Vi sidder i Jesuskirken i Valby, et mødested, hjerneforsker og -formidler Peter Lund Madsen har valgt.

Mellem søjlerne foran kirken mødes nemlig også han og den mystiske dr. Zukaroff i Madsens magnum opus om menneskehjernen, ’Dr. Zukaroffs testamente’.

Bogen ligner i sin opbygning ’Sofies verden', Jostein Gaarders storsælgende romanlignende filosofihistorie fra 1991.

Det er et velafprøvet formidlergreb. Men det er også, fordi Madsen er lidt af et legebarn, at beretningen om universet og menneskehjernen fra Big Bang til Murens fald er bygget op som samtaler, mystik, forfængelige følelser og en lille smule fare.

LÆS ANMELDELSEHjerne-Madsens nyskabende bog forener forskning med spænding

Folkeoplysning pakket ind i et John le Carré-plot og krydret med sødt sanselige barndomserindringer. Der er med forfatterens egne ord intet filter mellem fortælleren i bogen og den lidt anspændte mand i jakke og slips, der nu sidder på en af kirkens bagerste bænke og lader sig eksaminere.

Hans svar runger lidt i kirkerummet, men det er rent akustisk, for der er ikke noget rungende – i betydningen hult – ved manden eller hans bog.

Hvem er dr. Zukaroff, som er din samtalepartner gennem hele bogen?

»Han er en 73-årig biolog fra DDR – barn af en russisk far og en dansk mor – som er fanget i tiden. Dr. Zukaroff kan faktisk kommunikere med dyr, men han har også været involveret i biologisk krigsførelse med miltbrandbakterier. Han gjorde karriere bag Jerntæppet, og da det forsvandt, er den sikre karriere en umulighed – og det går op for ham, at han har været på det forkerte parti«.

Zukaroff er også en faderfigur for dig?

»Det, der sker mellem ham og mig, ligner det, der skete mellem mig og mine to professorer, som jeg respekterer meget. Det er rollen som søn, som jeg bagefter kan se, at jeg umærkeligt går ind i. Det er noget, der ligger i min psykologi, det, der sker der!«.

Ondskaben findes
Der er en del tale om det gode og det onde i ’Dr. Zukaroffs testamente’.

»Hvis du spørger en psykiater, vil hun eller han inderst inde mene, at der ikke findes skyld og straf; der findes sygt og rask. Og når folk sidder i fængsel, er det, fordi der ikke er behandlingsmetoder, der er gode nok. For folk er ikke skyldige, de er syge. Over for det står et nødvendigt synspunkt: at der er noget, der er ondt i sig selv; der er nogle onde kræfter«.

Den opdigtede dr. Zukaroff er i hele taget den, der siger, hvad du selv – også – tænker.

»Ja! Når man laver det som en dialog, bliver begge sider af en sag belyst på en langt mere dynamisk måde. Og man har mulighed for at indtage langt mere ekstreme standpunkter, fordi man får modargumentet. Videnskaben stopper jo ofte derude, hvor det begynder at blive interessant, fordi videnskaben ikke sidder med hele sandheden. Men det er jo der, vi alle sammen gerne vil ud! Diskutere bevidsthed, det gode og det onde, den frie vilje og sådan noget Og der er tit en enorm berøringsangst – eller det bliver meget kulørt«.

Spejderdrengen
Peter Lund Madsen – også kaldet Hjernemadsen – hævder, at hvis man har læst og forstået ’Dr. Zukaroffs testamente’, ved man, hvad der er værd at vide om hjernen.

»Da jeg læste E.H. Gombrichs ’Kunstens historie’ (dansk 1953, red.), fik jeg en grundfornemmelse for kunst, som jeg er enormt glad for. Og når vi snakker menneskehjernen, så får du den almene dannelse inden for det her«.

Du har ikke vovet dig ud i noget omstridt?

»Nej, det er helt klart mainstream. Det er ikke nogen debatbog til hjerneforskerkredse. Jeg mener helt grundlæggende, at folk skal vide noget om deres verden. Og jeg er den, der siger: Det er vigtigt at vide noget om menneskehjernen«.

Peter Lund Madsen repræsenterer et optimistisk menneskesyn, og det er et bevidst valg, siger han. »Jeg er spejderdreng, og jeg kan argumentere for det! Jeg tror, verden vil lande i systemer, folk kan lide. For du kan jo se, hvor stabilt det er i den her del af verden, fordi folk grundlæggende er tilfredse og vil denne samfundsform«.

Har de meget store linjer, du arbejder med, givet dig en vis fatalisme?

»Det synes jeg. Der er mange byrder, der er løftet fra mine skuldre, for jeg ved, hvor tilfældigt det er, og hvor lidt vores liv er i den store sammenhæng. Så kan man ikke tage sig selv så alvorligt. Vi lever på held«.

Spejderdrengen, som har en doktorgrad i, hvad der sker i hjernen, når man sover og drømmer, er ved at afslutte en speciallægeuddannelse. Han kan, om alt går vel, og han »opfører sig ordentligt«, om godt et års tid kalde sig psykiater. »Og så kan jeg se lige igennem folk. Det glæder jeg mig til!«.

Barndomslængsel
Der er et tredje spor i ’Dr. Zukaroffs testamente’ ud over hjernens historie, som er hovedsporet, og det le Carré-agtige koldkrigsspor. Det er de barndomserindringer, Peter Lund Madsen har en åbenlys glæde ved. »En higen!«, kalder han det selv. Da vi mødes foran Jesuskirken i Valby i let regn, udpeger Peter Lund Madsen da også som det første et hus, hvor han som 3-årig overnattede, mens lillebror Anders blev født. Senere i interviewet, inde i kirkens tørvejr, spørger jeg:

Hvorfor kan du huske så meget fra din barndom?

»Jeg kan bare huske – og det er ikke for at forstå mig selv! Det er en længsel efter at komme tilbage. Det ville være fantastisk at få en pille, hvor man kunne opleve alt, som da man var 4, år gammel!«.

»Jeg ved ikke, hvad det er, jeg savner og opsøger ... for ting var jo ikke bedre dengang end nu. Min familie kan ikke holde ud at høre om, at her spiste jeg en gang en flæskesvær, men jeg har en ven, der husker lige så meget, og så går vi rundt og hygger med at huske ting. Og om 5 år vil jeg mindes, hvordan vi sad her i kirken, og hvordan alting var«.

Din længsel efter barndommen gør, at du, ligesom i forhold til dr. Zukaroff, altid får anbragt dig i sønnerollen. Hvordan harmonerer det med at være far til to drenge på 13 og 18?

»Farrollen har jeg det nemt med; mine børn er søde, og det har været en af de nemmeste opgaver i mit liv at opdrage dem«, siger Peter Lund Madsen helt uden ironi. »Men jeg kan godt mærke, at nu, hvor min ældste er ved at blive voksen, er jeg ikke så sikker mere«.

Når det ikke længere er far og søn i hver sin rolle, men to voksne, der skal forhandle ...

»Det er helt sikkert noget, en psykolog ville pille i. Jeg har meget nemt ved at være reservelæge og få at vide, hvad jeg skal gøre. Jeg har jo haft to chefer, som jeg respekterede fuldstændig, og der er ingen større fornøjelse end det i ens arbejdsliv. Men jeg har jo haft problemer, når det ikke var sådan nogle chefer, og jeg var ikke god nok til at sige min mening. Derfor har jeg det fint med at skulle til at være selvstændigt praktiserende igen. Det er perfekt for mig«.

At fortælle om hjernen
Hjerneforskertitlen er blevet noget devalueret på det seneste, men Peter Lund Madsen genkender tendensen til at gøre folk med forstand på hjernen til nogen, der har adgang til noget næsten religiøst.

»Jeg kan blive bekymret for en ukritisk tro på, at hjerneforskningen kan forklare alting. For når folk finder ud af, at det ikke forholder sig sådan, vil det svinge helt den anden vej, og så synes man slet ikke, det dur. Så vi hjerneforskere skal huske at understrege, hvad det er, vi ikke kan«.

LÆS OGSÅDjævelens Advokat går i clinch med Hjerne Madsen

Hvor man i halvfjerdserne så miljøet som forklaring på alt, er der nu tendens til at finde centre i hjernen for alting.

»Det synes jeg er kedeligt og reduktionistisk og et udtryk for, at vi ikke ved særlig meget om hjernen, når det kommer til stykket. Vi kan måle, at der er forskellige områder i hjernen, der bliver aktive i forskellige situationer, og vi har alle sammen en lyst til at lave systematiske historier om hvad som helst. Der er ikke noget nemmere end at sælge historier om hjernen – jeg er selv med til det – om at fornuften sidder foran, og lysterne sidder nede i krybdyrhjernen. Det er rigtigt, til en vis grad, men det er en enormt forsimplet og kedelig måde at tale om hjernen på. Det svarer til at beskrive København ved at sige, at fredag eftermiddag er der enormt mange biler på vejen ud af byen, og fredag morgen er der enormt mange biler på vej ind i byen. Det fortæller ikke noget om, hvad de mennesker skal inde i byen«.

Hvornår så du, at du havde ramt en guldåre som formidler af viden om hjernen?

»Jeg har altid haft det der entertainer-gen, som min bror også har. Men grundgrebene i formidling har jeg lært ved at skrive videnskabelige artikler. Da jeg kom hjem fra USA (det prestigiøse NIH, National Institute of Health, red.), sad jeg i to år på Rigshospitalet og mukkede over at blive forbigået, og så lavede jeg et billigt produceret fjernsynsprogram på DR 2 og begyndte at holde foredrag på Falster og i Nordjylland. Og lige pludselig i marts måned i år 2000 eksploderede det, og jeg fik en masse job. Og min bror og jeg vandt ’Hvem vil være millionær?’ sammen i 2002. Så begyndte vi at optræde sammen og syntes, det var sjovt, og det blev til Bellevue og så videre ...«.