Til det unikke i dansk besættelseshistorie hører, at ’kun’ godt 100 personer mistede livet som følge af holocaust, modsat andre landes masseofre.

Som bekendt lykkedes det i oktober 1943 at skibe 7.000 jøder og 700 ikkejødiske ægtefæller over Sundet.

472 blev deporteret til Theresienstadtlejren ved Prag, men heraf kom de 423 til Sverige med ’de hvide busser’ i april 1945.

Både speget og smuk historie
I denne bog skildrer historikeren Sofie Lene Bak, museumsinspektør på Dansk Jødisk Museum, dramaets hidtil ubelyste anden akt:

Hvordan gik det de 8.000 jødiske voksne og børn, der i maj-juni 1945 vendte hjem fra Sverige til det i mellemtiden forandrede land?

Det er en speget, pletvis pinagtig, men også smuk historie.

LÆS OGSÅDansk-jødisk erindringsværk bøjer romanbegrebet

De 7.700 flygtede over hals og hoved, med sølvtøj i en kuffert – og efter at have truffet nødtørftige aftaler med naboer og værger om at passe det, de måtte forlade.

Til situationens mirakler og bogens nyheder hører, hvordan Socialministeriet straks satte ind på sikre de flygtedes og deporteredes efterladte boliger og ejendele.

Socialtjenestens indsats
I København rykkede den nye Socialtjeneste ud for at vogte lejligheder mod tyveri og hærværk, ordne lejemål og forsikringer, opmagasinere indbo og rydde op, helt til at lukke for lys og gas, fjerne fordærvede madvarer og aflevere biblioteksbøger.

Tjenesten fik sågar bragt synagogens toraruller i sikkerhed. Det indgår i vores politiske undtagelsessituation, at danske myndigheder kunne samarbejde med de tyske, der ikke som udenlands konfiskerede jødisk ejendom og tillod hærværk.

Bag Socialtjenestens indsats lå opfattelsen, at jøderne ville vende tilbage og skulle have noget at starte forfra på.

Halvdelen af de eksilerede kom hjem til åbne arme og ordnede forhold, men den anden halvdel mødte et mareridt. For dem gjaldt den gamle kliché, at ’freden brød ud’.

Boliger var blevet overtaget og raseret, indbo solgt og brændt, firmaer afhændet. Bogen dokumenterer et morads af tyveri, mandatsvig og grådige tillidsbrud.

Hullet erstatningslov
Frem af arkiverne vælter tragedier, der kan røre en sten.

Marskandisere, skræddere og skotøjshandlere, der må betale formuer for flugten over Øresund og så bedrages af skipperen eller andre, de har givet fuldmagt til at passe deres affærer. Småfolk, der taber alt.

Foruden de få, der også mister børn, som de måtte rejse fra, fordi børnene efter 1945 forblev hos plejeforældre eller under børneforsorgen.

LÆS OGSÅPerspektivrig bog nuancerer dansk-jødisk krigshistorie

De hjemvendte mødte et velorganiseret hjælpeapparat.

Boligløse blev indkvarteret i forlægninger, og Centralkontoret for Særlige Anliggender uddelte kontanthjælp til underhold, husleje, tøj, indbo, dækning af gæld, værktøj, uddannelse og reetablering. Andre fik bistand fra Studenternes Retshjælp.

Men bevisbyrden var svær at løfte, den ellers fine erstatningslov havde huller, og især de fattigste endte i armod.

Høj indlevelse
Bogen er et imponerende arbejde, også metodisk.

Sofie Lene Bak syntetiserer et kæmpe kildemateriale, fra socialvæsenets sagsmapper til private dagbøger, og løfter typiske skæbner frem.

Hun kombinerer husvant politisk, social, økonomisk og administrationshistorie og viser høj indlevelse i psykiske reaktioner, som datiden havde snæver forståelse af. Selv fagfolk mente, at traumer burde ties ihjel.

Bogen er et vigtigt supplement til revisionen af besættelseshistorien. Afdækningen af hjemkomstens skyggesider giver revner i glansbilledet af vores unisone omsorg.

Omvendt har fortrængningen skygget for fuld erkendelse »af den danske stats enestående omsorg for sine jødiske borgere«.

Ja, enestående, også i internationalt lys.

Konstruktive paradokser
Hjælpearbejdet for jøderne ses som frugt af kreativ konduite hos nøglepersoner, anført af Socialministeriets departementschef H.H. Koch, og gunstige strukturforhold – fra 1930’ernes socialreformer til tyskernes samarbejdsvilje for at sikre dansk landbrugseksport sydpå.

Statens erkendelse af ansvaret for alle borgeres liv og velfærd peger frem mod 50’ernes velfærdsstat med universelle rettigheder.

Engagementet for jøderne skyldtes netop, at de var så integrerede i vores samfund og idealer, at mange ikke opfattede dem som jøder.

LÆS OGSÅVille vi have reddet de danske jøder i dag?

Det gjorde nogle paradoksalt nok efter 1945, og bag svinestregerne lå også tidens forråelse, latent antisemitisme og krav om, at jøderne burde vise taknemmelighed. Omvendt fremmede flugten jødernes sekularisering, fordi mange afskrev deres ritualer.

Til bogens andre finter hører, at Socialtjenestens udrykninger fra 1943 også hindrede mange ’ariske’ danske i at blive fristet til tyveri, selvtægt og sortbørssalg i den lov- og delvis politiløse tid, da moralen smuldrede!

Sådan vrimler bogen af konstruktive paradokser, der nuancerer historien.

Det hele er godt set og fortalt af Sofie Lene Bak. Bid mærke i det navn.