Vibeke Marx ved noget om børn i vanskeligheder.

Og et liv som pædagog (og forfatter) har hun udmøntet i trilogien om børnene fra Bjerget, som nu afsluttes med ’Memory’.

Memory er drengen, der kan huske alt. Eller kan han?

’Mørkemøder’ (2006) er social-magisk realisme af fineste karat. Et skarptskåret billede af institutionaliseringens inderste væsen.

’Bjerget brænder’ (2008) er en logisk fortsættelse om lurende fascisme.

I ’Memory’ er der spil på skærmene i de ensartede celler med fastmonterede møbler i den nye institution, der hedder Tinden. Og drengen Memory får nok at se til for at beskytte sine svagere venner.

LÆS OGSÅKafka i køjesengen

Samtidig afspiller hans skærm et drama, som han selv er en del af. Det er både uhyggeligt, spændende og ikke videre troværdigt.

Men skrevet med energi og kærlighed til sit emne, så læseren må blive bevæget. Så mange små skæbner, som ingen lukker op.

Varme og klarsyn
Historien lever, når det drejer sig om at beskrive sammenhold og hjælpsomhed hos disse børn og unge.

De kender til ting, som deres ’vogtere’ ikke kender, og de taler deres eget sprog.

Der er varme og klarsyn i den lille flok. Når det kommer til institutionen Tinden, må man sige, at den er ekstrem.

LÆS OGSÅBørn af mørket

Vibeke Marx har noget, hun gerne vil have sagt om udsatte børn og deres behandling.

Der bliver rørt i gryden med skurke. Nogen dør. Måske sejrer de gode til sidst. Men det er ikke sikkert.

Serien afrundes underlig uforløst. Og tankevækkende.

PS: For nylig udkom finske Seita Parkkolas ungdomsroman ’Mulighedernes Hus’, der også rundbarberer gråzonen imellem behandling og befamling.

Måske en trend?