Hun er ’tilsagt’, sikkerhedspolitiets major Albu venter hende på slaget ti. Med sig i sporvognen, i håndtasken, har hun tandbørste og håndklæde. Tilsigelserne er blevet hyppigere, denne gang bliver opholdet i cellen under majorens kontor måske af længere varighed.

Uvisheden er en del af ydmygelsen og går i ét med angsten. Noget lignende gælder overgrebets seksuelle indhold: Major Albu kan med den ene halvdel af munden presse et spytvådt kys mod hendes hånd og med den anden fremhviske: »Jeg synes, du er ved at få overskæg, lidt tidligt i din alder«.

Tungsindig og morsom
Herta Müllers roman om den navnløse fabriksarbejderske er 15 år gammel. Måske på grund af en lidt forbeholden tysk kritik dengang udkommer bogen først nu i dansk oversættelse, tre år efter at den rumænskfødte forfatter modtog Nobels litteraturpris.

Forbeholdene – Frankfurter Allgemeine Zeitung talte ligefrem om en »kunstnerisk stagnation« – er ikke lette at forstå i dag. Sortsynet, romanens afvisning af ethvert tilløb til menneskelig lykke, som fik en del af skylden, er ikke blevet mindre udtalt siden dengang.

Mesterværket fra 2009, ’Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig’, et langt pinefuldt portræt af lejren og lejrfangen, overgår det vel snarere. Måske er der sket det, at kritikken har vænnet sig til det, måske er håbløsheden og overgrebets korrumpering af alle menneskelige relationer, ikke mindst de sproglige, blevet Müllers vigtigste signatur.

LÆS OGSÅStorpralende amerikaner er den nye Dostojevskij

Og hvis jeg så i en fart må ændre mening eller tillade mig at have to: I romanen her er Herta Müller ikke bare hensat i sit sædvanlige tungsind, hun er også i et næsten overgivent fortællehumør, og så er hun – ja, undskyld – morsom.

Vi får historien fortalt i en række tilbageblik undervejs på sporvognsturen, ind imellem den kvindelige jeg-fortællers nervøse, vanemæssige forberedelser til mødet med efterretningsofficeren og mange små iagttagelser af livet set fra et sporvognsvindue.

Kønnet som bytteobjekt
Det er en gentagelsernes sørgelige og angstfyldte historie, en bare lidt følsom læser giver det en kold fornemmelse i overhuden. Men det er også absurd komisk, fra den vrantne vognstyrers tre birkeshorn, mekanisk fortæret undervejs, til gnaveriet og den evige hakkeorden mellem de rejsende. Fellini på rumænsk – eller Beckett.

Samme blanding af tragedie og komik er spundet ind i et af romanens hovedmotiver, kønslighedens og undertrykkelsens (diktaturets) tætte forbindelser.

Kønnet er et bytteobjekt, med det kan man tuske sig til visse privilegier, måske ligefrem frihed. Der byttes ikke så lidt romanen igennem, mellem datter og stedfar, forfølger og forfulgt.

Sørgeligt, ja, men hvad så når hovedpersonen forsyner buksebaglommerne på trikotagefabrikken, hvor hun arbejder, med små kærligheds- og ægteskabsannoncer til kommende italienske buksekøbere? Flaskepost fra håbløshedens ø.

LÆS OGSÅSafran Foer: »På min gravsten skal der stå: 'Familiemenneske, forfatter, jøde, vegetar'«

Tilbageblikkene, de mange korte nedslag i form af scener og små personportrætter, er trods den absurde komik også en langsom afskalning af alle illusioner.

Fortælleren har også sine kønslige bytteforretninger at spekulere sig trist over, bedstefarens ophold i en fangelejr er stadig levende virkelighed, og den eneste fortrolige, drukkenbolten Paul med den næsten lykkefremkaldende brummende Java-motorcykel – ja, det er en sort historie, men suverænt fortalt.

Mit eget og eneste forbehold er et uafgørligt mellemværende med forfatterens overmættede, radikalt egensindige og uendeligt langsomme sprog (perfekt indfanget i den danske oversættelse). Som et insekt i en ravklump, skønt og klaustrofobisk. Indimellem anstrengende (»vandet klippede livet over i ét tag«), men i allerhøjeste grad passende, jeg medgiver det.