Hvem er Islands største forfatter?

Halldór Laxness vil de fleste nok sige.

I hvert fald er det ham, man kommer til at tænke på under læsningen af Hallgrímur Helgasons digre værk med titlen ’Islands forfatter’.

Opgør med forfatterikon
For Helgasons roman skildrer – og gør op med – et forfatterikon.

Hovedpersonen er en gammel mand, der sættes til at gennemtænke sit liv som kunstner og menneske gennem en stor del af 1900-tallet. Det sker på en særdeles fantasifuld måde.

Den gamle Einar Johan Grimsson bliver fundet i forkommen tilstand i en afsides islandsk dal, Dødedalen. Har plejehjemmet glemt ham på en tur, spørger han sig selv.

I sin egen roman
Han husker ingenting, ikke engang sit navn. En lille dreng finder ham, og han bliver bragt til en gård, hvor bonden Hrolfur hersker bistert og brutalt over sønnen, den underskønne datter Eivis og en gammel bedstemor.

På denne gård fjernt fra verdens vrimmel skriver man 1952. Men Grimsson er født i 1912, og han er 88 år. Der er noget, der ikke stemmer.

Efterhånden viser det sig, i hvert fald for læseren, at Grimsson i virkeligheden lige er død, og at han nu befinder sig i en roman, han skrev for årtier siden!

Historiens sværeste århundrede
Det giver anledning til et fascinerende spil mellem fiktion og virkelighed, for alt imens forfatteren oplever at færdes på det sted og mellem de mennesker, han engang beskrev, sendes han også i erindringen rundt i det kulturelle og politiske klima, han var en del af, mens han forfattede sin berømte bog (der ikke er helt ulig Laxness’ ’Frie mænd’).

Grimsson husker stadig, hvad kritikken skrev om ham.

Han blev kaldt fortællingens træl, som om han i sit ansigts sved havde siddet »som enhver anden sypige eller broderemadamme og strikket historier og røde tråde sammen efter danske strikkeopskrifter fra forrige århundrede. En ny tid kræver nye former og nye tanker« – hele konflikten mellem modernisme og realisme er ironisk og vittigt reflekteret af Helgason med Grimsson som stand-in, der surt mener, at han fik tildelt historiens sværeste århundrede.

Og skrev i en periode, hvor »digterne brød digtekunsten op i sine mindste bestanddele til den var fuldstændig forsvundet«, og de eneste, der gad læse digte var dem, der blev betalt for det – kritikerne.

Overgang til moderniteten
Hallgrímur Helgason kan skrive, så det suser for ørerne, hvad enten det er 1900-tallets kulturelle og politiske bølger, han svømmer igennem, eller det er den islandske bonde, der skildres som én, der har større kærlighed til sine får end til sine nærmeste, og som terroriserer og voldtager.

Men som man alligevel, et sted langt inde, får en vis forståelse for. I hvert fald er han egentlig ikke så meget anderledes end sin forfatter, som heller ikke formår at opføre sig ordentligt som menneske eller klare overgangen til moderniteten.

(Gud ved, hvad de har sagt til det Laxness-portræt i Island?).

Enorm vitalitet og ironi
Man har lyst til at citere passage efter passage fra denne roman, når den gamle forfatterknark udbreder sig om alskens emner fra ekstremernes århundrede og desuden tvinges til at se sine fejltagelser som gammel kommunist i øjnene.

For multitalentet Helgason – han er også bl.a. billedkunstner og stand-up-komiker – skriver med en enorm vitalitet, og han spidder med træfsikker ironi et forbenet forfatterikon og et århundredes kulturkamp, indfattet i et islandsk miljø med udblik til den store verden.

Romanen, der i virkeligheden er to på én gang, tillader ham at udtrykke sig i flere stillejer. Både i form af essayistiske betragtninger, der udspringer af Grimssons erindrende hoved, og i en pastiche over den traditionelle episke realisme i fremstillingen af Hrolfur og familie.

101 gange morsommere
Romanen er meget lang – alt for lang, syntes jeg i begyndelsen.

Men den fornemmelse fortager sig, og når man først er kommet i gang, belønnes og underholdes man så rigeligt.

Også af oversætteren Kim Lembek, der har fanget tonen, hvad der ikke kan have været helt nemt. Helgason er kendt for den fræsende generationsroman ’101 Reykjavik’ (1996).

Den var også god, men denne er i hvert fald 101 gange morsommere.