KÆPHØJ  KNÆGT. Tom Gaulds ’Goliat er minimalistisk i streg og dialog. Illustration fra bogenFra barnsben lærer vi at glæde os ureflekteret over, at lille David med sin slynge kunne fælde den kæmpestore Goliat – så glade, at billedet er gået over i sproget som fast vending, og det lille parti Venstresocialisterne – liste Y – f.eks. kunne bruge slangebøssen som ikon.

Okay, en lille og vågen er da også bedre end en stor og doven osv.

Men hvordan havde historien set ud fra fjendens synsvinkel?

Med fortællingen i Første Samuels Bog, kapitel 17, introducerer Bibelen den senere så navnkundige jødiske konge David.

Men vi har jo ikke filistrenes beretning om den stillingskrig, hvor jøder og filistre lå på hver sit højdedrag med Terebintedalen imellem sig – i hvert fald ikke før nu.

Historien fra en ny vinkel
Den 36-årige skotte Tom Gauld – der har tegnet til så kræsne aftagere som The Guardian, The New Yorker, New York Times og Granta – har nemlig nu fortalt historien, som filisteren Goliat fra byen Gat oplevede den. En sørgelig beretning om krigens meningsløse tilfældighed.

Udefra set sker der det samme: Goliat udses til at gå ned i dalen med sin skjoldbærer, en lille knægt, og morgen og aften med råb at udfordre en israelit til en tvekamp, der skal afgøre krigens udfald.

Men vi lærer Goliat at kende: En fredens mand, der foretrækker papirarbejde og kun er sendt i front på grund af sin højde. I tågen den enogfyrretyvende dag tager Goliat fejl af knægten med skjoldet og en anden stemmes irrationelle nonsens: »Jeg kommer imod dig i Hærskarers Herres navn ....«

Fortalt med den mest konsekvente minimalisme i streg og dialog, kun et stilsikkert niveau over ideogrammets tændstikmænd, opnår den beretning imidlertid en slående virkning. Uden Bibelens massive forreklame for David og israelitternes hær som Herrens udvalgte bliver drabet på den fredelige kæmpe fra nabosamfundet blot et eksempel på meningsløs død.

Punktering af krigens logik
Der kunne godt være smurt tykt på den modsatte vej, så David virkelig blev en skurk: Kvikke lille David blev jo en morderisk »tusindfører« i Sauls hær og vandt f.eks. hans datter mod en medgift på to hundrede døde filistres forhuder (!) og overtog senere svigerfars kongemagt. Men nej.

Gauld er ude i et andet ærinde: punktering af krigens selvforstærkende logik.

Med denne modsatte pointe bliver hans minimalistiske ’myte’ lige så almengyldig som den bibelske.

Måske foretrækker både soldatens anfører, israelitternes gud og andre tilhængere af hellig krig endnu den dag i dag en død nabo. Men vi læsere får åbnet øjnene for den levende næstes uerstattelighed.