»En af de charmerende ting ved amerikanerne er, at de har absolut ingen historisk erindring!«.

Sådan sagde kinesiske ministerpræsident Zhou Enlai engang.

Den udtalelse underbygges i den spændende og tankevækkende bog ’America and the Imperialism of Ignorance’.

Kunsten at opfinde fjender
Bogens første del drejer sig om den kolde krig, hvor den britiske journalist og forfatter Andrew Alexander påpeger, at den sovjetiske politik efter Anden Verdenskrig i udgangspunktet var defensiv.

Efter den grusomme kamp mod nazisterne, hvor russerne mistede op mod 25 millioner mennesker og fik det halve land smadret, ville Stalin først og sidst sikre sig mod tysk ’revanchisme’.

Derfor oprettedes en bufferzone i Østeuropa, som samtidig kunne malkes økonomisk. Russerne havde fået et traume efter invasion i to verdenskrige, noget amerikanerne aldrig rigtigt fattede omfanget af.

Deres politikere opdagede imidlertid hurtigt, at vejen til vælgernes stemme gik via en oppustet frygt for kommunismen, som den i dag går via islamofobi. I valgkampen bliver en muslim hurtigt til en krumsabelsvingende galning.

Med Danmark på slæbetov
Alexander er kommet med en højaktuel bog, der også rammer lige ned i den danske debat om fortsat krigsførelse i Afghanistan.

Han er også interessant, fordi han som god borgerlig har skrevet bogen til »mine talrige venner i det konservative parti«, som bliver ved med at tro, at den kolde krig ensidigt skyldtes aggressive sovjetiske ambitioner, som blev afværget »af den brave indsats af vore amerikanske venner«.

Bogens anden halvdel fører os op til nutiden og kigger lidt fremad. Her gennemgår forfatteren hele det kaos, der opstod, da USA, efter 11. september, skulle reagere, først med invasionen i Afghanistan og derefter angrebet på Irak, i begge tilfælde med Danmark på slæbetov.

Vi kender alle til Bush, Blair og Anders Fogh, der forsøgte at føre os bag lyset med deres påstande om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Det er »ikke noget, vi tror, noget, vi ved«, som Fogh, der senere blev belønnet med topposten i Nato, sagde.

Kriges meningsløshed
Alexander analyserer de konkurrerende efterretningstjenester, hvor udbud og efterspørgsel, ikke konkrete fakta, er sagen. Kan man finde et rygte, en detalje, som passer i den aktuelle politik, så er man på vinderkurs.

Uvidenheden i går om Saddams ikkeeksisterende kemiske og biologiske våben er i dag erstattet med uvidenhed om Irans atomprogram. Kan man finde en detalje, et rygte, som peger i retning af en mulig iransk paddehattesky, er dagen reddet.

Bluffer ayatollaherne og er de årtier fra en a-bombe, så har både USA og Israel et troværdighedsproblem. Amerikanernes mangel på historisk erindring springer i øjnene, når man læser Alexanders velskrevne og gennemarbejdede overblik over de seneste årtiers historie.

Hvordan kan det være, at ingen – heller ikke i den danske debat – erindrer sig Vietnam, når man kigger på moradset i Afghanistan? Er der heller ingen, der kan huske Sovjetunionens indmarch og besættelse, som endte så ydmygt i 1989?

Soldater bliver dræbt i Afghanistan i dag, som de blev det i Vietnam, i Irak. Og krigene trak ud og trak ud, fordi der ikke var nogen udsigt til sejr. Hvorfor?

Den erfarne amerikanske diplomat og viceminister Richard Armitage har givet sin forklaring:

»For at ære mindet om dem, der falder… skal vi have flere mænd til at dø for at ære mindet om dem, der allerede er faldet«.

Denne fortvivlende søgen efter ord, der kan bortforklare en politisk og militær fiasko, lyder meget bekendt både vest og øst for Valby Bakke. Der er stof til megen eftertanke.