Hvis titlen på bogen 'Aage, Ejner og Elna' lyder bekendt, er det ikke så mærkeligt.

For allerede i 2011 lavede Søren Ryge Petersen en dokumentarudsendelse om de samme tre aldrende søskende, der er ugifte, uden børn, og som stadig bor sammen i en på én gang umage og alligevel naturlig facon.

Aage, Ejner og Elna er bundet til hinanden i et sindrigt afhængighedsforhold på en gammel sønderjysk gård, hvor tiden nær står stille, og hvor verden passerer i diffus distance. De lever et liv, som Herman Bang ville have betegnet 'stille eksistenser'.

Billederne driver fortællingerne
Hvis man tror, at skildringen af 'Aage, Ejner og Elna' er Søren Ryge Petersens opfindelse, bringer bogen orden i begreberne. For den former sig som en publikation, hvor fotografierne udgør selve skelettet.

Det er billederne, der først og fremmest driver fortællingen videre, dels via fotografierne, selvfølgelig, dels af teksterne om Aage, Ejner og Elna - samt Søren Ryge Petersen - der beskriver eller reflekterer over de selv samme billeder.

Og det er på denne måde, man drages ind i de tre bønders liv, ind i den levevis, som er ved at forsvinde fra danmarkskortet.

Næsten for loyale
Fotografierneer taget af Marlene S. Antonius (født 1982). Hun var barn i det kollektiv, som engang for længe siden flyttede ind på Aage, Ejner og Elnas nabogård i Harreby.

Så fra barnsben kendte hun de tre. Det var således i forbindelse med en opgave på Designskolen i Kolding, at Marlene S. Antonius første gang fandt på at vende tilbage til Harreby og skildre disse personers liv.

Og det gør hun ganske fint. Både Marlene S. Antonius og Søren Ryge Petersen er loyale over for Aage, Ejner og Elna. Næsten for loyale, i den stadige lovprisning af de medvirkendes idealer - ikke mindst deres nøjsomhed.
Knage.  På knagerækken nederst hænger Ejners hovedbeklædninger. Når Ejner skal rigtigt i byen, har han den sorte hat på, og de to andre er kasketter. Den lyseblå til højre har han på, når han er ude at rejse en gang om året – enten til Bornholm eller Alperne. Foto: Marlene S. Antonius
Formidler fascinationen
Nogen stor fotograf er Marlene S. Antonius ikke, men billederne lever alligevel i kraft af den meget skildringens nærhed af de tre menneskers liv, og man mærker hendes betydelige kærlighed over for dem. I hvert billede ligger der dette ønske om at formidle sin egen fascination af en svindende livsførelse.

Parallelt hermed gør Søren Ryge Petersen meget godt rede for landbrugets overgang fra mange husmænd og mindre gårde til dagens storbrug, hvor der teoretisk set ikke længere er brug for folk som Aage, Ejner og Elna.

LÆS OGSÅ Beretning fra bøhlandet er billedskøn

Billederne formidler meget godt deres liv med alt fra deres frokoster til hænder, der bl.a. holder billeder og medaljer frem.

Tætte gengivelser af sutsko, knagerækker, porcelæn, døre, fjernsyn gemt bag forhæng, dannebrogsflag, transistorradio. Interiører af køkken, soveværelser, malkerum, lofter, pulterkamre etc.

Til de måske lidt for få totalbilleder af huset (eller rettere husene, for den ene af brødrene ejer et ekstra hus, Kvindely, hvor kvinder åbenbart ikke har adgang), af markerne.

Jævnt behagelig
Selv ombogen ikke er prangende, er den behagelig. Det er en hel frelse pludselig at have en publikation i hånden, som ikke er smart. Men som lever i kraft af sin jævne og loyale skildring.

Og den falder på et tørt sted, da det som regel er meget interessant med fortællende dokumentariske bøger.

At få et indblik i andre folks liv og tankesæt. »Jeg vil gerne undersøge ting, jeg ikke forstår«, citeres fotografen for i bogen.

Det er essentielt - i det hverv - at have denne nysgerrighed og forundring over for verden, hvor nær eller fjern den måtte forekomme. For kender man allerede svaret på forhånd, er der ingen drivkraft i værket.
Gården.  På væggen øverst er det sort-hvide billede gården, som den så ud, da Ejner købte den. Foto: Marlene S. Antonius
Længere ind under huden
Som læser (eller seer) kunne det have været spændende at komme endnu længere ind under huden på Aage, Ejner og Elna.

For både Søren Ryge Petersen og Marlene S. Antonius standser ved den selvfølgelige loyalitet, hvorfor man ikke får en dybere forståelse af de tre menneskers liv og skæbne.

Selv om det ikke er nogen kunstbog, fremstår projektet meget sympatisk, og det tjener som nævnt til både Søren Ryge Petersens og Marlene S. Antonius' ære at have skrevet denne lille del af danmarkshistorien.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken