Intet kunne være mere ligetil. Intet kunne være mærkeligere.

Sådan er det som regel hos polske Witold Gombrowicz (1904-1969), hvis sidste store roman, ’Kosmos’ fra 1965, nu foreligger på dansk.

To unge mænd, den ene hedder Witold til fornavn, den anden Fuks, flygter en hed sommer fra Warszawa til den polske provins, Witold fra en ufortalt konflikt med sine forældre, Fuks fra en chef, der ikke kan tåle synet af ham.

LÆS OGSÅFantastisk debut placerer sig mellem Beckett og Bukowski

De indlogerer sig på et lille pensionat, men allerede umiddelbart inden de ankommer, sker der noget sært; de to unge mænd vandrer svedende af sted, søger ly i et køligt buskads, Fuks går lidt længere ind – og dér hænger på en gren en gråspurv, hængt i et stykke ståltråd?

Nu er sagen den, at de to mænd på samme tid drømmer om at blive distraheret fra deres problemer hjemme i Warszawa og har brug for at undfly kedsomheden.

Gråspurven åbner dermed et pirrende, ledt, men også lifligt mysterium. De finder derefter deres pensionat, drevet af et ældre ægtepar, den pensionerede bankdirektør Leon Wojtys og ’Kuglen’, som de på grund af hendes kropsform kalder pensionatsværtinden, og deres nygifte datter, Lena, som Witold forelsker sig i. Såre banalt.

Sans for barok og bizar komik
Men så er det, Gombrowicz-effekten indtræffer. Tjenestepigen Katasia har efter et trafikuheld en let misdannet mund, og i tankerne forbindes nu for Witold Lenas og Katasias munde: »… ligesom … Katasias læber bag ved Lenas lille mund, da Katasia skubbede til askebægeret med trådnettet under aftensmaden og samtidig lænede sig ind over Lena, så hendes bortglidende læber sænkede sig og nærmede sig hende«.

Dermed er der påbegyndt to dunkle, halvvejs uforståelige serier hos Gombrowicz. En hængnings-serie og en munde-serie.

Pludselig finder Fuks og Witold flere og flere hængte væsener, og Witold kvæler og hænger selv en nat Lenas kat; og pludselig besættes han af begæret efter at spytte ind i Lenas mund … sære sager.

LÆS OGSÅStatsforfatter eller kunstner på herrens mark

Men det er i den polske provins’ kvælende hede, Gombrowicz med uefterlignelig sans for barok og bizar komik lader disse seriers onde, mørke dramaer folde sig ud.

Efter at alle på pensionatet rystet har opdaget Lenas hængte kat – Witold røber intet og forstår ikke selv sin handling – beslutter man at tage på udflugt. Dér dukker yderligere to nygifte par op, og en præst, og så går sagaen mod sin mørke og onde slutning.

Gombrowicz kaldte den selv en thriller, men intet opklares rigtigt, og den begynder og ender i det blå. Her åbningen: »Nu vil jeg fortælle om en anden oplevelse, og den er endnu mere mærkelig …«. Og slutningen: »I dag fik vi hønsefrikassé til middag«.

Taget tråden op
Gombrowicz indskriver sig i rækken af store europæiske romanforfattere i det tyvende århundrede, men det var først sent, i 1960’erne, han for alvor blev anerkendt rundt om i Europa, og det er faktisk først de sidste 10-20 år, omverdenen for alvor er kommet på omgangshøjde med ham, således har Yale University Press de sidste par år udgivet en hel serie af hans værker.

LÆS OGSÅEssaysamling er brilliant sniksnak i spørgeskemaform

Det er glædeligt, at det heroiske forlag Sisyfos har taget tråden op efter Peer Hultberg og forlaget Arena, der i 60’erne og 70’erne udgav en del ting af Gombrowicz, men altså ikke hans sidste store værk.

Det får vi nu, i en fin oversættelse, sådan at vi alle har mulighed for at forvilde os ind i hans barokke verden.