I lobbyen i bunden af SAS Radisson-hotellet sidder han med ryggen mod rummet og kigger ud ad vinduet. Man kan ikke se hans ansigt, kun den lyse manke, der hænger tjavset ned ad cowboyjakken.

Men det er alligevel nok til, at man kan genkende ham. Jesper Binzer, rockstjernen. I rockuniformen af stramme jeans, Wrangler-jakke og skjorten opknappet ned til midten af brystet.

Og så det lange hår, som vel er blevet hans signatur efter næsten 30 år i front for sin generations største rockband, D-A-D.

Den 47-årige Jesper Binzer er kommet for tidligt til vores aftale. Han sidder der i vinduet og venter. Pænt. Ikke særlig rockstjerne-agtigt.

LÆS OGSÅJesper Binzer udgiver selvbiografi

Midtvejskrise
På torsdag udkommer hans rockbiografi, ’I Won’t Cut My Hair’. Det er derfor, vi skal mødes her. Siddende i Arne Jacobsens Svaner og Æg i Radissons lobby har Jesper Binzer det seneste halve år en gang om ugen talt med journalist og forfatter Jakob Fälling. Om sit liv fra skaterdreng over cowpunksanger til rockstjerne og fraskilt familiefar.

Både titel og coverfoto smager af rockbiografi, som man kender det fra både Binzers jævnaldrende og ældre fagfæller som Anthony Kiedis, Johnny Ramone og Keith Richards. På forsiden står Jesper Binzer med et trodsigt og intenst fuck dig-blik mod læseren.

LÆS OGSÅ DAD-forsanger: Faktisk hader jeg at høre musik

På siderne er man da også med både i turbussen, til koncert, i øvelokalet og i gennembruddets vilde 1980’er og 1990’er-dage – og der har da også sneget sig et forbigående hashmisbrug og et enkelt utroskabsknald med en amerikansk groupie-receptionist ind. Bevares.

Men når man åbner bogen, er den illustreret med naivistiske børnetegninger. Af skateboards, hjerter og en sol, som en tordensky skærmer for. Og mest af alt handler bogen om, hvordan man kommer ud af en midtvejskrise. Om problemerne med at leve i en af nutidens sammenbragte familier. At miste lysten til sex i sit parforhold. At blive uvenner med sine bedste venner og bandmedlemmer. Og at sidde i en sofa i Hellerup og tale om det hele med en terapeut.

Karmaloven
»Da Gyldendal ringede om en rockbiografi, sagde jeg med det samme: »Jeg tror, I har ringet til den forkerte. I skal ringe til Stig. Han er mest rockstjerne««, siger Binzer med henvisning til Stig Pedersen, der sammen med Jesper Binzer og Peter Lundholm Jensen dannede Disneyland After Dark i midten af 80’erne.

»Men forlaget svarede, at de også ville have alt det andet. Refleksionen. Og min rejse gennem livet. Hvordan man bliver voksen i en drengerøvsfilosofi«.

Da vi snakkede sammen i telefonen i går, sagde jeg, at jeg måske ikke kunne nå at læse hele bogen – og du lød lidt lettet?

»For det første er den hurtigt læst, så det tænkte jeg, du nok skulle nå. Men jeg taler jo, som jeg har forstand til. Efter mine terapiforløb havde jeg lyst til at dele ud af det, jeg havde lært. Jeg troede egentlig, jeg skulle lave en selvhjælpsbog. Men om fem år er der måske nogle af refleksionerne i bogen, der er noget sludder«.

LÆS OGSÅDAD finder tilbage til rødderne på nyt album

Skræmmer det dig, at nogen skal læse alt det på siderne for eksempel om halvandet års depression, skilsmisse og at fejle som far?

»Ja, det er sygt skræmmende og bizart. Det er utrolig, så firkantet sandheden bliver, når den kommer på skrift. Der er meget i bogen, jeg aldrig har sagt til nogen før. Det er småpinligt at blive forladt. Det er småpinligt at gå i terapi. Mine følelser om mit liv står skrevet ned på papir – det er skræmmende«, siger han og piller ved kanten af sin stramme Wrangler-jakke, der er lidt for lang på ærmerne.

Hvis det er så skræmmende, hvorfor så lægge hele dit privatliv til offentlig skue?

»Karmaloven gælder også i karrieren – giv, og du skal få. Du kan sidde derhjemme og være hemmelig, men jeg synes, det er rigtig rigtig sjovt ikke at fedte med mig selv«.

Berømmelsen varmer ikke
Hvad er det, man skal have med sig fra bogen?

»Jeg har – som nogle af mine venner siger – papir på at være ung. Når man har været rockstjerne, kan man tage nogle billeder frem og sige: Se, morfar han var eddermame sej. Det er selvfølgelig en god ting. Men uanset hvad hjælper den bare ikke mellem klokken 4 og 6 om morgenen. Der er ikke noget, der hjælper på livet. Man kan godt prøve at varme sig med alt det fis, som berømmelsen og livet som rockstjerne er, men det hjælper ikke i det store hele. Der er jeg lige så nøgen som så mange andre«.

Jesper Binzer bestiller cappuccino med kakaodrys fra lobbyens bar. Ingen formiddags-bloody mary her.

I bogen fortæller han om at lægge sig til at sove i turbussen med en kop te, når de andre går på druk. Sovepillerne er blevet skiftet ud med søsygepiller, uden bivirkninger.

Men hvis det ikke er en fortælling om sex, drugs og rock’n’roll hvorfor så læse en rockbiografi? Så kunne man vel læse netop en selvhjælpsbog eller en af de mange andre bøger, hvor forfatteren går i terapi og er deprimeret. Præcis ligesom alle os andre.

»Der har da også været noget af det. Men jeg var virkelig nødt til at grave det frem. Folk gider jo ikke kun høre om, at jeg sætter i opvaskemaskinen og henter børn. Men det er i virkeligheden så lidt, det der sex, drugs and rock’n’roll har fyldt i mit liv. Man kan sige, at jeg er så afhængig af at være rockstjerne, at der ikke må være noget, der ødelægger det. Der er ikke plads til følelsesmæssige katastrofer, drugs og paranoia«.

At vælte ud med tingene
Selv om forholdet til kvinderne i hans liv – ekskærester, ekskoner, elskerinder og den nuværende kone og deres familieliv –fylder en del, er der dog et andet forhold, som fylder ud i fortællingen.

Jesper Binzers længste relation nogensinde. Forholdet med bandet D-A-D, som han stiftede sammen med sine to bedste venner som 19-årig, og hvor lillebroderen, ’Cobber’, senere kom til som fast medlem.

Forholdet til de andre i ’herrekollektivet’ har været mindst lige så stormfyldt som forsangerens forhold til kvinderne. Med lange pauser – for eksempel efter bandets økonomiske WigWam-katastrofe i 2002, hvor de andre bandmedlemmer syntes, at forsangeren havde været lige lovligt åbenmundet i pressen.

LÆS OGSÅD-A-D erkender omsider alderdommen på nyt album

Også forholdet til bassisten, Stig Pedersen, har udviklet sig mere til et forhold til en kollega end det venneforhold, det var til at begynde med. I bogen står alle bandmedlemmernes fælles D-A-D-historie beskrevet gennem Jesper Binzers øjne. Men ingen af dem har læst bogen, før den kommer ud på torsdag.

»Det er stadig nyt og spændende, hvilke skår der skal klinkes bagefter. Jeg tør ikke svare på alle konsekvenserne endnu«, siger han.

Jeg er ved at læse ’Min kamp’ af nordmanden Knausgård. Hans liv går på mange måder i stykker af at skrive så virkelighedsnært om sit liv – hans onkel sagsøger ham, hans kone bliver indlagt. Det kan godt være, du har et behov for at skrive en bog, men det kunne jo være, at hverken bandet eller familien havde det?

»Det er freedom of speech. Jeg vil ikke lave en flinkebog, men jeg har prøvet at finde et sted, hvor jeg er ærlig uden at være uanstændig. Jeg er typen, der vælter ud med tingene. De andre hælder mere til devisen: ’Hvorfor smøre sig selv mere ud, end det er nødvendigt? Sangene står så flot alene’«, siger han og drikker en tår af sin kaffe.

Done with the past
Da cappuccinoen er drukket, går Jesper Binzer ned ad Gammel Kongevej. Gaden på Frederiksberg, hvor han voksede op med to pædagoger som forældre og som dreng gik og taggede graffiti med sit crew.

Nu er han på vej op mod studiet, hvor D-A-D i øjeblikket er ved at mikse en liveplade til det udenlandske marked. I baggårdsstudiet på fjerde sal lyder ordene ’Off to the Future, Done with the Past’, en sang fra gruppens 11. album i højtalerne.

Ingen af de tre andre medlemmer er her endnu. Men trods op- og nedture – også den måske kommende bogkrise – eksisterer D-A-D stadig. Danmarks længstlevende rockorkester, og Binzers længstvarende forhold er stadig intakt.

LÆS OGSÅDanske rockstjerner udforsker deres feminine sider

»I et liv bliver man defineret mere og mere med alderen. Derfor er der med årene blevet mere og mere at bokse med i bandet. Men D-A-D er stadig et fartøj for os alle fire. Det er grundessensen i, at vi har været sammen så længe«.

I dag skal Jesper Binzer indspille vokaler i studiet. Han taler rutineret om toner, trommer og sounden med lydteknikeren ved mikserpulten og med bandets mangeårige producer, Nick Foss.

Gammel og patetisk?
Jesper Binzer drikker et glas vand med et slimløsende hostemiddel, inden han går ind i studiet med en håndholdt mikrofon. Han synger indlevet, så han bliver helt rød i hovedet og på halsen. Stemmen, siger han, kan faktisk synge højere nu, end da han var 19. Øvelse, mindre røg og flere liveoptrædener har skærpet den.

Nu har han som så mange andre kollegaer brugt stemmen til at fortælle sin rockhistorie. Men hvor længe kan man egentlig blive ved med at være rockstjerne? Selv om stemmen holder, kan man så blive ved med at stå på scenen uden at blive patetisk?

LÆS OGSÅD-A-D's Jesper Binzer nægter stadig at klippe sit hår

»Foran os er der nogen, der baner vejen for, at det ikke bliver patetisk«.

Som Rolling Stones?

»Stones har haft nogle patetiske perioder, men så er de seje igen. Selv Springsteen har haft onkelperioder, og så er han kommet ud af det igen. Tingen er, man bestemmer ret meget selv, hvordan man synes, det skal være. Det er noget med at finde ud af, hvad man selv har lyst til i stedet for at høre efter folks forventninger. Skid på det, og kom videre. Vi skal ikke leve op til, at vi ikke skal være patetiske. Gør, hvad du fanden-fist-fuckme vil. Så må man tage skideballerne bagefter«.