Det er en af de erindringsbøger, som bliver siddende i bevidstheden med en besættende styrke, hvor man hele tiden tænker: Gudskelov det var dengang ... og pludselig vågner man op og erkender, at det også er nu. I nogen grad?

Nomadefamilier. Udkantsdanmark. Vold, druk, mishandling, kriminalitet. Misforståelser, der koster dyrt. Og fattigdom.

Ti børn
Da Gretelise Holms mor ligger for døden på den hospitalsafdeling, hvor en af hendes døtre er overlæge, bliver hendes sidste ord: »Aldrig nogen penge«.

Moderen fødte ti børn, hvoraf to døde i spædbarnsalder og ved fødslen. Den sidste bliver bragt hjem i en papkasse på faderens bagagebærer. Det er i 1960, og Gretelise Holm synes ikke, det er passende, men på den anden side bekvemt nok, at der ikke skal være mere bleskift og barnegråd.

Erindringerne er ikke venlige mod hendes far. Hun forstår ikke giftermålet mellem den godtroende mor, kaptajn i Frelsens Hær, og den ubegavede, voldelige, jævnt hen uduelige fader, som kom ud at tjene, da han var seks år, løb fra tjenestepladsen, fik prygl, knap nok lærte at læse, og siden blev et omrejsende nul, som mest lå på sofaen, undtagen når han var allermest syg og blev indlagt på Augustenborg.

LÆS OGSÅDansk krimistjerne udgiver selv sin næste bog

Den eneste skavank, han ikke har, er alkoholisme.

Hun tager ham også i at lyve: »Mødte en tandlæge på gaden, som frarådede tandpasta«. »Der skal råt flæsk på sår«, og Gretelise må fjerne den skrækslagne fastspændte yngste søster fra liget af den nyslagtede gris på blokken. Prygl med ledninger og kabler.

Til slut: en mærkelig skilsmisse mellem moder og fader, som vi ikke hører nærmere om. Efter otte levende børn, ti-tolv forskellige hjem og et langt forhold mellem de to, som helligt står beskrevet i Bibelen og udleves i Helvede, tager faderen en pæn ældre kvinde til hustru og falder til ro.

De svage drenge
Moderen er kvik og kristen. Kristen er faderen også. Der er en dommer og en eksekutor i hjemmet, og rollerne er fordelt. Moderen dømmer, faderen eksekverer ovre i laden. De er ikke onde, de ved ikke bedre. Børnemishandling? Revselsesret og -pligt. Som Søren Krarup jo stadig går ind for.

Af de otte levende børn overlever én bror smukt. Fire brødre går tidligt til, mens tre piger klarer sig forbavsende godt. Hvorfor?

Gretelise Holm givet ikke meget for en moderne biologisk forklaringsmodel, men ser resultatet som et logisk socialt tilfælde, der handler om kønsrollemønstre dengang og i dag.

Mænd skal gøre sig gældende på egne præmisser, og de kan sjældent gifte sig til social succes. De skal præstere, og der forventes noget af dem – de kan gå ned på forventningerne.

LÆS OGSÅ Gretelise Holm holder Sommer-niveauet

De er måske psykisk mere indviklet skabt end kvinder (biologi?), men de har netop også flere muligheder for at udleve deres længsler. Alkohol, piller, kriminalitet, eventyrtrang – og nødvendighed.

I dagens Danmark ser vi også en klar fordeling mellem indvandrerdrenge og -piger, hvor pigerne tilpasser sig og kravler opad i et nyt samfund, mens drengene står mere stille.

I Gretelise Holms familie er der én dreng, der dør tidligt efter blodpropper, én, som altid ville være direktør, men bliver dybt alkoholiseret, ofte arbejdsløs tjener, én, som måske ikke er helt rigtig klog og siden begår selvmord – og endelig én, der lever i det stille, på førtidspension, hutlende sig igennem.

Fattigfolks børn
Pigerne? Gretelise Holm, dygtig journalist og forfatter, Ellen, overlæge, og Mari, international plantebiolog.

Det er hele første del af bogen, historien om den skæbne, hendes forældre og hendes bedsteforældre havde, som får det til at risle ikke koldt, men opklarende ned ad ryggen.

Det er som at læse om et andet land i Danmark. En slags primitivt udland.

Mens moderniteten og velstanden trængte ind til mange københavnere i slutningen af halvtredserne, kom fattigfolksbørn på julemærkehjem og fik prygl i skole og hjem.

LÆS OGSÅ»Voldtægt er næsten straffrit«

De blev udsat for trafikulykker og sygehusophold, taget på huset brændte pludselig, de blev indlagt på psykiatriske afdelinger og udskrevet igen, der var ikke et toilet og ikke rindende vand i hjemmet, der var mange kilometer til skolen, hvor man ikke gik ret mange år, og store børn passede de mindre børn, som passede de mindste.

Og den kvikkeste af drengene fik smurt harsk smør i håret og blev kaldt for Ole Ost. Og hvis H.C. Andersens ’Konen med æggene’ blev læst op i skolen, græd Gretelise Holm i det skjulte, for det var – ikke symbolsk, men ganske konkret – hendes egen mor.

Idealist
Der følger også Gretelise Holms egen abortskildring, vi har hørt den før, men den giver stof til eftertanke. Vi taler ikke her om trediverne, men om tresserne, før den fri abort blev indført i 1973.

Men der er ikke noget nødråb i erindringsbogen. Fra sin mor har Gretelise Holm arvet en flittig, initiativrig og med det irriterende ord ukuelig oprørstrang. Mens Frelsens Hær kastes ud, gør en kritisk socialisme sit indtog, og hun lærer sig at råbe nej, hvor moderen stædigt og fromt sagde ja. Det har min respekt.

LÆS OGSÅStatsproducerede voldsforbrydere

Anden del af bogen handler tilsyneladende om begyndelsen på den journalistiske karriere, om fire år på Berlingske Tidende, om kampen for personlig og faglig frigørelse og om, hvorfor 68-mytologien aldrig rigtig bed på hende. Siden kommer vi til hendes tid på Politiken, hvor vi en overgang var kolleger. Jeg: den intetanende.

Men det er karakteristisk nok søskende og familie, som stadig spiller en hovedrolle for hende. Hvor mange kan hun slæbe med op ad bakken i barnevogn og ved hånden? Er der en idealist i Gretelise Holm?

Bestemt. Også i egne øjne. Det gør ikke den sociale sandhedsværdi af hendes beretning mindre.