Menneskelige ikoner kan blive så enorme, at man reflektorisk vægrer sig mod at tro kritiske røster, selv når de kommer fra personer, der efter al sandsynlighed ved, hvad de taler om.

Det gælder ikke mindst Felicia Feldt, der nu udgiver bogen ’Felicia forsvandt’ om livet som datter af den store svenske opdragelsesguru Anna Wahlgren.

LÆS OGSÅ Sveriges hønemor var i virkeligheden en ravnemor

I starten af 1980’erne blev Anna Wahlgren herostratisk berømt på bestselleren ’De kære børn’ baseret på erfaringer med hendes egen børneflok, hvis antal med tiden voksede til ni.

Bogen blev solgt til oversættelse over hele verden, og i de følgende årtier blev hun dén, der udlagde teksten og havde svar på alt fra babyers sovevaner til stridslystne teenagere. Som kronen på værket optrådte hun jævnligt i medierne flankeret af sine børn, der nikkende bekræftede, at hun virkelig var ’verdens bedste mor’.

’Mobbedagen’
Det passede bare ikke, hvis man skal tro Felicia Feldt.

I fragmentariske erindringsglimt blænder hun op for en barndom præget af en altdominerende kvinde, hvis utilregnelighed kun blev overgået af de konstante flytninger – 18 adresser på 18 år – skiftende ægtemænd, alkoholmisbrug, vold og ydmygelser.

En kaotisk hverdag, hvor de større børn ofte var overladt ansvaret for de mindste, fordi Anna Wahlgren periodisk forsvandt fra hjemmet, blev holdt sammen af et regelsæt, hvis tyranni kunne drive børneflokken til at gennemføre ’mobbedagen’ før hvert barns fødselsdag uden at skænke barbariet i de iscenesatte ydmygelser en tanke.

Alle unger uanset alder vidste nøjagtigt, hvilke pligter de havde – for det var udspecificeret på køleskabslågen, og undladelsessynder eller protester resulterede i langvarig isolation fra resten af familien. Ifølge Felicia Feldt fulgte børnene den uoverskuelige nomadeagtige livssituation med stigende resignation:

»Nu er det åbenbart tid igen. Mor har lige fortalt, at vi skal flytte. Femhundrede kilometer sydpå. For der bor Lasse. Hvem er Lasse?«.

Med måbende kæbeparti
Samme resignation gjaldt de seksuelle overgreb, som de ældste piger døjede med, begået af Annas mandevenner.

Trods dette var børnenes loyalitet over for moderen ubrydelig, hævder Felicia Feldt.

LÆS OGSÅ Er børn kristendemokrater?

Grunden skal findes i en klanlignende mentalitet skabt på et manipulerende, psykologisk raffinement af pisk og gulerod. Børnene tav over for omverden af angst for eksklusion fra familien eller tab af Annas kærlighed.

Det er unægtelig med måbende kæbeparti, man baner sig vej gennem Feldts stærkt berørende erindringer. Kan disse beskrivelser, tendentielt tangerende en freudiansk kliché, virkelig passe?

Nøgternhed i hendes erindringsglimt
Bogen har vakt furore i Sverige, hvor Anna Wahlgren selv indtil videre har undladt at kommentere datterens anklager. Historien er derfor udelukkende Felicias version, skal man huske.

Men står blot en brøkdel til troende, er Anna Wahlgrens status som pædagogisk sandsigerske notorisk forbi.

Felicia Feldt påberåber sig retten til ikke at tilgive. Hun har forsøgt, hævder hun. Men der skal som bekendt to til tango.

Nøgternheden i hendes erindringsglimt er imidlertid ikke bare kemisk renset for selvmedlidenhed, men vidner tillige om afklaring. Skrevet fra barnets synsvinkel i dagbogsnotatets form folder hendes langvarige separationsproces fra sin mor sig ud som intet mindre end et spørgsmål om liv og død.

Og omkostningerne ved at vælge livet har været utallige, forstår man. Ikke mindst tabet af kontakt til alle søskende, der har valgt at tage Anna Wahlgrens parti.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken