Det er en fornøjelse at møde drengen Bart på snart 13 år. Han bor i en stor by i Norge, der sikkert er Oslo. Alt i hans liv er nederen. Næsten. For Bart synger opera for sig selv ude på toilettet, så de omkringboende i det forslummede højhus banker i betonen.

Han har en fin baryton. Og den rene, jublende tone lægger et forsonende skær over en mor, der er for meget på alle punkter. Over de ubetalte regninger. Det tomme køleskab. Og de sociale myndigheders fornyede interesse.

For voksent tænkt
Bart er i knibe. Men på forunderlig vis klarer han skole og virkelighed og manøvrerer mellem junkien Frank fra opgangen og den pæne pige Ada, der er stærkt interesseret i ham.

Med sorgmunter akkuratesse noterer Bart sine store og små katastrofer. Og man skal selv lægge til for at få billedet af, hvor slemt han egentlig har det. Der er ingen synlig far, men en bedstemor af fineste slags.

De store hændelser er skolens sommerfest, Barts søgen efter sin far og en mors forfald.

I skolen klarer Bart sig ved at hænge ud med gruppen ’Ingenmandsland’, der er skildret med indsigt. Herfra hentes de næste mobbeofre. Det er en (gammel)klog dreng, der fortæller. Her er ingen beklagelser, men måske heller ikke så megen undren.

Bart tager de tæsk og kindkys, som tilværelsen giver ham. Han er opfindsom og tager det som en (lille) mand, da de brækker næsen på ham.

Problemet for Arne Svingens historie er, at den er for voksent tænkt og for indforstået i tonen til rigtigt at være en børnebog for børn.

Men det er en lille perle for den, der søger i ’ingenmandslandet’ mellem genrerne.