Annonce
Annonce
Annonce
Bøger

Perkerne mod white trash - når underklassen slås

Læs Olav Hergels tragiske og brutale beretning om mødet mellem indvandrerdrengene og den hvide, danske underklasse.

Gem til liste

Men vi blev onde

På tirsdag udkommer bogen 'Men vi blev onde'. Den handler om flygtningedrengen Sleiman, der stammer fra Libanon, men voksede op i Hundige og blev voldsmand, bandemedlem og en af hovedpersonerne i krigen mellem indvandrerbanderne Bloodz og Black Cobra.

Bogen er skrevet af Politikens journalist Olav Hergel og er en tragisk og brutal beretning om forkvaklede muslimske æresbegreber, fejlslagen integration, børn, man gjorde fortræd, og grov kriminalitet.

Uddraget her handler om mødet mellem indvandrerdrengene og den hvide, danske underklasse i halvfemsernes Hundige.

Sleiman var blot 11 år, da familien kom til Askerød i 1994, og når han trådte ud af lejligheden i Digehuset, trådte han ind i en jungle fyldt med grønjakker, medlemmer af den racistiske rockergruppe Red & White, unge alkoholikere, hashvrag og unge, vrede indvandrerdrenge, der var opdraget på samme måde som Sleiman.

Med læderremme, bøjler, stokke og de bare næver blev de banket af deres fædre, hvis de klarede sig dårligt i skolen eller havde kontakt med politiet, og drengene kom til at foragte deres fædre, som var på bistand, talte dårligere dansk end dem selv og var kommet til Danmark for at skabe et bedre liv, men endt på bistand i Askerød, hvor der aldrig var tvivl om deres fiasko som mænd og familiefædre.

Sleiman var den eneste, der ikke fik tæsk derhjemme, men det var, fordi hans far sad i fængsel. Vold var sproget i hjemmene, vold var sproget på gaden, vold blev Sleimans sprog, og vold blev det sprog, som han og hans teenagevenner brugte for at klare sig i ghettoen.

I midten af halvfemserne var det stadig rockerne og grønjakkerne, der styrede Hundige, og når Sleimans teenagebande havde stjålet, skulle varerne sælges videre. Det skete på Centerpubben, som var kvarterets største hælercentral, men de var små, og de var indvandrere, og nogle gange blev de bare rullet og fik bank.

LÆS OGSÅBørnene fra Blågård

»De mennesker, der kom i pubben, var rockere eller rockeraspiranter, og så var der nogle, som bare var drankere og lokale bodegadrenge. Hardcore Brøndby-fans. Psychokids fra Red and White. Stærke drenge, som gerne ville slås. De havde en lejlighed, hvor de solgte hash, og dengang kaldte politiet en af gaderne i Askerød for Pusher Street. Det var et hårdt miljø, og hvis du ville være i fred, var du nødt til at blive stærk. Jeg var ligeglad med, om jeg fik bank, så jeg kunne lige så godt blive den, der svarede igen. Det blev min rolle. Den, der gik forrest, og den, der hævnede«.

Alle var bange for Tonny
Da Sleiman var 14 år, hed hans værste fjende Tonny.

Han var i begyndelsen af tyverne, og alle var bange for ham. Tonny var Red and White-rocker. En stor, markeret, muskuløs og stærk mand, der altid gik med shorts og i bar overkrop, så man kunne se hans muskler. Han sparkede til alt. Han sparkede til lygtepæle, til skilte, ud i luften. Ofte havde han et jagtgevær i hånden.

»Han var sådan en Holger Danske-type; en, der var ligeglad og bare gik rundt med det her jagtgevær og truede alle, der bare lignede en indvandrer. Han gik til karate og kunne sparke og var en meget skræmmende person«.

Han sparkede også Sleimans venner, og det blev til et ritual, at han sparkede Sleiman, hver gang han mødte ham.

»’Din lille perker’, et spark i ryggen og så spyttede han. Han begyndte at se sig ond på mig, fordi jeg svarede igen. På det tidspunkt hadede jeg livet så meget, at jeg var ligeglad. Jeg ville gerne dø, han måtte gerne slå mig ihjel. Han forstod ikke, hvorfor ham den lille lort ikke bare holdt sin kæft. Han tæskede mig mange gange. Ikke sådan til døden, men en knytnæve, et spark i ryggen og spyt i hovedet. Så løb jeg lidt væk og råbte:

’Fuck dig!’«.

Blå bog

Sleiman Sleiman

Født 1982 som statsløs palæstinenser i den libanesiske flygtningelejr Ein el-Hilweh. Hans familie flygtede til Danmark, da han var fire. Har hovedsagelig boet i Askerød i Hundige og gør det stadig.

Han har i dag ren straffeattest, men har en alvorlig fortid med 350 lovovertrædelser og en række domme. Herunder flere for vold.

Han har været en af hovedpersonerne i den bandekrig, der de sidste mange år har været udkæmpet i Hundige mellem banderne Black Cobra og Bloodz, som Sleiman var med til at stifte.

Blev i sommer gift med Hanin, som han mødte på en ferie i Jordan.

Arbejder som handikaphjælper og prøver at slå igennem som rapper, blandt andet sammen med Jesper Helles fra gruppen Kaliber.

En dag, de mødte hinanden, havde Tonny jagtgeværet med.

’Sig til alle dine perkervenner, at hvis der er én perker, der går på gaden, så bliver I skudt’.

»Så tog han et jagtgevær og skød lige over hovedet på mig. Så fattede jeg det ligesom: det her er ikke for sjov, de er også farlige. Jeg løb og løb, og da jeg nåede et stykke væk, stod han stadigvæk og kiggede:

»’Fatter du ikke, hvad jeg siger?’, råbte han. Men jeg råbte tilbage:

’Fuck dig, dit danskersvin. Hvide svin, fuck dig’. Der sad nogen inde på et vaskeri og hørte det, og efter den dag fik jeg stjerner på skulderen i indvandrerkredsene«.

Tonny var lederen af rockermiljøet i Askerød, men han havde også soldater.

Tre af dem hed Karate Karl, Jimmy og Den Lille. De var midt i tyverne, og de var efter Sleiman. For at undgå dem gik han omveje, og en dag gik han op over stationen for at komme uden om pubben, hvor de sad. Men de havde luret ham og fangede ham på parkeringspladsen.

»Jeg havde fået tæsk af dem i flere år, men den dag hoppede og trampede de på mig. De var ligeglade med, at jeg kun var 14 år. Jeg var fræk og skulle sættes på plads. Jeg skulle lade være med at svare igen. Det var alvorlige tæsk, og det var den episode, der fik mig til at blive en rigtig voldsmand. Da besluttede jeg mig til at slå igen og vente på dem, når de kom ud fra pubben og var fulde. Så ville jeg smadre dem fuldstændig, så de aldrig rørte mig igen«.

Sleiman bestemte sig for at gå efter Den Lille på en måde, som alle ville komme til at høre om, og ingen ville glemme. Ud på aftenen et par dage senere var han og en af hans venner parate. De havde to yngre drenge til at holde øje, og selv havde Sleiman bevæbnet sig med nogle jernstænger, der var tynde, men robuste.

LÆS OGSÅDanmark brænder i ny integrationsroman

Sleiman og hans ven gemte sig bag nogle Bilkavogne og ventede på Den Lille. Han var midt i tyverne, tilhænger af nazisterne nede på Køgevejen, han så op til Red and White i Askerød, var en bodegaslagsbror og Brøndby-hooligan.

Sleiman hadede ham og vidste, at han ud på aftenen ville forlade pubben for at gå over og købe hash hos en, der hed Holger, som var den store, lokale forhandler. Den Lille ville gå forbi tanken over en græsplæne og så ende, hvor Sleiman havde planlagt sit overfald. Det gik som forventet.

Sleiman sprang på Den Lille og begyndte at slå ham med jernstængerne. Det var ikke meningen, at de to små drenge og Sleimans ven skulle deltage i overfaldet, men det endte med, at de alle fire stod og trampede på Den Lille, mens Sleiman hamrede løs i en blodrus med jernstængerne.

Reglerne var, at man ikke måtte røre hinandens damer og ikke røve fra hinanden, men vi kneppede hinandens damer og stjal fra hinanden

Jens Frederik Rossen

»Jeg blev ved med at slå mod hovedet, mod hovedet, mod hovedet, og jeg tænkte ikke over, om han døde, eller om han overlevede. Jeg var fucking ligeglad. Jeg ville have, han skulle dø. Det havde været federe for mig. Det måtte gerne ske, for så kunne det stoppe en gang for alle. Men jeg slog ham også, fordi jeg ville være en helt. Ham, der hjalp alle, der boede her. Ham, der var imod alle, som angreb os i Askerød. Ham, der nedkæmpede dem, som gik og skød og kaldte os fucking perkere og sorte svin. Ham, der sloges mod rockere og grønjakker og racister. Ham ville jeg være, og ham var jeg, da jeg bankede Den Lille. De var onde, og de fortjente de bank«.

Sleiman havde gjort noget af det, han var bedst til. Han havde lagt ved til sit ry som den frygtløse, der hævnede med en vildskab, som nærmede sig vanvid. Den Lille overlevede uden at blive invalideret, og politiet fik aldrig noget at vide. Gadens regler blev overholdt. Sleiman var 14 år, og han havde opnået det, han ville.

Hans venner elskede ham, og han elskede dem. Hans fjender så ham som et monster, men Tonny, Jimmy, Den Lille og Karate Karl rørte ham aldrig igen. Sleiman havde lært noget. Vold virker. Den, der har magt, har ret. Det, som er forkert, forekommer rigtigt.

»Efter at jeg havde tæsket Den Lille, traf jeg en beslutning om, at jeg ville være den, der slog, og ikke den, der blev slået. Jeg kendte kun vold fra min far, men i Askerød var der tæsk hver dag. Folk slog og bankede dig, og hvis du ikke slog tilbage, var du et nemt offer og fik slag hver dag. Ham ville jeg ikke være, for ham kunne ingen lide. Så for at blive accepteret, for at blive holdt af, for at opnå anerkendelse lod jeg mig selv blive ham den onde«.

Modstanderen
»Hundige  var mere knald i låget end nogen andre steder, jeg har oplevet... Det blev hele vores virkelighed, og vi var indsnævrede, indspiste og hykleriske«. Foto: Sophia Hviid
Jens Frederik Rossen var også en af de stærke figurer i Hundige midt i halvfemserne, og han blev en af Sleimans ungdomsfjender. Da Jens Frederik var barn, troede han selv, at hans familie var rig. Faren ejede flere etablissementer på Dyrehavsbakken, og Jens Frederik boede med sin mor og far i en villa på Strandvejen.

Der var druk og vold i familien, men den livsødelæggende omvæltning i hans liv indtraf, da han var 11 år. En dag i 1986 holdt der en flyttebil foran deres villa på Strandvejen, og huset blev tømt.

»Jeg husker det meget tydeligt, for de tog alt mit legetøj«, siger Jens Frederik. I dag er han 37 år, og efter et liv med 300 sigtelser, fire voldsdomme og en frikendelse for manddrab har han nu ren straffeattest og succes med sit tøjfirma Rossmans Destiny.

Det næste, han husker fra sin barndom, er et voldsomt slagsmål mellem sin mor og far i det rækkehus i Greve, hvor de flyttede til. Moren stak faren med en kniv, og Jens Frederik så sin far stå på en cykelsti ude foran huset.

»Jeg var 11 år, og så vendte han sig om og gik. Jeg har ikke set ham siden. Det er der heller ingen andre, der har. De sagde dengang, at han skyldte 40 millioner væk i skat, men politiet fandt ham aldrig. Han forsvandt«.

Kedelige bandevaner
Ligesom Sleiman havde Jens Frederik mistet sin far. Mens moren druknede sorgen i alkohol på en måde, så Jens Frederik engang oplevede at være alene i 10 dage uden at høre fra hende, reagerede han selv ved at finde sammen med en gruppe af drenge med skæbner, der mindede om hans egen.

»Vi havde et fællesskab, hvor man altid beskyttede hinandens ryg og fik kedelige bandevaner som at gå løs på andre, når de ikke var lige så mange som en selv. Jeg blev en hård rod, der rendte med de værste«.

Hvis Sleiman og hans venner var perkere, var Jens Frederik Rossen og hans venner White Trash. Uden at være direkte medlem begyndte han at gå med to Hundigebander, der kaldte sig selv Psychokids og Powerteam.

»Jeg var sammen med bagmændene bag de værste bander. Jeg fik andre til at lave indbruddene, men var selv skidegod til at sælge tyvekosterne. Hæleriet foregik rundt om i lejligheder, men Hundigecentret var centrum for vores kriminalitet«.

Efter at jeg havde tæsket Den Lille, traf jeg en beslutning om, at jeg ville være den, der slog, og ikke den, der blev slået

Sleiman Sleiman

Fælles for Jens Frederik og hans venner var, at de blev kickboksere. De var stærke og brutale og tillod ikke, at nogen udfordrede deres herredømme over Hundige. Centerpubben i Hundigecentret var deres sted og den lokale hælercentral. I midten af halvfemserne begyndte indvandrerne at komme til Hundige.

De bosatte sig i Askerød og Gersagerparken, og allerede da de var teenagere, begyndte Sleiman og hans gruppe at komme på Pubben.

»Det var jo os mod perkerne. Længere var den ikke. De hvide mod de sorte. Indtil da havde vi bestemt, men de blev flere og flere. Sleiman tilhørte den gruppe, vi kaldte araberne, og vi kunne se, at han og hans gruppe kunne blive stærke og farlige. Sleiman var helt klart lederskikkelsen. Den sygeste, den vildeste, den mest voldelige. Han hoppede op på bordene og stod forrest, hver gang der var ballade. Han begyndte ikke altid selv, men han var altid klar. Det var, som om han var den, der ville redde indvandrerne fra os. Han var den, du lagde mest mærke til, og den, du holdt mest øje med. Der var noget i hans øjne. Dengang ville du aldrig kunne få nogen til at indrømme, at vi var bange for ham, selv om vi var ældre end ham. Men det var vi«.

Engang Jens Frederik og hans venner holdt fest i en af lejlighederne, troppede Sleiman og hans venner op og ville deltage. Men de ville ikke have ’araberrollingerne’ indenfor, og da de var stærkere, flere og større, kom Sleiman og kompagni ikke ind.

»Vi jagede dem ud, men da vi kom ned på gaden, havde en af dem stillet sin BMW foran opgangen. Vi hoppede så meget på den, at taget endte nede på sæderne. Vi smadrede den fuldstændig. Så gik der et par timer. Pludselig blev der skudt ind gennem ruderne i lejligheden, og vi kastede os alle ned på gulvet. Jeg gik ned i Askerød og lige gennem en gruppe af indvandrere, da jeg mærkede et prik i siden. En af dem havde stukket mig med en kniv. Jeg tror, det var Sleiman, men det var kun en markering. Så jeg tog på sygehuset, og bagefter tog jeg tilbage og festede videre. Vi festede jo i flere dage i træk«.

»Hundige var mere knald i låget«
Jens Frederik Rossen har boet i hårde kvarterer både på Amager og Nørrebro, men intet har sat så dybt præg på ham som Hundige i halvfemserne.

»Vi var to underklasser, der sloges mod hinanden. Hundige var mere knald i låget end nogen andre steder, jeg har oplevet. Vi kom aldrig ud af den by. Det blev hele vores virkelighed, og vi var indsnævrede, indspiste og hykleriske. Reglerne var, at man ikke måtte røre hinandens damer og ikke røve fra hinanden, men vi kneppede hinandens damer og stjal fra hinanden. Når man lever det liv, bliver man også fej. Jeg hoppede ikke på nogen, hvis jeg var alene, og de var ti. Men hvis vi var ti, og de var alene, så hoppede vi på dem«.

Blå bog

Jens Frederik Rossen

38 år og indehaver af tøjfirmaet Rossmanns Destiny, som han har sammen med en vennen Rune Weidemann.

Rossen har en ren straffeattest i dag, men er dømt for over 300 forhold, herunder flere domme for vold. Han voksede op i Hundige og var i halvfemserne medlem af flere kriminelle bander, som blandt andet udkæmpede brutale kampe med indvandrerne i bydelen.

Han har i dag forladt kriminaliteten helt og har viet sit liv til sin datter og sit firma. Han holder også foredrag om sit liv. Sloganet for hans firma lyder: 'Hug the haters and kiss the lovers'.

Det ene hævnopgør afløste det næste i en krig, der næsten kunne betegnes som en racekrig. Jens Frederik Rossen har oplevet at blive fanget i en tunnel og blive maltrakteret af Sleimans gruppe, og han har også fanget Sleiman og været med til at maltraktere ham.

En aften, da Jens Frederik Rossen skulle på diskotek, stod han i køen, og bag ham stod Sleiman. Deres forhold var på mange måder mærkværdigt.

Han har oplevet at sidde og tale næsten hyggeligt med Sleiman, når der ikke var krig i luften, og selv om de for det meste var fjender, kunne han være sikker på, at han ikke blev overfaldet, når han kom gående gennem byen med en pige. Omvendt kunne han aldrig føle sig sikker, når han var alene.

»Der var nogle uskrevne regler, som ikke blev overtrådt, og Sleiman og jeg havde på en eller anden mærkelig måde en respekt for hinanden«.

Men den aften i diskotekskøen var der ingen respekt. Sleiman og han kom op at skændes: »… og jeg var fuld og højt oppe at køre«, fortæller Jens Frederik Rossen. Han vendte ryggen til Sleiman, men blev så ramt af en flaske i baghovedet.

Han havde kasket på, men flasken trængte igennem og lavede en flænge i hovedskallen.

LÆS OGSÅPolitiken-journalist vinder integrationspris

»Så var vi fire, fem stykker, der tog fat i Sleiman. Jeg kan huske, at han sad op ad en mur og var besvimet, mens jeg blev ved med at sparke ham«.

Jens Frederik Rossen har senere i livet været i et langvarigt og intensivt terapiforløb. Det skyldes hans barndom, den far, der forsvandt, og den mor, der valgte alkoholen frem for sin søn. Men det har også handlet om de ugerninger, han selv har begået.

»Jeg har gjort ting mod andre, som man er nødt til at få bearbejdet for at kunne tilgive sig selv. Hundige var dybt mærkelig og dybt syg. Der var meget voldeligt, og det endte i had. Virkeligt had«.

Jens Frederik Rossen holder i dag foredrag om sit liv. Da han hører, at titlen på den her bog skal være ’Men vi blev onde’, siger han:

»Jeg ved ikke, om det er en rigtig titel. For jeg synes ikke, vi var onde. Vi var et produkt af det, vi voksede op i. Men på en måde er det jo rigtigt. Vi blev onde«.

PolitikenPlus
  • De 3 Musketerer Kom til foredrag med Bo Tao Michaëlis inden 80'er-hit-rockmusicalen på Østre Gasværk Teater.

    Pluspris fra 325 kr. Alm. pris fra 425 kr. Køb
  • Oplev Den Blå Planet Slip ungerne løs i efterårsferien. Fantasien og de kreative kræfter bliver udfordret i en lang række aktiviteter, som Politiken Plus tilbyder ferierende børn og deres voksne.

    Pluspris fra 145 kr. Alm. pris fra 220 kr. Køb
  • Concerto Copenhagen Langt hovedparten af Bachs kantater blev til i Leipzig, i en snæver, lokal, luthersk livsverden, og dog rummer de et helt igennem fællesmenneskeligt følelsesregister.

    Pluspris 150 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Carlsberg Guidede ture om Carlsbergs historie og den fremtidige bydel på Valby Bakke med besøg i kældrene under Carlsberg.

    Pluspris 115 kr. Alm. pris 150 kr. Køb
  • Den Trojanske Hest Slip ungerne løs i efterårsferien. Fantasien og de kreative kræfter bliver udfordret i en lang række aktiviteter, som Politiken Plus tilbyder ferierende børn og deres voksne.

    Pluspris 60 kr. Alm. pris 75 kr. Køb