Det er et seriøst stort fodspor at gå i, Knut Hamsuns ’Mysterier’ (1892), og så oven i avantgardehatten at forsyne sit værk med nummer 1, så man lige drejer hælen lidt rundt og træder Hamsun flad og begynder en ny serie.

Hvem er mand for dén gestus?

Mellem Beuys og Carl Barks
Det er ingen anden end den legendariske komponist og forfatter Vagn E. Olsson, der efter 22 år kommer med en efterfølger til debuten ’Poemer’ fra 1990.

Og det ville være en ikke bare beskidt, men også forslidt kliché at kalde ham selv og et af Danmarks suverænt bedste undergrundsforlag, nemlig After Hand, for kompromisløse.

Det her er hinsides kompromisløs, det er noget helt andet.

Hvad da?

Det er en klassisk bevidst, spændstig genoptagelse af litterære elektriske ladninger, der på samme tid udgår fra såvel kanoniske James Joyce som fra avantgarderadikale Duchamp, Kurt Schwitters og Joseph Beuys, men som heller ikke viger tilbage fra at trække på Keld Heick, Carl Barks og Kirsten Thorup!

Olsson sammenflikker alle de her ledninger i en viril og heftig superledning af mysterier, der på samme tid kredser om krop og sex, politik og kunst, agitprop og gimmick, selvbiografi og kosmologi.

Jamen, hvad er det mere konkret?

Anus manus
Lad os bese uterlighederne; vi har et meget broget skrabsammen af ord, citater og vendinger hentet fra hverdagssproget, fra sloganer, fra remser, som f.eks. »JEG ER OPSTANDELSEN OG LIVET, Joh. 11, 25«, eller: »Det har jeg aldrig sagt«, eller »Er der noget at drikke? Vin der. En sikker vinder. Sikken vin(d), snif snif«, videre til f.eks. det militant studentikose som: »ET LEM FRA BOV/EN BOV FRA LEM«, og »Storyboard til pornofilm: anus manus«.

Bagerst er der et større antal righoldige noter, der angiver kilder og udvikler nye tangentielle refleksioner.

Hjertestop
'Mysterier’ kan angive meget forskelligt, men jeg tror, vi her må forstå det som sproglige og typografiske manøvrer, der på skift vittigt og aggressivt nægter at lade sig suge ind i forståelsens store forbrugsmaskine, at blive til små ordpakker, vi kan købe, fortære og smide ud igen.

Her finder vi en iskold fornægtelse af de mange dødsattester, avantgarden har været forsynet med; Olsson går lige ind i avantgardernes forlængede hjertestop og fabrikerer dér sine mysterier.

Det er så hjerteløst, at vi selvfølgelig må holde alle hjerter tilbage.

FACEBOOKBliv ven med Politiken