Mette Moestrups nye bog, smukt indbundet med off-white på sort lærred, er i virkeligheden fem digtsamlinger, skrevet efter forskellige metoder.

Langt fra top til bund
Der er lysende ting i bogen, men også en del svipsere. Der er langt fra top til bund.

En af hendes metoder er serendipity, der betyder at gå ind i en høstak for at lede efter en knappenål og komme ud med bondens datter. Folk, der har prøvet den operation, ved, at man risikerer at komme ud med det rene hø. Moestrup gør begge dele.

Et hjerteskærende stykke
Bogens første højdepunkt er et ti sider langt digt i sort og hvidt og meget sort. Det begynder i det hvide med, at »mælken løber til / når en fremmed spæd græder«, et lysende organisk billede på indfølingsevne.

En kvinde falder ud ad et vindue. Digtets jeg-person følger faldet, træder ind i den faldne, bliver hendes stedfortræder over for en datter og hendes vidne over for en mand.

LÆS OGSÅMåske er miraklet der alligevel

I højre side kører en lysavis med nøgne fakta - hendes klipklapper stod tilbage i vindueskarmen, døde af sine kvæstelser på Hvidovre Hospital 10. juni 2007 - i venstre side det lyriske drama. Et hjerteskærende stykke uden overflødige løsdele.

Spøjse sammenfald
Mette Moestrup elsker remser. Ord, der lyder ens og betyder hver sit, og når bare man bliver ved, dukker nålen måske op. Har man sagt 'gaze', ligger det lige for at sige 'Gaza' og, lad os se, så har man »Gaza forseglet under gaze«, og når nu afsnittets overskrift er 'Ansigter', så ryger der let et par metaforer oveni: »som et såret ansigt, et lejrlandskab«.

Den sprogmaskine kører mange steder i bogen. En 'vare' kalder på 'tage vare på', og kommer der ikke rigtig nogen poetisk sandhed ud af den kombination, så er der altid titlens besværgelse: Dø, løgn, dø!

Der er ikke noget særlig kvindeligt ved et kvindelig, men man kan da altid bemærke, at de to ord består af de samme bogstaver.

Moestrup udvider afdelingen for spøjse sammenfald voldsomt ved at blande dansk med meget engelsk og lidt tysk. Så rimer suk næsten på fuck, og snehvide bliver næsten til she-vide, foruden at en kind staves ligesom das Kind. Det er lidt sjovt, men ikke så meget, hvis sandheden skal frem.

En enkelt nål
Bogens femte og sidste afdeling er et meget disciplineret konkretistisk digt. Spillereglerne etableret i starten bliver fulgt til dørs, og en enkelt nål kommer der også ud af det undervejs, kvinder stillet op i en lang række solidariske trekanter udskiller den trekant, de lesbiske skulle bære i kz-lejrene.

LÆS OGSÅAt møde sin begrænsning

Men bogens andet rigtig gode fund følger af den originale ide at hylde Sapfos ukendte datter, hvis ellers hun havde sådan en. Det klæder Moestrups lyriske sprog at holde fast i en ide og ikke bare lade associationerne køre med klatterne.

Kedsommeligt gennemsnit
I en suite på et dusin digte med denne Cleïs som omdrejningspunkt kommer Mette Moestrups bedste sider frem: energi, vildskab, insisteren. De to højdepunkter fortjener seks hjerter, de slappe mellempartier to. Det giver et kedsommeligt gennemsnit på fire, lidt misvisende, for gennemsnitlig er det sidste, man kan kalde Moestrups 'Dø, løgn, dø'.

En sort spritpen havde gjort underværker.

FACEBOOKBliv ven med Politiken