For nogle år siden afleverede Göran Rosenbergs mor en stak papirer til sin søn. Han havde tidligere spurgt hende, om hun i sine gemmer havde materiale om familiens historie. Hala Rosenberg svarede undvigende.

Men materialet fandtes, viste det sig længe efter. Gulnede breve, der lå i bundter og lignede noget, ingen havde åbnet eller læst, siden hun og ægtemanden David Rosenberg skrev brevene til hinanden i 1940’erne, da de to unge polske jøder undslap Hitlers udryddelseslejre og siden begge fik et nyt liv i Sverige.

»I første omgang kunne jeg ikke læse brevene, for de var på polsk. Da jeg fik dem oversat, kunne jeg se, at nu var jeg løbet tør for undskyldninger. Jeg måtte skrive min bog«, fortæller Göran Rosenberg.

Den beslutning har rigtig mange svenskere siden været glade for. Forfatterens fortælling om forældrenes, og især faderens, møde med det tyske naziapparat og hans senere forsøg på at lande på fødderne igen i det svenske velfærdssamfund i efterkrigstiden har ramt så mange læsere, at bogen ikke kun er solgt i 31.000 eksemplarer i Sverige, men også er solgt til udgivelse i bl.a. USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Polen og Israel.

LÆS OGSÅHolocaust-vidnesbyrd insisterer på forpligtelsen til at fortælle

Nye breve daglig
»Det kom som en stor overraskelse for mig, for jeg var sikker på, at bogen ville blive min mindst kommercielle udgivelse overhovedet. Jeg havde ikke tænkt, at den ville berøre andre end mig selv, men den viste sig også at berøre alle andre meget stærkt. Der går ikke en dag, uden at jeg får breve om den, og folk stopper mig på gaden«, fortæller Göran Rosenberg.

Den snart 64-årige forfatter og journalist er ellers ikke uvant med at blive genkendt. Ud over at have skrevet flere bøger og være en meget benyttet kritiker af medieudviklingen har han i mange år været et kendt ansigt i aviserne og på tv. Bogen med titlen ’Et kort ophold på vejen fra Auschwitz’ slår imidlertid alt.

LÆS OGSÅNår frihedstrangen går grassat

Göran Rosenberg smiler og ler, når man påpeger, at emnet jøder og Auschwitz ikke ligefrem er det mest oversete emne i litteraturen. Og at der også er skrevet indgående om jøder, der overlevede udryddelseslejrene for senere at tage deres eget liv.

»Nej, det var også derfor, jeg regnede med, at bogen ikke ville blive stor, for hvem vil læse en bog, der har Auschwitz i titlen? Der er næsten skrevet for meget om det, men jeg vidste også, at jeg ikke ville skrive endnu en Auschwitz-bog, men at der måske manglede en bog, der kunne skabe en forbindelse til nutiden og gøre stoffet levende«, siger Göran Rosenberg.

Lugten af kød
Forfatteren kalder selv sin bog for en barndomserindring, men i virkeligheden er den genreløs. Den er historien om hans far, David, som ender med at tage livet af sig som 37-årig, men den er også historien om ham selv og familien i 1950’ernes Södertälje og en minutiøs kortlægning af forældrenes vej mellem tyske udryddelses- og arbejdslejre.

I bogen skildrer han gennem research og egne rejser helt nøgternt, hvad forældrene har set eller må have set i Tyskland. Kun få detaljer antyder oplevelserne. Eksempelvis lugten af brændt menneskekød og dimensionerne på de lukkede kreaturvogne, hvor pladsen var så trang, at fanger kunne dø stående.

»Det har læsere af bogen også påpeget. At der findes en kontrast mellem det distancerede sprog og det, som sproget rent faktisk fortæller«, siger han.

LÆS OGSÅLiberalismens problem

Göran Rosenberg ved godt, det lyder banalt, men det var den amerikanske tv-serie ’Holocaust’ fra slutningen af 1970’erne, der fik ham på sporet af sin egen families historie. Dengang arbejdede han på Aftonbladet, og han rejste bl.a. til Polen for at skrive en serie artikler om holocaust.

»Det var en øjenåbner for mig selv. Jeg kendte selvfølgelig historien i grove træk, men jeg kunne se, at mange ikke vidste noget. I årene forinden havde folk været optaget af alt muligt andet, bl.a. gik man op i ungdomsoprøret og i kampen mod atomvåben. Det ændrede ’Holocaust’-serien på, selv om folk i den jo var ret velnærede og talte amerikansk«.

Historiefortælling
For Göran Rosenberg selv såede tv-serien også de første frø til, at han skulle skrive sin egen bog om familiehistorien, men han holdt hele tiden projektet ud i strakt arm, for han var usikker på, om han var i stand til at skrive bogen – og om han overhovedet ville have materiale nok.

Da Hala Rosenberg kom med sine og ægtemandens breve, var forfatteren ikke længere i tvivl.

Men hvor længe skal vi blive ved med at fortælle de historier?

»Det er en meget jødisk ide, at man konstant genfortæller historierne, for jøderne lever meget i historien. I dag har vi også holocaustmuseer overalt; der forskes i det, og der udkommer bøger om emnet, men for nye generationer er det samtidig noget, som lige så godt kunne være foregået under Napoleonskrigene eller i hvert fald Første Verdenskrig«, siger den svenske forfatter.

LÆS OGSÅ»Jeg ville ikke skrive endnu en tårevædet bog om Anden Verdenskrig«

Han mener, udfordringen er at holde stoffet levende, så nye generationer ser, at det også er en del af deres historie og en beretning om menneskers evne til at gøre frygtelige ting mod hinanden.

Nye generationer
Fra sin egen familie ved han dog også, at deres oplevelser aldrig blev givet videre i større omfang. De bar dem med sig som skygger, og Rosenberg har stadig mindet om sin far som en lys og munter skikkelse, selv om David Rosenberg i virkeligheden var ramt af en dyb depression.

»Mine forældre blev hurtigt tavse, da de opdagede, at ingen ville lytte til dem. Det var vældig afgørende. Da de kom til Sverige, var de helt overbeviste om, at verden ville rejse sig, når folk forstod, hvad der var hændt«.

»Det var en selvfølge for dem, for de var jo vidnerne. Men da de mærkede, at folk var ligeglade og ikke vidste noget, brugte de i stedet energien på at overleve og skabe sig en ny tilværelse. Derfor er det ofte sådan, at det er en ny generation, der opdager historien og finder tingene frem igen. Sådan har det også været i Tyskland«.

LÆS OGSÅLitteraturen spænder ben for torturoffers vidnesbyrd

Göran Rosenbergs egen teori er, at hans egen far ville have haft det lettere, hvis familien var flyttet til Stockholm, hvor det havde været nemmere at få et netværk af folk, som kunne dele smerten og erindringen fra de tyske oplevelser. Det var der ikke stor chance for i Södertälje.

I sin research har han gennemlæst samtlige numre af lokalavisen fra 1938 til 1960. En artikel om årets folketælling i 1939 gør også antallet af jøder op. Der var fire.