Mange amerikanske forfattere har personlige rødder i Europas traumatiske fortid og skriver før eller siden om det.

Et eksempel er Jonathan Safran Foer, der tog et smut til Ukraine for at kunne skrive ’Alt bliver oplyst’. Ida Hattemeer-Higgins er gået mere radikalt til værks. Hun forlod Boston i 2001 og har blandt andet boet syv år i Berlin med arbejde som oversætter og guide på byvandringer.

Hun var ikke forfatter, da hun tog af sted, men det er hun så sandelig blevet med sin debut og første skriveforsøg, ’Historiens historie’. En dybt fascinerende og bizar roman, som ikke blot bærer præg af hendes intime lokalkendskab til Berlin, men også er gennemvædet af hendes fordybelse i tysk og mellemeuropæisk kultur, historie og litteratur.

’Historiens historie’ er godt nok en moderne historie, men Walter Benjamin er husguden, der flere gange bliver taget i ed, og forfatterne, hvis historiske skygge blafrer uroligt på bagtæppet, er mellemeuropæiske mestre som Kafka og Elias Canetti og Berlins Alfred Döblin.

LÆS OGSÅKafkas umulige kærlighed var en hjertegribende tragedie

Blind og døv
Hovedpersonen Margaret Taub er som forfatteren amerikansk turguide i Berlin. De tyske rødder har de til fælles.

Om den slemt forslåede kærlighedshistorie og Margarets tiltagende ’forhutlethed’ også er et fællestræk, må man gætte sig til, men der er ingen tvivl om, at Tysklands nazistiske fortid, der i Berlin slår en i møde fra snart sagt hvert eneste hus og gadehjørne, også er kommet under huden på Ida Hattemeer-Higgins.

Ellers havde hun simpelthen ikke kunne skrive sin besættende og i lange stræk voldsomt foruroligende fantasi om en ung kvinde, der bliver suget ind i de historiske slipstrømme fra massemordet på jøderne og på nazismens magnetisk-elektrificerende indvirkning på det tyske folk.

LÆS OGSÅNabokov forelæste magisk om Tjekhov, Flaubert og især Kafka

Margaret lider af mærkelige huller i sin hukommelse. Hun lider af en slags psykotisk amnesi, som måske bare er et resultat af hyperfølsomhed og ensomhed, men måske også har mere konkrete årsager.

Et besøg hos den mærkelige, gamle, næsten blinde gynækolog dr. Gudrun Arabscheilis åbner for nye hvirvelvinde i den unge kvindes forvirrede hoved. Hvorfor insisterer den klamme sibylle med det gigantiske hoved på, at Margaret hedder Täubner og ikke Taub (som betyder ’døv’).

Hvad er det, Margaret både er oversensitiv og blind og døv over for?

Fortidens spøgelser
Krigen kommer efter den unge amerikanske kvinde som en virus, som en dæmon.

Margaret bliver besat af historien om Magda Goebbels, der gav sine seks børn gift i Hitlers førerbunker. En begivenhed, der finder sin spejling i den jødiske familie Strauss, som i 1943 valgte selv at åbne for gassen i stedet for at afvente Gestapo og kz-lejren.

LÆS OGSÅDansk-jødisk erindringsværk bøjer romanbegrebet

Magda Goebbels i skikkelse af en gigantisk rovfugl begynder at hjemsøge Margaret, der også begynder at spille Hjerter Fri med ekkoet af Regina Strauss, der altså også slog sine børn ihjel.

Alle disse mærkelige ting kan kun lade sig gøre, fordi Margarets virkelighedsopfattelse er sat alvorligt i skred. Fortidens historiske traumer skyller ind over hende, og fordi hun selv føler sig tom, er der et tomrum, de dødes smerte kan fylde op. Al den hævn, som ikke kan finde sted, gnaver i hende.

Det kan alt sammen lyde mærkeligt og overspændt og er det så sandelig også!

Svimmel og kvalm
Men det er samtidig lige præcis det, der gør ’Historiens historie’ til så besættende læsning. Den er så at sige passende overspændt. Den er sprængfyldt af kloge tanker, skarpe iagttagelser og guf for enhver Berlinfarer, men det er bogens konstante betændelsestilstand, der er dens styrke.

Det er en febril prosa. Svimmel og kvalm. Byen omkring Margaret forvandler sig til levende kød, og hendes beskrivelse af kødets forskellige tilstande kunne have været fremmalet af en stor surrealistisk maler.

Det er, som hvis Kafka, Buñuel, Bulgakov og Bacon havde forenet sig om at holde masterclass i en ung amerikansk kvinde, der som forfatter tydeligvis også er mere optændt af en hellig ild end rutineret.

Margarets personlige historie gemmer ikke overraskende både på tyske familietraumer og aktuelle betændelsestilstande. Det er den mest forudsigelige og mindst spændende del af historien.

Det bedste er der, hvor historien skrives med stort H. Det er i den mærkeligt hypnotisk-intuitive beskrivelse af forhistoriens traumatiske samspil med eftertiden, at ’Historiens historie’ har sit helt eget hektiske, gustne og dybt fascinerende åndedrag.

FACEBOOKBliv ven med Politiken