Raymond Carver er på en måde en dansk forfatter – på samme måde som for eksempel Shakespeare eller Jorge Luis Borges er det. Nemlig på den måde, at der er tale om en udenlandsk forfatter med afgørende indflydelse på dansk litteratur – ja, så afgørende, at dele af den ikke lader sig forstå uden hans tilstedeværelse.

Her tænker jeg selvfølgelig på den stærke minimalistiske strømning i dansk litteratur fra 1990’erne og frem – repræsenteret af novelleforfattere som Helle Helle, Naja Marie Aidt, Katrine Marie Guldager og Simon Fruelund.

Særligt som stilist har vestkystamerikaneren Carver sat sig spor – og som en sand mester i at balancere på kanten af sprogets eller måske snarere stumhedens grænser.

Carvers personer er nok fattige på ord, men de er også i klemme i sociale og eksistentielle og rent ud sagt fortvivlende situationer, som selv det ordrigeste eller mest abstraherende snakkehoved ikke ville kunne tale sig ud af.

Foruroligende
Der tales i det hele taget ikke særlig meget – i forhold til alt det, der siges – i Carvers noveller, der er så atmosfærefyldte og fortættede og foruroligende som en tordensky.

Det gælder også de bedste af Carvers digte, som nu er udgivet i udvalg ved hans kyndige og trofaste danske oversætter, Johannes Riis, i samarbejde med Kim Skotte her fra avisen.

LÆS OGSÅ34 Carver-noveller: Læs dem for guds skyld

Som forfatter var Carver nemlig lige så meget lyriker som prosaist, om end succesen med fortællingerne fik ham til at satse mere på det spor de sidste ti år af hans alt for korte levetid. Det var også social nødvendighed, der i første omgang havde dikteret Carvers valg af de korte litterære former:

»Efter i årevis at have arbejdet i skod-jobs og opdraget børn og forsøgt at skrive indså jeg, at jeg var nødt til at skrive ting, jeg kunne gøre færdige og afslutte hurtigt ... Derfor digte og fortællinger«, fortalte han i et interview i 1983.

Samme beskedne tilgang til gerningen finder man i digtet ’En redegørelse’, der på usædvanlig vis lægger ud med et par metapoetiske erklæringer og med en digter, der sidder i køkkenet og gerne vil skrive et digt, på trods af at der er »masser af digte i verden«.

Redegørelse
I stedet giver han sig til at fortælle »en redegørelse« for et hverdagsdrama, han havde hørt aftenen forinden – for Franks død.

Frank havde siddet og set ’Distrikt Hill Street’ i fjernsynet sammen med sin kone, da han pludselig dratter om med hjertestop og bliver blåsort over det hele.

Naboens datter kommer og giver Frank hjertemassage, men forgæves. Hun går op i limningen og slår og råber og græder, da Frank bliver ført væk, og »nogen sansede at slukke for de billeder der pulserede hen over skærmen«, som digtets sidste linje lyder.

LÆS OGSÅMesterfortællers første noveller er immervæk god læsning

Under hele det desperate forløb har fjernsynet kværnet i baggrunden med fad, endeløs underholdning og skingre reklamer – som eksistentiel kontrast til katastrofen. Her ophører teksten med at være en »redegørelse« og bliver til et digt.

Forsonlighed
Det illustrerer to ting, som er typiske i Carvers digte – dødens konstante nærvær og den pointerede afslutning, ofte med en stilhed, der bliver ved med at runge.

Som for eksempel i udvalgets første digt, ’Seler’, hvor den dysfunktionelle familie til sidst falder til ro – eller forholder sig »roligt … som i et hus, hvor ingen kan sove«, som det lyder i sidste linje. Den slags ro er der ingen restitution over.

En tredje ting, der forener teksterne, er ærligheden eller erfaringsnærheden – fornemmelsen af, at situationerne er oplevede og ikke ’blot’ digtede.

LÆS OGSÅJonathan Franzen: Jeg er født til at skrive romaner

Man føler sig slet og ret overbevist om, at der ligger en faktisk anekdote til grund for digtet om Franks død, hvilket også forstærkes af de tydelige biografiske indslag i digtene, om alkoholisme, lystfiskeri, forliste fædre og med stærke kærlighedserklæringer til Carvers kone af andet ægteskab, digteren Tess Gallagher.

Kærligheden spiller fint med i det ensemble af stemninger, som digtene indfanger sin læser i. Den giver en slags håb og forsonlighed i Carvers lyrik, som ellers kun beskriver ødelæggende veje ud af afmagten.