Ulrich Horst Petersen, der udgav sin første af over 20 essaysamlinger i 1971, udsendte på sin 76-års fødselsdag forleden 72 nye ’stykker’, hvoraf de længste såmænd godt kan kvalificere sig som essays.

I sin kendte, bevidst omstændelige stil tager denne uforbederlige kulturradikale og venstresnoede humanist fat i stort og småt på sin vej, fra barnebarnets og plejekattens pudsigheder over aktuelle bøger og retsfilosofi ifølge Alf Ross til sagen om en lidt for hjælpsom embedsmand i Skatteministeriet (den interesserer tydeligvis den pensionerede jurist og ministerielle embedsmand Horst Petersen).

LÆS OGSÅ Skarpe stykker overskud fra en klog mand

Indimellem lægger forfatteren stemme til både prins Hamlet, rådgiver Polonius og kong Claudius.

Strukturen er kronologisk, for så vidt som stykkerne er drysset ud over året 2011. Således lyder det sidste i al sin korthed:

»Nytår igen

Allerede!«.

Den korthed er en lise efter de stykker, der synes at blive længere og længere i spyttet, som bogen – og året – skrider frem.

Dirre i læseren
Horst Petersen er bedst, når han blot slår en streng an og lader den stå og dirre i læseren.

Eller ridser en scene op, som den fortryllende, hvor en lille pige koncentreret forcerer et dørtrin og fejrer succesen med en lige så ny færdighed, nemlig at sige ’Tak!’.

Stykket ’Fugls føde’ indledes næsten som et digt: »På Hillerød station spiser kragerne pommes frites«.

For sådan en sætning og for stilfærdige slagfærdigheder om stress, værdier, subjektivitet, retfærdighed, demokrati og det p.t. usexede Europa (som vi ’vælger’, netop som Europa er forsvundet, ifølge Horst Petersen) – er man parat til at tilgive forfatteren både et par forbiere og elementære misforståelser, for stor tålmodighed med egne indfald og en vis redundans i bekymringen over forfladigelse, ungdommens manglende (ud)dannelse og diverse dum elektroniks indmarch i det mellemmenneskelige rum.

Ofte noget tankevækkende
Men indimellem rammes denne læser af akut utålmodighed og irritation, når der væves for løst, for eksempel over begrebet ’Ærekær’, og man ved stykkets slutning ikke er kommet ud af stedet.

Stykket om det potentielt uhyggelige ved fastelavns anarki og (på skrømt) truende maskeklædte ballademageres krav (om boller) er fremragende, ligesom tragikken i ikke at kunne huske, hvad man vil sige, får kosteligt udtryk. Horst Petersen lader lange sætninger slynge sig i knopskydende tanker og ræsonnementer og når som regel frem til noget tankevækkende.

LÆS OGSÅ Kræver racismeparagraffen, at vi skal være helgener?

Men han kan også være kort og smældende, som i det ellers tomgangstruende lille stykke om forskellen på en møgunge og en skarnsunge, der slutter med sætningen:

»Således kan en møgunge godt være god nok, idet han bare opfører sig som en skarnsunge, men en skarnsunge kommer af skarn og kommer aldrig af med det, det ved jeg af erfaring«.

Dog, også her kræver Horst Petersen god tid og tankefuldhed af sin læser. Han har tydeligvis selv nok af begge dele.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken