Annonce
Annonce
Annonce
Bøger

Tragisk biografi er på sporet af en hippie i violette snabeltyrkersko

Ny bog fortæller hele historien om Eik Skaløe, der døde som 25-årig i Indien.

Gem til liste

Eik orkede ikke mere.

Måske var dysenterien vendt tilbage. Måske havde de bare gået for længe, de to unge rejsekammerater.

Spist for lidt, svedt for meget og i det hele taget levet mere frit og farverigt end decideret sundt.

De havde blaffet ud af Afghanistan, gennem Pakistan, og nu skulle de ind i Indien og videre til Nepal. Pengene var for længst sluppet op, og sulten havde slået følgeskab med dem. Da de blev afvist ved grænsen til Indien, vejede de mellem 40 og 50 kilo.

»De har sikkert lignet, hvad de var«, siger journalist og forfatter Jan Poulsen.

»Nemlig vagabonderende zombier. Afmagrede junkier. Og måske var det derfor, de ikke blev lukket ind«.

Langt fra sandheden
Ingen ved det. For i dag er de begge døde. Eik Skaløe og hans to år yngre kammerat Otto Klittum.

Men mange år senere fortalte Otto sin ven Jerome Kjærulff om de skæbnesvangre dage, og den beretning har Jan Poulsen som den første fået lov at offentliggøre i sin bog ’Eik Skaløe – spejder og steppeulv’, hvor offentligheden også for første gang får indblik i Eik Skaløes mange breve til sine forældre og i beretninger fra de over 100 mennesker, som forfatteren har interviewet, fordi deres veje har krydset Eik Skaløes.

Herunder hans lillesøster og hans store kærlighed Iben Nagel.

»Jeg har nærmest lavet en log over hans voksne år, og det var også nødvendigt, for rigtig meget af det, der er sagt og skrevet om ham, har været langt fra sandheden«, siger Jan Poulsen.

Eiks kræfter slap op
Selv hans log er der dog slør i, når det gælder de sidste dage på grænsen til Indien i oktober 1968. Eik havde været i Afghanistan med et slæng af danskere. Nu ville han til Nepal for at samle kræfter og blive afgiftet, før han rejste hjem til Danmark.

Myter behøver man knap nok at finde på. De digter automatisk videre på virkeligheden, når fakta er få og materialet i øvrigt er til det

Nils Thorsen

Fast besluttet på at starte forfra, fremgår det af et brev til forældrene.

Men de indiske grænsevagter ville det anderledes, så de to danske rejsende fortsatte til fods langs grænsen, 25-30 kilometer gennem et sparsomt befolket ørkenområde, og drejede så af ind i Indien.

»Så er Eiks kræfter sluppet op«.

Den hemmelige hippie
Tidligere har den 50-årige Jan Poulsen skrevet bøger om sin egen tid. Om David Bowie og om punk.

Men da han i anden forbindelse mødte et postbud, som havde korresponderet med Eik Skaløes mor, som i dag er død, og derved fået en masse at vide om hendes søn, greb han chancen.

LÆS OGSÅHippie-bog beviser, at Peter Øvig er sin generations største dokumentarist

Eik Skaløe døde 15. oktober 1968 i Indien. Så meget vidste vi. Og at det vistnok var selvmord. Formentlig en overdosis. Men, siger Jan Poulsen:

»Hvis du har en dødelig sygdom og du lader være med at tage din medicin, ved du, at du dør. Det er selvmord. Hvis du bevidst tager en overdosis, er det også selvmord. Og et sted imellem ligger Eik«.

Myter digtede videre opå virkeligheden
Nogle sagde, at han var blevet slået ihjel. Andre, at han var blevet dybt religiøs.

Og atter andre, at han levede videre et sted derude. Myter behøver man knap nok at finde på. De digter automatisk videre på virkeligheden, når fakta er få og materialet i øvrigt er til det. Og hvad angår Eik Skaløes endeligt, var begge forudsætninger så rigeligt opfyldt.

Han havde junket en del, rejst lige så meget og skrevet og sunget teksterne på Steppeulvenes lp ’Hip’ fra 1967, som endnu i dag står som en musikalsk milepæl takket være Skaløes fabulerende omgang med sproget.

Bandet eksisterede kun i ni måneder og spillede højst 15 koncerter. Men siden er dets popularitet bare vokset i takt med myten om manden bag teksterne.

Var hippie, før ordet fandtes
De danske musikkritikeres pris Steppeulven er opkaldt efter bandet. En plads på Holmen i København bærer Skaløes navn. Og ifølge Kim Larsen var det sangen ’Lykkens pamfil’ fra ’Hip’, der fik ham til siden at synge på dansk.

»Eik var hippie, før ordet fandtes. Han trådte de skridt, som hundredtusinder siden gik i, men det var først senere, at der kom rigtig mange til. Derfor synes jeg, at denne her tid er langt mere spændende end selve hippietiden«, siger Jan Poulsen, der selv har stået i butikken Superlove og også solgt ’Hip’ og ofte tænkte, at det dog var sært, så meget han fylder, denne hippie, som vi ved så lidt om.

»Altså: Hvor kom han fra? Hvorfor skrev han de her tekster?«, siger han.

»Intet af det har jo været fortalt«.

Barndomshjemmet
Navnet Eik kom til hans mor i en drøm. Efternavnet var egentlig Sørensen. Og barndomshjemmet to værelser på Frederiksborgvej i Københavns Nordvestkvarter.

Forældrene Ruth og Svend var inkarnerede friluftsmennesker. De havde mødt hinanden i Dansk Vandrelaug. Hun stod i butik, indtil hun fik børn. Han var arbejder, men fik senere et regnskabsjob.

Og det var, som om de gjorde sig lidt mere umage med livet end flertallet. Der blev aldrig talt ned til børnene, og alt var til diskussion. Kendte ingen svaret, slog man det op eller ringede til en avis.

Udfordrede lærernes autoritet
Eik blev indskrevet på forsøgsskolen Emdrupborg, hvor man udførte vovede eksperimenter med blandede klasser og gruppearbejde. Han var lille, rødhåret og havde udstående tænder og stritører.

Lidt genert, men også en spilopmager, der skabte opmærksomhed omkring sig og udfordrede lærernes autoritet.

»Selv skrev han senere ligeud, at han var nødt til at løbe hurtigere, springe længere og højere og kæfte mere op end andre, hvilket bundede i hans højde. Og han var også lille«, siger Jan Poulsen.

En dansk Forrest Gump
Spejderbevægelsen er næppe den mest oplagte rugekasse for kongerigets mest legendariske hippie. Men spejder var han.

I 10 år endda. Og ifølge Jan Poulsen lærte han formentlig her de teknikker, han senere overlevede på rundt om i verden.

Efter skolen fik han job som postbud og begyndte på studenterkursus. I mellemtiden havde han antaget et mere spændende efternavn, og med det begav han sig ud i datidens Danmark som en slags Forrest Gump, hvis vej krydsede flere af tidens og fremtidens navne.

Hans spejderleder var Henrik Holm Nielsen, den senere udspørger i tamilsagen. To af hans helt store forbilleder var Halfdan Rasmussen og Klaus Rifbjerg, og da han 20 år gammel deltog i Kampagnen mod Atomvåben, mødte han den to år yngre Iben Nagel Rasmussen, som blev hans livs store kærlighed.

Og hun var ikke bare datter af Halfdan Rasmussen og forfatteren Ester Nagel, men var også hushjælp hos familien Rifbjerg.

’Jules & Jim’
Eik var blevet medredaktør af bevægelsens blad Alternativ. Han ville være forfatter. Og så ville han i øvrigt stifte familie med Iben, som dog ikke var klar til at bygge rede med ham.

Hun ville ud og leve livet og møde andre mænd. Så Eik måtte kæmpe for at få følelserne til at flugte tidens idealer.

Metaforen fandt han i François Truffauts film ’Jules & Jim’, hvor den unge Catherine fascineres af to venner og indleder forhold til dem begge.

Livet har lært mig, at man ikke skal lade sig køre af idealer, men anvende sin sunde sans

Ruth Sørensen, mor

»De byggede en pagt op omkring ’Jules & Jim’. Selvfølgelig kan vi leve i tresomhed. Selv om Eik nu nok mest sagde ja, fordi han var bange for, at han ellers helt ville miste Iben«, siger Jan Poulsen.

Idealer
I sit værelse på Østerbro udfærdigede Eik Skaløe alenlange lister over ting, han ville gøre. Såsom: ’Forfattere, jeg vil læse’. Og: ’Lande, jeg vil besøge’.

At holde fast i målene kneb det lidt mere med. Der var mange tilløb, men kun få spring. Bortset fra dem, der førte ud over landets grænser og ind i stoffernes verden.

Eik Skaløes mor bebrejdede senere sig selv, at hun havde ladet ham flytte hjemmefra så tidligt.

»Mit ideal var, at for en fugl, som ønsker at forlade reden, skal buret åbnes«, skrev hun i et brev. »Livet har lært mig, at man ikke skal lade sig køre af idealer, men anvende sin sunde sans«.

Ifølge Ruth Sørensen havde sønnen »ikke modenhed til at skaffe sig arbejdsro, fordi hans hybel ofte var hotel for tilløbende kammerater«. Derfor begyndte hans korthuse at vælte et efter et, skrev hun.

»Først faldt skolen, så blev postvæsenet forsømt, og til sidst sejlede Eik ud i det forhåndenværende«.

Skrive et klart og fornuftigt sprog
En ven lærte Eik Skaløe at spille amerikanske protestsange på guitar. Det foregik på Eiks værelse, nu et ombygget brændeskur hos Ibens mormor i Virum, hvor han også tyrede franske forfattere som Albert Camus og André Gide.

Og da Iben tog på arbejdslejr i Tyskland, tomlede Eik til Paris. Med Ibens guitar. For, som han skrev: »Jeg er gasset op på at spille guitar dernede«.

I Paris røg Eik Skaløe for første gang marihuana og rapporterede til Iben direkte inde fra rusen: »Iagttag f.eks. at jeg skønt beruset er i stand til at skrive et klart og fornuftigt sprog«.

Med tilføjelsen: »Du snakker konstant, men om fornuftige ting, selv om hver anden sætning hedder noget i retning af: Har vi det ikke dejligt?«.

Blandt hjemløse og prostituerede
Også sine forældre holdt han orienteret, dog lidt mindre detaljeret om stofferne.

Ellers inddrog han dem i alt, hvad han oplevede, og hans far sad hjemme på Frederiksborgvej og fulgte i hvert fald i det ydre med i sønnens rejser i sit atlas.

Det var guitaren, der gav ham mad i munden. Først som gademusikant, senere på restauranter og cafeer. Og rejsen til Paris blev i det hele taget hans store dannelsesrejse. En øjenåbner af rang.

Han ville opleve verden og blive klogere. Og det er helt befriende at dykke ned i nu om dage, hvor folk kun er optaget af at gøre noget, som ser godt ud på deres cv

Jan Poulsen, forfatter

Og måske også en begyndelse på den livsrejse, han aldrig rigtig vendte tilbage fra. Eik Skaløe sov under åben himmel ved Pont Neuf blandt hjemløse og prostituerede.

Glosen ’ubestandighed’
»Alle, jeg snakker med her, er fulde af de samme problemer som os, alle er intellektuelle (tænker og snakker konstant – yder intet)«, skrev han til Iben.

Folk omkring sig beskrev han som figurer, der spillede spillet på »brædderne i dette vældige teater af meningsløshed og ubestandighed« og tilføjede, at »glosen ubestandighed er en af de vigtigste for forståelsen af vor tid, vore øjeblikke af absurd vandren omkring og væren i det hele taget«.

LÆS OGSÅ Steppeulvens svanesang

Det var også i Paris, at han stiftede bekendtskab med de såkaldte Corydrane-piller, et både smertestillende og stimulerende stof, som bl.a. filosoffen Jean-Paul Sartre havde talt for, og som kunne købes uden recept på apotekerne.

»Eiks nysgerrighed har været hans motor hele vejen«, siger Jan Poulsen.

»Han ville opleve verden og blive klogere. Og det er helt befriende at dykke ned i nu om dage, hvor folk kun er optaget af at gøre noget, som ser godt ud på deres cv«.

Femliters morfin fra apoteket
I efteråret 1963 var Eik Skaløe tilbage på værelset i Virum, hvor en kammerat introducerede ham for Bob Dylan. Og det udløste endnu et skred i hans hoved, at musik kunne færdes i selskab med ord, som beskrev en verden, han genkendte.

Eik ville også skrive. Og instrumentet skulle skærpes på Holbæk Kunsthøjskole, hvor han fik digterparret Inger Christensen og Poul Borum som faste lærere og en timelærer ved navn Johannes Møllehave, men følte, at selv om »et væld af ideer skjuler sig i min hjerne«, som han skrev, magtede han ikke at skrive dem ned.

Fra højskolen tomlede Eik til Paris og mødte Iben, før de i selskab med en kammerat kørte en udlejningsbil til Rom, hvorfra Eik og Iben fortsatte til Marokko og blaffede tværs over Nordafrika.

Eik ville rapportere hjem til danske aviser, men det løb ud i ørkensandet. I stedet levede de af, hvad de spillede ind på guitaren.

Aborten
Efter fire måneder ankom de til Athen, hvor de sluttede sig til en flok danske venner. Eik Skaløe røg en masse hash med den to år yngre, men kemisk langt mere erfarne Christian Arnø.

Iben var gravid. Eik ville have barnet. Det ville hun ikke.

»De havde haft det godt og været stoffrie på rejsen langs Afrikas nordkyst, men da hun fik den abort, var der noget, der gik i stykker«, siger Jan Poulsen.

»Og det er påfaldende, at det var der, Eik skød morfin for første gang«.

Fra eksperiment til afhængighed
Iben tog hjem til Danmark. Eik blev i Athen.

Senere fandt de sammen igen, denne gang i en lille kælderlejlighed i Hjortekær ved Lyngby, hvor de fik besøg af mange venner og med dem også af store mængder af stoffer, som dengang endnu blev betragtet som en ufarlig del af den bevidsthedsmæssige opdagelsesrejse, der skulle slå dørene op til en ny verden.

Den første narko var medicin, de unge købte af gamle modstandsfolk. Men andre måder stødte til. I 1965 lå apotekerne inde med morfin i litervis, og alarmer havde man ikke.

Så Eik Skaløe og hans venner gik bare på apoteket, ved nattetide ganske vist, og slæbte femliters store glas med morfinbase hjem til munter deling. Og sådan gled hans eksperimenter over i decideret afhængighed.

Sover skide høje ind og vågner skide høje
»Da vi kom i kontakt med stofferne, troede vi, at en mental revolution var på trapperne«, har Iben Nagel senere sagt. Iben, Eik og vennen Christian Arnø rejste til Marokko, hvor de ville købe hash og smugle den til Danmark.

»Vi er høje hele tiden. Sover skide høje ind og vågner skide høje«, skrev Eik Skaløe.

»I morgen er det så min 22-års fødselsdag. En dejlig alder med en masse gode år foran«, skrev han midt i denne koger og så frem i livet: »Et par rejser til med længere mellemrum, gode tider i Danmark. Ikke særlig meget arbejde, lidt skriveri, måske omsider en digtsamling og masser af hygge, fred og ro«.

Voldsomme hallucinationer
Eik og Christian Arnø lagde planer om at synge og spille i gårdene, når de kom hjem. De ville »forny den danske folkesang«.

Tilbage i Danmark fik Eik så travlt med at skaffe stoffer, at han hverken nåede at forny folkesangen eller at frelse verden. I hvert fald ikke ret meget.

Til gengæld fik Eik en betinget dom for indbrud på et apotek.

Han fik også læst flere af Herman Hesses østligt inspirerede romaner om unge søgende mænd og drømte om at rejse til Nepal, hvor klynger af vestlig ungdom så småt var begyndt at slå lejr langt fra det materielle ræs.

På et højskoleophold stødte Iben på Odin Teatret, som blev hendes vej ud af stofferne. Eik rejste igen.

I Israel faldt han over sit senere favoritstof, hostemedicinen Romilar, også kaldet baby-lsd, fordi den i store doser ikke bare tog hosten, men også gav voldsomme hallucinationer.

Romanen 'Bien'
I løbet af en uge i Teheran skrev han det meste af en roman, han kaldte ’Bien’ – et anagram for Iben – i én lang skriverus.

En oplevelse, han senere – i en periode, hvor han uvist hvorfor helt var ophørt med at betjene sig af versaler – beskrev som »de lykkeligste ensomme dage jeg har oplevet, og for første gang i mit liv følte jeg, hvad det vil sige at skabe på trods af alt, synsk som rimbaud som hesse som sallinger som miller som et menneske der pludselig får skænket en ufattelig drøm af virkelighed, et vandfald af ord, der strømmede gennem mine hænder så stærkt at jeg kunne føle dem rive de mennesker med sig, der læste dem«.

Senere tabte han dog interessen for sin roman.

Og da det i Teheran kom ham for øre, at politiet i Danmark havde anholdt en anden for et indbrud på et apotek, som Eik selv havde begået, kunne han ikke have det på sig. Så han troppede op på ambassaden og lånte penge, så han kunne flyve hjem og tage sin straf.

Det korte liv som steppeulv
Eik Skaløes mor holdt parat i en lånt bil uden for fængslet, da han blev løsladt, så han fik et par uger i den svenske natur i stedet for straks at ryge tilbage i sit slæng i København. Til ringe nytte. Senere holdt Eik til på Christianshavn, sov rundt omkring og fyldte sig med stoffer.

Han bevægede sig omkring på stjålne Velo Solexer og handlede ind efter lange lister. Uden dog at betale, husker den senere filminstruktør Helle Ryslinge, der mente, at Eik skulle møde musikeren Stig Møller.

De blev da også enige om at danne et orkester, som på Eiks forslag blev opkaldt efter Herman Hesses roman.

Moderen til al dansksproget rock
Tre dage fik de i Metronomes studie på Vibevej i Nordvestkvarteret. To til at indspille pladen. En til at mikse den. Begge dele afviklet i en ikke ubetydelig hashrus.

Eik kaldte projektet for »et trip«, og det skulle også være pladens titel, indtil han fortrød og satte et klistermærke over titlen, så den kom til at hedde ’Hip’.

Pladen kom på gaden 1. juni 1967. Men der gik mange år, før nogen kom til at opfatte den som »moderen til al dansksproget rock«, som Jan Poulsen kalder den.

»Musikalsk er det bare nogle bluesrundgange. Den lever i kraft af ordene. Men trods en svær fødsel – det tog den 21 år at sælge 25.000 – lever den stadig væk og er i dag vel dansk rocks Jellingsten«.

Forlod Danmark på motorcykel
Eik Skaløe gik ikke særlig højt op i sin nye status som musiker og brød sig i virkeligheden ikke om at stå på scenen ved de 15 koncerter, gruppen nåede at spille – bl.a. ved den første danske Love-in i Kongens Have. Men, siger Jan Poulsen: »Han ville ikke være musiker. Han ville skrive«.

Og så ville han rejse. Og straks han blev løsladt efter 30 dages hæfte for udeblivelse fra et retsmøde om et knallerttyveri, forlod han 7. november 1967 Danmark på motorcykel med vennen Otto Klittum.

I Tyrkiet solgte de maskinen og tomlede gennem Iran og Afghanistan. Pengene slap op i Beograd. Derefter »spillede vi guitar og tamburin indtil Istanbul ... og tiggede os resten af vejen til Indien«, skrev Eik hjem til sine forældre.

I Indien blev de fængslet. Eik blev nu hurtigt løsladt og fortsatte til Kathmandu i Nepal, hvor han tilbragte tre lykkelige og stoffri måneder med ligesindede.

Han nåede det ikke
Da Eik igen mødtes med Otto i Indien, fik han dysenteri, men fik sig med Ottos hjælp slæbt til Kabul i Afghanistan, hvor de sluttede sig til en danskerkoloni, der blandt andre talte Ole Nydahl, den senere buddhistiske lama.

Eik blev indlagt, men afviste konsulatets tilbud om et lån til en flybillet hjem. Og måske kostede det ham livet. Hans tidligere hjemtur fra Teheran betalte hans forældre af på i flere år efter hans død, og måske var det hensynet til dem, der afholdt ham fra at flyve hjem.

Ingen bærer skylden bort set fra den onde person indeni mig

Eik Skaløe

Otto og han spiste piller og røg hash på turen, fortæller Jan Poulsen, men intet tyder på, at de tog stoffer.

»Og man kan se af hans næstsidste brev til sine forældre, at han vil til Nepal for at blive stærk og helt stoffri, så han kunne vende hjem og blive forfatter. Han nåede det bare ikke«, siger han.

Gribbe og sjakaler
Otto og Eik satte i bevægelse. Ud af Afghanistan, gennem Pakistan og helt til den indiske grænse, hvor de blev afvist – ifølge Jan Poulsen – formentlig fordi de var forhutlede at se til. I stedet fulgte de grænsen og gik i hen ved 25-30 kilometer.

Da Otto mange år senere vendte hjem til Danmark, fortalte han sin ven Jerome Kjærulff, hvordan de havde slæbt sig frem i ørkenen, nogle gange på alle fire, indtil Eik standsede. Han følte, at han skulle dø.

Træt af livet var Eik Skaløe ikke. Bare træt. Så han afslog Ottos tilbud om at følge ham i døden og bad ham fortsætte alene ud i livet. Først tre uger senere var der igen nogen, der så noget til Eik.

Og da var kun skelettet tilbage. Resten havde gribbe og sjakaler ædt.

Han var død for egen hånd
I hans taske fandt man hans pas, to bøger og hans notesbog, hvori han havde skrevet afskedsbreve – herunder et, hvor han understregede, at Otto havde gjort, hvad han kunne.

Der var også en besked til myndighederne, hvor han meddelte, at han var død for egen hånd. »Ingen bærer skylden bort set fra den onde person indeni mig«, stod der med rød kuglepen. Og før hans underskrift et: »Tilgiv mig«.

Blandt de kortfattede afskedsbreve var et til hans store kærlighed. »Kæreste Iben!«, begyndte det. Og fortsatte:

»Sikke en historie«.

PolitikenPlus
  • Merry Christmas, Baby DR Big Bandet afslutter 2014 for fuld julemusik. Solisterne Sinne Eeg og Mads Mathias, som efter hånden er blevet kære gengangere med bandet, vil føre os til tops på julehumørbarometret?

    Pluspris 220 kr. Alm. pris 295 kr. Køb
  • Mefisto Mefisto er en dramatisk fortælling om magt og menneskelig stræben efter både succes og værdighed.

    Pluspris fra 120 kr. Alm. pris fra 220 kr. Køb
  • Lulu Lulu er en grådig femme fatale, der begæres af alle mænd ? men dem, der møder hende, går til grunde: En læge forelsker sig i Lulu, overrasker hende sammen med en kunstner og dør af et hjerteslag.

    Pluspris fra 460 kr. Alm. pris fra 575 kr. Køb
  • Rasmus Lyberth Den grønlandske sanger, sangskriver og skuespiller har siden 1970'erne været et af landets mest populære ansigter.

    Pluspris fra 160 kr. Alm. pris fra 200 kr. Køb
  • Marie Carmen Koppel julekoncert Danmarks gospel- og souldiva Marie Carmen Koppel har tilbragt to år som gospelsanger i en kirke i Brooklyn.

    Pluspris fra 195 kr. Alm. pris fra 235 kr. Køb