ham som dreng: de fredelige baggårde, lysindfaldet gennem persienner, tørresnore.

»Jeg tror, det er muligt, at sådanne billeder har krav på en særlig skæbne«, skrev han. Benjamin, et af litteraturens stærkeste berlinervidner, følte ligesom Stefan Zweig, hvis hjerteby var Wien, at han levede i en tid, hvor alt det, han havde sat pris på, var ved at forsvinde. Det fik han ret i.

Som Blendstrup og Gundersens meget vellykkede bogværk dokumenterer på sin helt egen måde, er det, der fascinerer i vor tids Berlin, aldrig det intakte og uberørte, men det, som hist og pist vidner om den voldsomme fortid, der er gået forud for den helt fantastisk fredelige kop kaffe, påsketuristen indtager – mens solen skinner i Kastanienallee.

FACEBOOKBliv ven med Politiken