I journalistparret Bob Woodward og Carl Bernsteins Watergatebog ’All the President’s Men’ og i filmen af samme navn mødes den mytiske kilde Deep Throat altid med Bob Woodward i en parkeringskælder.

Forud for møderne har Woodward og Deep Throat på hemmeligste vis signaleret til hinanden – blandt andet ved at Woodward har flyttet rundt på en potteplante med et rødt flag på sin altan.

Scener og detaljer, som er blevet mejslet ind i historien som sande.

Men nu bliver der sået tvivl om, hvorvidt det nu også fandt sted på præcis den måde. Og den nu 69-årige Bob Woodward er rasende. Så rasende, at han kalder budbringerens journalistik for »nixonsk«.

Det er den tidligere chefredaktør for Washington Post, 90-årige Ben Bradlee, der pludselig – og utilsigtet – har medvirket til, at USA’s mest kendte journalist er blevet vred. I en ny bog, ’Yours In Truth – A Personal Portrait of Ben Bradlee’, der er udkommet på forlaget Random House, citerer bogens forfatter Jeff Himmelman fra et gammelt, upubliceret interview fra 1990, hvor Bradlee lufter en lille tvivl.

Var der overhovedet noget med en potteplante? Og mødtes de nu i en parkeringskælder? Og gjorde de det 1 gang eller 50 gange?

LÆS OGSÅNy film bringer Woodward og Bernstein sammen igen

Bradlee aner det ikke, for han var der ikke.

»Der er en rest af frygt i min sjæl for, at det ikke er helt så enkelt«, sagde Bradlee tilbage i 1990.

Tvivlen nager
Som redaktør på Washington Post var Bradlee i første række til Watergateskandalen, som begyndte, da fem mænd 17. juni 1972 brød ind i Watergatebygningen hos Det Demokratiske Parti for at placere aflytningsudstyr.

Sagen rullede for alvor, da gerningsmændene viste sig at have forbindelser ind i Det Hvide Hus. Woodward og Bernstein kastede sig ud i en af historiens mest vidtrækkende journalistiske afdækninger, med Bradlees fulde opbakning. To år efter gik Nixon af.

»Jeg tror, at de fleste mennesker, der hørte om Bens tvivl om Deep Throat, ville sige: Selvfølgelig havde Ben sin tvivl. Han var redaktør under Watergate. Han tvivlede på alt. Hvis man skrev, at himlen var blå, ville han have tre kilder på«, siger 36-årige Jeff Himmelman, da Politiken møder ham i New York.

LÆS OGSÅWatergate-journalist hylder 'Deep Throat'

I kølvandet på et uddrag fra bogen i New York Magazine under overskriften ’Det røde flag i potteplanten’ begyndte mediefolk i begyndelsen af sidste måned at interessere sig for bogen. Himmelman, der i flere år arbejdede som Bob Woodwards assistent, havde skrevet om noget, som han vidste, Woodward ikke ønskede skulle med i bogen.

Da Woodwards bog ’Maestro’ fra 2000, om tidligere nationalbankdirektør Alan Greenspan, udkom, skrev han om Himmelman i bogen: »En i sandhed enestående mand med usædvanlig modenhed, hjernekapacitet og charme ... Bogen ville aldrig være blevet færdig uden ham, og det er lige så meget hans som min. Jeg betragter ham som en ven for livet«.

Til New York Times sagde Bob Woodward så i sidste måned: »I sin bog takker Jeff mig for at have oplært ham. Men han dumper«. I en senere e-mail til avisen skrev han: »Jeff var alarmerende uærlig i sin journalistik«.

Bradlees arkivkasser
Da han arbejdede for Woodward, spiste Jeff Himmelman daglig frokost med Woodward og hans kone ved familiens køkkenbord, og da Ben Bradlee og hans kone i 2007 overvejede, om der skulle komme en opfølger til Bradlees erindringer, ’A Good Life’, foreslog Woodward, at de skulle hyre hans tidligere assistent.

Det endte med, at Himmelman fik fri adgang til en masse arkivkasser med Bradlees breve og andre dokumenter fra et langt liv i journalistikkens verden – og adgang til at skrive en biografi uden nogen form for bindinger.

Undervejs blev han så nære venner med Bradleefamilien, at de tog på ferie sammen og ofte spiste middag sammen. Under hele forløbet med at skrive bogen fastholdt Bradlee, at han først ville læse bogen, når den var udkommet. Og han sagde til Himmelman: »Du skal ikke føle, du skal beskytte mig«.

Himmelman er den første, som har gennemgået Bradlees omfattende arkiv.

»Jeg har ikke ord for, hvor spændende det var«, siger han. »En af de ting, jeg opdagede, var, hvor seriøse de var. Der er historier, hvor redaktører går frem og tilbage utallige gange på en dag for at diskutere det rigtige pronomen i en historie. Skal vi sige ’han’ eller ’de’?«.

Jeff Himmelman bed også mærke i mængden af talent dengang i 70’erne.

»Korrespondancen til og fra Ben er med personer, der er enormt indflydelsesrige i den journalistiske verden. En masse af de mennesker, der kører showet – eller gjorde det for fem-ti år siden – kom frem dengang. Mange arbejdede på Washington Post. Talentmassen var astronomisk«.

Personligt angreb
Et af talenterne var Bob Woodward, som Himmelman beskriver som »ihærdig, vedholdende, hård«.

»Han står op kl. 4.30 om morgenen og arbejder. Den mand stopper aldrig. Bob er et af den slags mennesker, der arbejder på et meget højt niveau og med meget stor energi. Når han har fat i noget, er der ingen, der kan ryste ham af – som en hund med et kødben. Alt, hvad der kom med i Alan Greenspan-bogen, var dobbelttjekket, trippeltjekket. Efter min mening er han en af de mest grundige journalister«.

Bob Woodwards reaktion er kommet bag på ham.

»Jeg kunne ikke forudse, at reaktionen ville blive så voldsom i kølvandet på uddraget i New York Magazine og efterfølgende bogen. Hvad der bekymrer mig, er, at Bob gik efter mig personligt og ikke sagde, at noget af det, jeg havde skrevet, var ukorrekt, upræcist eller forkert. Intet af det«, siger Himmelman.

»Det var en overreaktion, i forhold til hvad der står i bogen. Han sagde, at noget af det, jeg havde skrevet, nærmest var nixonsk. Hvis jeg var Bob, ville jeg ønske, at jeg kunne trække det tilbage«.

Hvad fortæller de stærke reaktioner om vigtigheden af Watergate her 40 år efter?

»Jeg er ikke sikker på, at det siger meget om Watergates betydning. Det fortæller en masse om magten i Washington og inden for den journalistiske verden. Man kan se, hvad der sker, hvis man pisser nogen af, der er magtfuld. Det har ændret den måde, hvorpå min bog er blevet diskuteret i offentligheden. Det siger ikke meget om Watergate, men mere om de mennesker, der har reageret, og om, hvordan de forvalter den magt, de stadig har«.

Hollywoodisering
Det er ikke unormalt, at der er folk, der vil hive succesfulde personer som Woodward og Bernstein ned af piedestalen. Men ifølge Himmelman har det ikke været hans hensigt.

»Lad mig gøre det klart: Jeg forsøger ikke at trække dem ned. I mine øjne gør det dem kun menneskelige. De er virkelige mennesker med virkelige bekymringer. De var ikke altid perfekte. Det, man ser, er, hvor bevidst Bob er om at fastholde fortællingen, som han vil have den. Uanset om der er nogen, der har tænkt sig at hive ham ned fra piedestalen, har han ikke tænkt sig at komme ned. Det er fint. Han har fortjent det hele, ingen tvivl om det«.

LÆS OGSÅWatergate-skandale: P-kælder er blevet til en turistattraktion


Hvad tror du, at Ben Bradlees tvivl vedrørende Deep Throat kan komme til at betyde for arven efter Watergate?

»Man er nødt til at adskille den journalistik, der kom i Washington Post, som de modtog en Pulitzerpris for, og så bogen ’All the President’s Men’ og filmen og al den mytologi, der herefter fulgte. Deep Throat var bare én kilde«.

»Deep Throats informationer var i det store og hele rigtige. Historierne i avisen har, med undtagelse af nogle fejl folk senere har opdaget, vist sig at være fuldstændig korrekte. Det er ingen i tvivl om, og det ved Bob. Det er en af grundene til, at Ben følte sig tryg ved at fortælle om en marginal tvivl. Bens tvivl handler om hollywoodiseringen og myteskabelsen i forbindelse med ’All the President’s Men’. Det eneste, han i virkeligheden sagde, var: Man kan ikke holde ham, Washington Posts redaktør, ansvarlig for, hvordan en hollywoodfilm beskriver relationen«, siger Jeff Himmelman.

Hvordan havde du det efter udgivelsen? Det her er muligvis de mest magtfulde mænd i amerikansk journalistik.

»Det var skræmmende. Men sagen er, at jeg står ved hvert et ord i den bog. Hvis jeg blev spurgt: »Det her har givet dig en masse ballade. Ville du stadig skrive bogen på samme måde?«, ville jeg svare ja. Min forpligtelse var at fortælle sandheden«.

Og Bradlee selv, manden alle kalder larger than life, hvordan har han reageret? Igennem sin kone har han meddelt: »Jeg elsker Bob, og jeg elsker Jeff, og jeg stoler på dem begge, og lad os så komme videre«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken