Annonce
Annonce
Annonce
Bøger 22. maj. 2012 KL. 10.23

Camilla Plum grøntsagsbog er overvældende skøn

Camilla Plums reviderede bog er formentlig det bedste værk på dansk om køkkenhaven.

Anmeldelse Camillas køkkenhave

Politiken synes
Politiken synes
Info People's Press, 432 sider, 349,95 kr.
Forfatter Camilla Plum, fotos Anne-Li Engström
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

I 2003 udsendte Camilla Plum et digert væk, ’Grønt I og II’ (flot, men abstrakt titel), hvilket var temmelig overvældende. 900 sider om grøntsager – det kan kun Camilla Plum præstere, især fordi det var godt alt sammen.

Men det var nok lige i overkanten, og derfor har hun gjort det igen. Skrevet halvt så meget om det samme og ladet Anne-Li Engström tage nye billeder af det samme, dvs. alle de grøntsager, man kan dyrke i en dansk (Camilla Plums) køkkenhave, hvilket også er bogens nye og præcise titel.

LÆS OGSÅ Camilla Plum langer ud efter industri-kød

Jeg har ikke lavet sammenlignende læsning af de to udgivelser, for ’Camillas køkkenhave’ skal naturligvis anmeldes på sine egne præmisser. Kan dog konstatere, at alle opskrifterne fra det første værk er taget ud, hvilket er en befrielse.

Når jeg vil læse om at dyrke grøntsager, har jeg ikke brug for opskrifter. Dem finder jeg i mad- og kogebøgerne, som Camilla Plum også har lavet. Resten af de ’stærkt bearbejdede og reviderede tekster’ bærer stadig hendes umiskendelige aftryk: en smittende glæde over at dyrke egne grøntsager.

Et helt igennem mageløst sprog. Og en aldrig svigtende fornemmelse for kvalitet. Man dyrker ikke for pengenes skyld, men for at få de bedste råvarer. Man benytter sig af de bedste økologiske principper. Det handler jo om den mad, vi spiser.

Skønheden og mangfoldigheden
Bogen er forbilledligt bygget op. Først en lang indgangsbøn om skønheden og mangfoldigheden, og derefter de obligatoriske tekster om jord, frø, såning, vanding, gødning, formering m.v. God læsning for begyndere, overflødigt for de erfarne.

Hvorimod resten af bogen (langt det meste) er for alle. I alfabetisk orden – fra agurker til ærter – gennemgås 26 forskellige grupper af køkkenurter. Først med de altid interessante historiske og botaniske oplysninger, og derefter med det helt centrale ’sådan dyrker man’ og ’sådan høster man’. Foto:  Bogens forside.

Det betyder, at man (som undertegnede) i løbet af ingen tid kan finde frem til det sted, hvor der står udførlige oplysninger om f.eks. at dyrke fennikel, hvilket jeg ikke har gjort i årevis.

Belønningen er en hel side, hvor ikke ét ord er overflødigt. Dette gør bogen til den nok bedste bog, der findes på dansk om emnet. Leksikalsk uden at være kedelig. Grundig uden at blive indlysende.

Ved, hvad hun snakker om
Camilla Plum skriver overbevisende, nogle gange næsten forførende. Svage sjæle kan blive fristet til at tro hvert ord, hun skriver, og det skal man ikke bekymre sig over. Jeg ved nemlig, at hun har benyttet de ni år, der er gået siden ’Grønt I og II’, til sommer efter sommer at dyrke sin kæmpestore køkkenhave.

Hun ved altså, hvad hun snakker om. Ikke fordi hun har læst det i andres eller egne bøger, men fordi hun har gjort det igen og igen. Haft fingrene og redskaberne i jorden. Oplevet varme somre, kolde somre og våde somre.

LÆS OGSÅ Camilla Plum erkender reklame i DR

Jeg går stærkt ud fra, at den ’bearbejdning’, teksterne har været udsat for i denne nye bog, primært skyldes de erfaringer, årene har givet hende.

I givet fald har hun al ret til at forføre, for danskerne har stadig alt for mange pæne græsplæner liggende til ingen nytte, og vi køber alt, alt for mange grøntsager, som er kørt, sejlet og fløjet hertil, selv om vi kan dyrke dem meget bedre selv.

Så smukt
Halvdelen af bogens 430 sider er billeder. Næsten uden undtagelse hele sider. Hvert eneste billede er perfekt, en æstetisk, dekorativ nydelse.

Det er så smukt, at man bliver lidt træt. At man næsten længes efter en lille katastrofe, nogle rådne tomater eller en knækket spade.

Sagt med andre ord: Nu kan det ikke gøres smukkere, når en køkkenhave skal gennemfotograferes. Om ti år forventer vi noget helt andet. Mennesker f.eks. Glade, sure, frysende, trætte, beskidte, våde, svedende mennesker. De findes i din køkkenhave hver dag. Og i min og alle andre. Det er jo derfor, vi dyrker dem.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken