Jeg havde en farfar i Afrika.

Karen Blixen kunne godt have skrevet sådan, for A.W. Dinesen (1807-1876) tilbragte et år af sit unge liv i Algeriet. Han gjorde frivillig tjeneste i den franske hær, som søgte at besætte og betvinge denne del af Nordafrika.

Da Dinesen kom hjem, var han blevet en stor beundrer af fjenden, den algierske oprørsleder Emir Abd El-Kader, mens hans tanker om de franskmænd, han selv kæmpede sammen med, var noget lavere:

»... overalt, hvor de Franske have viist sig i Afrika, forsvinde Træerne, Kildevældene hentørres, Landets Indvaanere flygte og der bliver kun en ørken tilbage. De franske kunne erobre, men ikke vedligeholde«.

Den uvante pen
Ordene står at læse i det lille skrift om Abd El-Kader, som Dinesen forfattede efter hjemkomsten, og som nu er genudgivet i forlaget Vandkunstens smukt udstyrede Carsten Niebuhr Bibliotek.

Skriftets udarbejdelse »har været idelige Afbrydelser underkastet«, skriver Blixens farfar og overgiver det »til skaansom Bedømmelse, i fuld Erkendelse af min uvante Pen«.

At der skulle komme anderledes vante penne i familien, kunne han jo ikke vide.

Hele historien foldes ud
Han kunne heller ikke vide, at hans helt Abd-el-Kader nogle år senere ville overgive sig til franskmændene, og at han ville ende med at tilbringe små 30 år som islamisk-humanistisk sufi-vismand med base i Damaskus.

Emirens liv er endnu mere farverigt og forbløffende, end det fremgår af Dinesens lille hyldestbog til »en af de faa Udvalgte, der fra en tildeels ubemærket Stilling, ved sine store, personlige Egenskaber og ved gunstige Omstændigheder, er bleven kaldet til at føre sine Landsmænd frem imod et nyt og stort Maal, imod Nationalitet, der er Erkjendelsen af en almindelig, stadig Forening i fælleds Interesser«.

Men bogens introduktion og billedgalleri ved udgiverne Rasmus Alenius Boserup og Francois Pouillon folder hele historien ud om såvel Abd El Kader som om krigsmanden Dinesen.

Orientalistisk beundring for barbariet
Det er et fascinerende møde mellem en dansk eventyrer og den tidlige kolonialisme, hvis projekt han er en aktiv del af (han deler i en vis forstand dens idealisme), alt mens han skarpt kritiserer de franske metoder og hele tiden eksponerer sin meget romantiske og orientalistiske beundring for »Barbariet« – altså berbernes land, deres sæder og skikke, som »udmærke sig ved en Uforanderlighed, der er gaaet igjennem Aarhundreder«:

»Den rastløse Higen efter en større materiel Velværen, som dog ikkun kan blive de Færreste af Samfundet til Deel, er dem fremmed. I deres Nøisomhed ere de tilfredse med det Bestaaende og leve i det Bestaaende. Deres fornødenheder ere meget faa, og omtrent de samme for den Rige som for den Fattige«.

»En Kone, Skyggen af et Træ og et køligt Kildevæld indbefatte deres høieste sandselige Nydelser. Krigens Haandværk er deres største Lyst, smukke Vaaben og Heste al deres Luxus. De have skyet en høiere Civilisation og en mere uddannet social Tilstand, fordi den ikkun kan erholdes paa Frihedens og et uafhængigt Livs Bekostning. De synes ligesom at have afveiet Fordelene og Manglerne ved begge Tilstande, og at have valgt den sidste«.

Generelle overvejelser
Der er meget forholdsvis omstændelig geografi og militær kortlægning i bogen, så man skal ikke regne med bare at glide hyggeligt igennem den som en sheik duvende på kamelens ryg.

Men der er megen manna at samle i ørkenen, f.eks. når Dinesen støder på sygdommen ’Nostalgie’ – »Denne Aands-sygdom træder som oftest i Forbindelse med Climatfeberen, og er da dødelig«.

Og med vore aktuelle eventyr i Afghanistan, Irak og andre ’varme lande’ in mente, er det lærerigt at læse Karen Blixens farfar gøre sig visse generelle overvejelser: »Naar Araberen rykke i Felten, medfører han særdeles faa Fornødenheder, og afgiver derved en frappant Contrast til det eruopæiske overbepakkede, saakaldte lette Cavalerie.

Hans hele Bepakning bestaaer i nogle Pund Byg til sin Hest og nogle flade Brød til sig selv, hvilke han fører i en Pose, lig en Husartaske, der fastgjøres til Sadeltræet«.

Fare forude for den europæiske krigsmagt
Faktisk kunne Dinesens lille skrift være en nyttig del af feltudstyret for de soldater, der nu om stunder sendes ud til Barbariet og deromkring.

Farfar fra Afrika får sidste ord:

»Af det anførte vil man komme til det Resultat, at den arabiske krigsstyrke i Afrika fornemmelig bestaaer i et let, fortrinligt beredet, dristigt og utrætteligt uregelmæssigt Cavalerie, der af Natur, Vane og Lyst altid lever paa Krigsfod, og derfor bliver farligt for enhver europæisk Krigsmagt, der med sit store, tunge Tros vover at trænge ind i det afrikanske Atlas, hvis Beskaffenhed og Climat ere ligesaa ugunstige for Angriberen, som gunstige for Forsvareren«.