Jeg hader præmissen i denne roman.

Men jeg respekterer, at New York Times-journalisten Amy Waldman fører den ubehagelige tanke igennem så konsekvent, at hun får lavet et troværdigt portræt af vores nervøse samtid.

LÆS OGSÅ Selvransagelse ti år efter

Hun fremstiller med kollektivromanens mangfoldighed af personer et New York, der blot vil forsøge at slikke såret efter det store terrorangreb, men i stedet kommer til at antænde en international konflikt med overfald på tørklædeklædte kvinder, skænding af moskeer og talrige forsøg på islamistiske gengældelsesaktioner til følge.

Monument
Det hele begynder så fint og uskyldigt med, at en jury skal udvælge vinderen af en åben anonym arkitektkonkurrence om et monument til erindring om terroraktionens tusindtallige ofre.

Enken Claire er kommet med som repræsentant for de efterladte, og hendes følelsesladede argumenter har en særlig moralsk tyngde, som til sidst tvinger de øvrige til også at stemme for hendes favorit: En have omgivet af en mur med ofrenes navne, opdelt af rislende vand i fire kvadratisk felter og beplantet med både levende træer og træer i stål skabt af bygningsrester.

LÆS OGSÅ Mindepark åbner ved Ground Zero 11. september

Det er et stille, andægtigt og opbyggeligt sted, hvor håbet kan spire, mener hun.

Da de åbner konvolutten, viser det sig, at arkitekten bag 'The Garden' hedder Mohammed Khan og altså må være muslim. Allerede her begynder politikeren Paul at vejre problemer, men Claire er ubøjelig. Den bedste har vundet, og er det ikke kun en storsindet gestus at lade en muslim vinde?

Brandstifter
Tabloidjournalisten Alyssa Spier opsnapper historien og gør den til en skandale, allerede inden vinderforslaget er offentliggjort.

Alle er i starten ligeglade med forslaget, det hele bliver en diskussion af problemet: at forslagsstilleren er muslim.

Da forslaget om haven endelig bliver bekendt, er ligheden med Koranens forestilling om paradis så slående, at kritikerne mener sig bekræftede i, at det slet ikke bliver et mindesmærke for ofrene, men et sejrsmonument for terroraktionens islamistiske martyrer.

Indisk-amerikanske Mohammed Khan har aldrig skænket sin religion en tanke, han drikker øl, er sekulær og har blot indgivet sit forslag som almindeligt berørt amerikaner og ambitiøs ung arkitekt med modernistisk minimalisme som sin eneste bevidste reference.

Men det viser sig, at hans inspiration kan stamme fra et kort besøg i Mellemøsten, og efterhånden bliver også han stejl og vil ikke sige et ord om sin inspiration, fordi man ikke ville stille dette spørgsmål til en ikke-muslim.

»Vores fordomsfrihed. Den må vi ikke lade dem tage fra os«, siger enken Claire på et tidspunkt. Men det er allerede sket, det åbne samfund er ikke længere.

Langsomt fra start
Amy Waldman beskriver en sneboldeffekt, så det er måske ikke underligt, at romanen kommer langsomt fra start.

Men man skal altså godt 150 sider ind, før begivenhederne så småt begynder at rulle. Hvis spændingen så lurede kriblende undervejs, kunne det være udmærket, men der bliver fortalt alt for meget og vist for lidt.

Romanen læses bedst med sociologens briller på. Waldman har gehør for personers sociale baggrund, for deres personlige motiver og positionering. Figurerne er rationelle agenter, de forfølger deres individuelle overbevisninger, som var de lige linjer, der nødvendigvis må krydse hinanden og brydes.

LÆS OGSÅRifbjerg levendegør det kroniske venskab

Det er selvfølgelig drivkraften i plotmaskinen, men den kører hen over personernes troværdighed som en damptromle.

Hun nævner 'Forfængelighedens bål' på side 13, og Tom Wolfes samtidskritiske røntgenbillede af racekonflikt i Reagans USA er en oplagt forløber for 'Monumentet's blotlæggelse af de antimuslimske kræfter i Bush Junior-tiden efter 9/11, om end Amy Waldman ikke er satirisk - lige på nær i det spiddende portræt af den skruppelløse tabloidjournalist Alyssa, der kun sørger for, at snebolden kan vokse.

Sorg som politik
Det er i den sandfærdige skildring af paranoiaens tidsalder, romanen har sin værdi. Der er intet uskyldigt ved offentlige sorgmonumenter. De er krystalliseret politik, et spørgsmål om magt, om, hvem der har retten til at sørge over hvad og hvor.

Som fortællingen her viser, er fortolkningen dog ikke indbygget, men på godt og ondt afhængig af tidsånden og den enkeltes perspektiv.

Men vi lever i en tid, hvor alene mistanker om gruppetilhørsforhold kan overdøve ethvert nuanceret blik på individet.

Jeg hader det træk ved vores tid.