Den snor, der lægges af strenge tre/den brister fuld næppelig/Det siger vismand foruden spe/Ifald hun lægges lempelig« – sådan lød ordene fra den middelalderlige Rimkrønike, da socialdemokraten Frederik Borgbjerg i 1908 i en stor tale plæderede for kooperationens berettigelse som ’tredje streng’ i arbejderbevægelsen.

De to andre var partiet og fagbevægelsen.

Når Borgbjerg ligefrem inddrog lyrikken i sin anbefaling af kooperationen, skyldtes det, at mange socialdemokrater forholdt sig skeptiske over for den.

Det gjaldt især brugsforeninger, som man siden den første brugsforenings opståen i Thisted i 1866 betragtede som liberale foretagender, der var mere knyttet til bønderne med Venstre som parti end til arbejderklassen.

Hverken produktionskooperativer eller forbrugerbevægelser sås som alternativer til det kapitalistiske system, og desuden frygtede man at skubbe byernes mange småhandlende fra sig ved at oprette brugsforeninger.

I deres kamp for et socialistisk samfund skulle arbejderne koncentrere kræfterne om Socialdemokratiet og fagbevægelsen.

Græsrødderne så det imidlertid anderledes og begyndte selv at oprette brugsforeninger, hvilket bidrog til manglende sammenhold og dermed på sigt svækkede kooperationen som helhed.

Krisens gentagelse
Til skeptikerne hørte også Stauning, der dog efterhånden som de fleste andre kom til at se mere positivt på kooperationen.

På hans foranledning dannedes i 1922 Det kooperative Fællesforbund som en hovedorganisation for arbejderkooperationen.

Fællesforbundet skulle samle kooperationen og sikre ’treenigheden’ mellem parti, fagbevægelse og kooperation som den kraft, der skulle omforme samfundet, men heller ikke det bragte samling, og Stauning var skuffet.

En af Henning Grelles hovedteser i den grundige og vel fortalte historie er altså, at kooperationen bortset fra i festtalerne altid indtog en sekundær plads i socialdemokraternes forestillinger om, hvordan samfundet skulle omformes.

I det berømte program fra 1945, ’Fremtidens Danmark’, med Jens Otto Krag som pennefører nævntes kooperationen end ikke.

Og efter Staunings død i 1942 skete der en afpolitisering af kooperationen med Hovedstadens Brugsforening (HB) i front. I 1972 fusionerede denne med FDB, der stod stærkt på landet.

Den krise, som hele den socialdemokratiske arbejderbevægelse nu er ude i, optrådte allerede i 1960’erne for kooperationen, der mistede en lang række virksomheder.

Skandalerne
En anden hovedtese er den om dilemmaet mellem idé og forretning.

Skulle produktionsvirksomheder som Arbejdernes Fællesbageri, Mejeriet Enigheden, bryggeriet Stjernen og brugsforeningen HB være kommercielle eller ideelle foretagender?

I mangfoldige år var dette et åbent spørgsmål, og først i de sidste 20 år er det blevet løst med det mere eller mindre frivillige valg af den kommercielle model.

De kooperative virksomheder, herunder også den store boligbevægelse, skal i dag operere på kapitalistiske markedsvilkår, og de oprindelige principper om udbyttebegrænsning og parikurs samt diverse restriktioner for videresalg af aktier mv. er ophævet.

Tilbage står en vag fornemmelse af, at kooperationen skal være til gavn for forbrugerne.

Grelle kommer også ind på skandalerne i arbejderkooperationen i 1990’erne, kulminerende med den makabre sag om Arbejdernes Ligkistemagasiner, hvor direktøren, der samtidig sad i Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet, ved udstedelse af falske attester havde tjent penge på at modtage børnelig fra dødfødte på hospitalerne og begrave dem, vel at mærke uden forældrenes vidende.

Den og andre sager gjorde meget for at nedsætte arbejderkooperationens omdømme.

I hvor høj grad sagerne havde forbindelse med kammerateri og pamperi i arbejderbevægelsen, kan vel diskuteres, men når Grelle nævner, at SiD’s formand, Poul Erik Skov Christensen, sad i 16 af kooperationens bestyrelser og LO’s formand, Hans Jensen, i 19, kan man jo gøre sig sine tanker.

Åbent spørgsmål
At der var tale om Tordenskjolds soldater, er i hvert fald sikkert, og her kunne Grelle godt have gravet lidt dybere.

Der er siden blevet ryddet noget op, men i hvor høj grad der stadig er bestyrelsesoverlapninger, fremgår ikke af bogen.

Dog er ’strengen’ bristet for længst, ligesom fagbevægelsen i alt fald formelt har frigjort sig fra partiet. Kooperationen har også tabt yderligere terræn ved et generaludsalg af virksomheder, selv om de store såsom forsikringsselskabet Alka og Arbejdernes Landsbank dog har overlevet.

Grelles endelige vurdering har karakter af et åbent spørgsmål:

Har arbejderkooperationen ved at opgive det kooperative særpræg og tilpasse sig det kapitalistiske marked svigtet sin målsætning og sat sin troværdighed over styr?

Historien er aldrig »entydigt negativ«, slutter han, og sandt er det, at der har været investeret mange idealer og gode hensigter i kooperationen.

Når det i sidste ende er blevet til markedstænkning, må man se det som en del af det generelle problem, den socialdemokratiske bevægelse har i dag. Nemlig at den stiller sig tilfreds med at administrere det bestående.

Henning Grelles underholdende og samtidig kritiske bog, der for første gang fortæller arbejderkooperationens historie fra A til Z, kan varmt anbefales.

Inklusive den grafiske udformning og illustrationerne, der er formidable.