Da jeg åbnede denne bog, meldte der sig spontant en gammel oplevelse fra sidst i halvtredserne, da jeg for første gang var på en journalistrejse – til Berlin. Vi skulle ned at se det nye demokratiske Vesttyskland.

Vi boede på et hotel midt i byen; udsigten til den ramponerede og røgsvedne baggård viste, at så længe var det ikke, siden krigen var slut. Jeg stod og barberede mig og fik øje på en ældre kollega, der gik rundt dernede og skrabede i jorden med både skosnuden og hælen.

»Hvad lavede du«, spurgte jeg, da vi lidt efter sad bøjet over vores blødkogte æg.

Han sendte mig et tvetydigt smil:

»Man ved jo aldrig …«. Han gik i stå.

»Hvad ved man aldrig?«.

» … om man er heldig og finde noget … øh … smykker. Eller tandguld«.

Det rette navn for min kollegas bizarre motion i gården er – alt andet lige – gravrøveri. Det var ikke blot en klunser forklædt som distingveret journalist. Der stod et iskoldt pust ind fra verdenskrigen her midt i demokratiet og morgenmaden.

LÆS OGSÅNazister og fanger byttede plads efter krigen

Afdød med udgangstilladelse
Det systematiske gravrøveri i skyggen af holocaust er en af de undertitler, man kunne give denne nye bog om alle de omfattende røverier og andre tilvendinger af jødisk ejendom, der fulgte med – og på – holocaust.

Når trængslen var massiv på ramperne i Auschwitz, og kvægvognene ventede i hundredvis ude på banegårdsterrænet, tjente lokalbefolkningen stort på at sælge et krus vand til de smægtende.

Først blev vagterne bestukket med vodka og sex, så udveksledes der vandsjatter mod juveler gennem tremmerne. På samme måde lukrerede borgerne i byerne uden for ghettoerne af jødeforfølgelserne som pengeafpressere.

LÆS OGSÅDanske filmchefer var overivrige med jødecensur under besættelsen

Det var overalt lykkedes den nazistiske jødepolitik at reducere jøderne til en art ’afdøde med udgangstilladelse’. De kunne lige så godt aflevere deres habengut her og nu, når de alligevel snart skulle skilles fra det. En jøde, der alligevel snart skal dø, er en ting, der har ting …

Underliggende er naturligvis de gamle indarbejdede stereotyper om, at jøder dels er blodsugere, dels – eller derfor – hovedrige, så kan de se nok så fattige ud. Jøderne havde man altid misundt i Europa. Og dem, man misunder, vil man se hængt. Jo, Hitler fortjente egentlig et monument, som det siden hed på polsk.

Fokus på Polen
Forfatteren ER en polskamerikansk forsker, Jan T. Gross, en særlig kender af de europæiske civilbefolkningers antisemitisme og medvirken til holocaust.

Det er selvfølgelig en beskæmmende bog, der endnu en gang bekræfter mange allerede fastslåede erfaringer, først og fremmest: at når forbrydelse kan ske med lovens velsignelse, bliver den begået, og ikke kun når den er lukrativ; og at det fællesskab, der baserer sig på hadet til et mindretal, er stærkere end alt andet – så længe det varer.

Men ’Gylden høst’ – med bogens (på dansk grundtvigsk klingende) titel – er mere specifik. Selv om det civile samfund profiterede på jødernes udryddelse overalt fra Atlanterhavet til langt ind i Sovjetunionen, er det lokalbefolkningens drab og plyndringer i Østeuropa, som dominerer materialet.

LÆS OGSÅNye portrætter går tæt på krigens modige mænd

Det er ingen hemmelighed, men hos Gross baseret på tørre tal, at af de seks millioner europæiske jøder, der blev dræbt i holocaust, blev over en sjettedel af dem dræbt af de lokale befolkninger rundt omkring. Et tal vel værd at huske.

Men det er Polen, som er i fokus hos Gross. Polen var specielt på grund af kz-lejrene. Områderne omkring kz-lejrene lukrerede ifølge Gross (og andre) i hidtil ukendt grad af massemordene.

Man kan ligefrem tale om en betragtelig højere levestandard. Her som mange andre steder i Polen herskede der en udbredt tilfredshed med, at Hitler – den ydre fjende – så effektivt gjorde det af med den indre.

Generel anti-semitisme
Gross vier en særlig undersøgelse til et nyt fotografisk dokument af, hvad han kalder klunserne i Treblinka.

Kort efter krigens slutning blev denne kz-lejrs massegrave endevendt af omfattende og organiserede hold af gravere, der lod sig fotografere på hug med kranier og knogler foran sig, som var det en picnic.

Det er i forbindelse med detaljerne og analyserne her, at bogen kommer tættest på det særlige forræderi, som jøderne gik i døden med som en ekstra byrde: den totale forråethed, naboernes svigt, lokalbefolkningens aktive delagtighed i forfølgelsen, kort sagt den dobbelte udsathed.

At de, der selv – som polakkerne – blev forfulgt med jernhånd af tyskerne, at de bistod deres plageånder i forfølgelsen af jøderne, er en særlig forstemmende dimension i de forbrydelser mod menneskeheden, Anden Verdenskrig kunne opvise. Til nazismens sejre hørte ikke mindst demoraliseringen af civilbefolkningen.

LÆS OGSÅNy tysk kulturhistorie anbefaler samtiden varmt

Gross HAR også fat i spørgsmålet om at skjule jøder og – pengene. Han hævder, at det næppe kostede polakker livet at skjule jøder. Underforstået: Det var altså fejhed og generel antisemitisme, når det så godt som ikke skete.

Her kunne man forvente en diskussion om, hvilket menneskeligt mod en eftertid har ret til at forvente. De danske jødetransporter er ikke nævnt, men Gross vil næppe være blandt dem, der ser igennem fingre med de fiskere, som tog sig betalt for overfarten.

At det siden viste sig at være mindre farligt, end det kunne befrygtes, kan ikke bruges imod de fiskere, der måtte tænke på deres eventuelle efterladte.

Usammenligneligt med Danmark
Mange kredse overalt i de besatte lande bakkede forfølgelsen op, hedder det hos Gross; så de europæiske jøders katastrofe skyldtes den nærmest almindelige accept hos mange kredse i samfundet, Det gjaldt både eliten og den brede offentlighed, fortsætter han.

Danmark er ganske vist en dråbe i havet, men som bekendt en meget anderledes dråbe. Hvorfor det forholder sig sådan, er en historie, der stadig kan skrives videre på. I bogens berettigede generaliseringer om Europa er Danmark ikke nævnt.

Vi havde intakte institutioner – noget absolut enestående i det besatte Europa – der arbejdede på at sikre jødisk ejendom, da de forfulgte måtte tage flugten. Det var et held ikke blot for jøderne!

LÆS OGSÅ14-årig skriver rystende dagbog fra kz-lejr

Forskeren Sofie Bak har i en artikel i bogen ’Strenge tider’ vist, at det var en enhed under Københavns Kommunes socialforsorg, der bl.a. reddede torarullerne under angrebene på synagogen.

Der er i København harske eksempler på naboer, der straks forså sig på de flygtede jøders tøj eller ’konfiskerede’ ejendele – der var jo ingen grund til, at det sådan skulle hænge ubenyttet hen – men som blev opsporet af de danske myndigheder.

Ja, historien og geografien var os nådigt stemt. I Østeuropa havde jøderne ikke blot SS og værnemagten imod sig, men også lokale befolkninger foruden i mange tilfælde deres egne ledere. Med sig havde de ingen, ikke den katolske kirke, ingen modstandsgrupper, ingen organisationer og knap nok de allierede.

I samarbejdspolitikkens Danmark var situationen usammenligneligt en anden. Vi havde muligheder. Det var sagen.

Vi var ikke bedre mennesker – det skulle da være i nazisternes øjne.