Maskinmester Andreasen var en af de danske søfolk, der efter Danmarks besættelse 9. april 1940 gik i allieret tjeneste. I 1941, på vej med forsyninger fra Canada til England, blev hans skib torpederet af en tysk ubåd.

Skibet gik midtover, men Andreasen slap ud med sin ruhårede terrier Terry. De holdt sig til et flydende køleskab, blev samlet op af et norsk skib, og knap var de blevet overført til en britisk destroyer, før 'nordmanden' sprang i luften - »det var et ammunitionsskib, og der var ingen overlevende herfra at samle op«.

Krigssejlads
Maskinmesteren kom på hospitalet i Hull, blev kørt ned af en bil i Newcastle, igen indlagt på hospital - og gift med en sygeplejerske.

Han fortsatte krigssejladsen og deltog i invasionen i Normandiet juni 1944. Efter krigen fik han tuberkulose og blev maskinarbejder på B&W, men en fast ven blev alkoholen. Den dulmede mareridt, hvor han genoplevede »halve skibe, brændende mennesker osv.«.

LÆS OGSÅFremragende, vigtigt værk giver mæle til ofrene fra Leningrad

Der ligger meget i det understatede »osv.«, og sådan - med maskinmester Andreasens beretning og Tintinhunden Terry - starter Sven Arvid Birkelands bog om danske søfolk under Anden Verdenskrig.

Dem var der ca. 6.500 af, ca. 2.500 omkom, andre døde i 50-60-års alderen af krigseftervirkninger, men Birkeland fik i tide indkredset og interviewet 44 seje overlevere i alderen 81-90 år samt 24 koner og 44 børn.

Kæmpe tab
'Sænket af tyskerne' fortsætter Birkelands bøger om danske krigs- og efterkrigsskæbner og danske soldater i krig på Balkan, i Irak og Afghanistan.

Også krigssejlernes beretninger skildrer den kendte krig fra uventede vinkler, og det hele er indlagt i en oplysende ramme om 'transportkrigens' mønstre. Tabene var monstrøse: 1939-41 sænkede tyske og italienske ubåde 1.124 skibe.

En del af de danske søfolk, der tilfældigt lå i allieret havn, blev 'tvunget til at gå frivilligt med', som det hed på tidens slang. Andre blev især pga. vores overgivelse 9. april mistænkeliggjort og udsat for forhør, fængsel og fangelejr.

Men mange meldte sig bevidst for at bekæmpe nazismen og medvirkede til at etablere Det Danske Råd i London, uden at gøre større væsen af deres næsten naturstridige mod. De sejlede bare.

Gennem krigssejlernes kikkerter
Det store stof er opdelt tematisk og kronologisk. Man hører både om fiskere, færøske og grønlandske sejlere, og danskere er med i hele 'the War Theatre' fra de britiske kystkonvojer til Middelhavet, Afrika, Caribien og Stillehavet.

Hovedsagen er Slaget om Atlanten og den 'uindskrænkede ubådskrig'. Her genmøder man dramaet fra Wolfgang Petersens uafrystelige film 'Das Boot' (1981), men nu set gennem krigssejlernes kikkerter.

Den mindst kendte konvojrute gik via det nordlige ishav til Murmansk og Arkhangelsk i Nordrusland. Det var også den farligste, fordi skibene sejlede skiftevis i vinterbælgmørke og i sommermidnatssol eksponeret for tyske fly fra norske baser, og man kan kun overleve få minutter i det iskolde vand.

Alligevel har bogen nogle fandenivoldske beretninger fra Molotovsk, hvor losning og bevogtning varetages af livskraftige unge piger, så søfolkene lærer russisk på hovedpuden og i havnens bombesikre cementrør.

Og hvis vi slap tilbage til USA, fortæller maskinmester Waldemar Lund, »fik vi en check på 200 dollar underskrevet af Stalin«.

Enorme omkostninger
Omkostningerne er ufattelige. Hvis man ikke bliver suget med ned, når et skib synker på tre minutter, pulveriseret i en eksplosion, kogt i maskinrummet eller mejet ned af tyske ubådes maskingeværer, og hvis man overlever 18 dage på åbent hav, så er der angsten.

Også angsten for familien derhjemme. Mange ser kammerater brænde i olie eller blive agterudsejlet, for skibene må ikke standse og samle overlevende op (det øger risikoen for torpederinger og kollisioner i konvojen), og det hele bidrager til følgesygdomme efter krigen.

Krigssejlersyndromet
Det virker useriøst og ugenerøst, at Sven Arvid Birkeland ikke vedgår sin gæld til søfartshistorikeren Chr. Tortzens grundlæggende studier i handelsflådens krigsindsats.

Hvad han selv kan som læge i Rehabiliteringscenteret for Torturofre er at få folk til at tale frit og nærme sig smertepunkterne, og han tegner fint 'krigssejlersyndomet' af fysiske og psykiske lidelser som en parallel til 'kz-syndromet'.

Særlig udbredt - ved siden af alkoholisering - er klaustrofobien. Mange tør kun sove med åben dør eller som ØK-sygeplejersken med tilnavnet 'Kanonpigen Sussi' med våben i sengen, hvad der ikke hindrede hylende mareridt.

Metoden er den 'oral history', som bl.a. amerikaneren Studs Terkel har opdyrket i interviewbøger. Det giver en del gentagelser, men også en stærk sproglig autenticitet.