Rockstjernebiografier har for en stor dels vedkommende en ret ensartet syntaks, og den involverer i reglen utilpassethed i barndommen, trangen til et bedre eller andet liv end ophavets, misbrug af stimulanser, afvænning, tilbagefald og en erkendelse af, at livet er andet og mere end at feste hjernen ud fireogtyve timer i døgnet.

En eventyrlig dannelsesroman
På den måde ligner disse fortællinger i struktur traditionelle eventyr og i tematik dannelsesromanen, som vi kender den fra den europæiske litteraturs store periode i 1800-tallet.

Og det er nok også en forklaring på, hvorfor vi overhovedet gider læse dem, al den stund ophavsmændene for så vidt angår indsigt og livsvisdom generelt ikke har så meget at byde på, at det for alvor gør noget.

LÆS OGSÅNy Ozzy-dokumentar er lavet af sønnike

Plus selvfølgelig det forhold, at de er moderne guder, som med deres musik og dionysiske adfærd legemliggør den transcendens, almindelige mennesker ikke oplever i deres egne små liv, med alt hvad det indebærer af cykelture i regnvejr, indkøb i Irma og 'Luksusfælden' i tv.

Det utøjlelige begærs realisering
Blandt rockstjernerne har Ozzy Osbourne særstatus. For det første var han som medlem af Black Sabbath med til at grundlægge og definere heavy metal-genren, både med hensyn til form og indhold.

Og for det andet har Ozzy i løbet af sine mere end fyrre år i branchen skabt mere forargelse, taget flere stoffer og gjort comeback flere gange end nogen anden rocksanger.

Rockens Frank Sinatra
Han er for den tunge rock, hvad Frank Sinatra var for swingmusikken. Og da så de fleste - for ikke at sige stort set alle -definitivt havde afskrevet ham som værende indbegrebet af afdanket, dukkede han op som realitykonge i MTV's serie 'The Osbournes', hvor 'Mørkets Fyrste' iført hjemmesko tøffede omkring og irettesatte sine hunde, når de havde skidt på køkkengulvet.

Og vupti: Ozzy var genfødt som en ny afart af den rockklovn, han i bund og grund altid har været.

Fra lokum til indendørs toilet
Det er noget af en rejse, den snart 64-årige proletarknægt har været på, siden han kom til verden i Aston og voksede op som den fjerde i en børneflok på seks.

LÆS OGSÅOzzy Osbourne gav den som metaltræt mormor

Turen er gået fra noget, man i vore dage ville kalde fattigdom, til ødsel luksus. Vokset op i en alt for lille bolig med udendørs lokum og et minimalt budget.

Så da gutterne fra Sabbath tog på deres første rigtige turne og blev indlogeret på et hotel med de sanitære forhold i orden, kunne Ozzy for første gang opleve, hvordan det var at skide inden døre.

'Prince of Darkness'
Hurtigt kom Ozzy dog atter ud at skide. For såvel han som de øvrige bandmedlemmer begyndte, så såre succesen havde indfundet sig for alvor, at tage stoffer og drikke; men på grund af Ozzys helt særlige trang til grænseoverskridende optræden fik hans misbrug over få år til et sådan omfang, at de tre andre i bandet vippede ham ud.

I første ombæring for at tage ham tilbage igen, fordi de ikke kunne finde en fuldgod erstatning, men siden for alvor, hvorefter han tog hul på den solokarriere, der for alvor etablerede ham som 'Prince of Darkness'.

Bed hoveder af levende væsener
For det var i forbindelse med lanceringen af pladen 'Blizzard of Ozz', - i dag en klassiker med sangen som 'Crazy Train', 'Mr. Crowley' og den kontroversielle (anti)-selvmordshymne 'Suicide Solition' - at han indledte sin bizarre praksis med at bide hoveder af levende bevingede væsner; i første ombæring duer, men siden også flagermus, hvilket afstedkom frygt for at være blevet smittet med hundegalskab.

Diagnostiseret med ADHD
I fyrre år var Ozzy påvirket af et eller andet, fra han vågnede, til han gik omkuld. Så det er noget af et mirakel, at Ozzy er i stand til at fortælle sin historie.

Først sent i livet fandt han ud af, at der måske var en fysiologisk årsag til hans til tider grænseoverskridende opførsel. Han viste sig nemlig at have ADHD, og da han omsider kom i behandling for dette, faldt han til ro.

Nu har Ozzy fundet sjælefred og kan nyde sit otium med hustruen og manageren, Sharon, børnene og omgangskredsen. Men han er ikke blevet kedelig.

LÆS OGSÅOzzy flyver lige så lavt som en hovedløs due

Der er selvsagt meget, Ozzy ikke kan huske, og formentlig også en del, han ikke ønsker at erindre. Men ikke desto mindre er der pænt med kød på fortællingen om den vilde dreng, der blev til superstjernen Ozzy Zig.

Slap oversættelse
Desværre er oversættelsen temmelig slap. Alt for ofte aner man det engelske forlæg umiddelbart bag den danske tekst.

Faste vendinger overføres direkte. Som eksempelvis når en person »har øret mod jorden«. Det har man ikke på dansk. Der har man fingeren på pulsen, eller også kan man høre græsset gro, fordi man har stukket en finger i jorden.

Er man Oz-fan, er bogen ikke desto mindre en nødvendighed. Er man derimod bare almindeligt nysgerrig, kan 'I Am Ozzy' læses som et eksempel på, at overdreven exces ikke nødvendigvis fører til højere indsigt.

FACEBOOKBliv ven med Politiken