Splejsningen er det sømandshåndværk, der fletter en tovende ind i et andet reb eller i sit eget, så der dannes et øje – eller som bare lukker en ende, så den ikke flosser op.

Det er også et udmærket billede på den særlige fortælleform, som sidste års nordiske litteraturpristager, Sjón, dyrker, også i denne ny samling af velspundne ender.

Den 44-årige islænding med døbenavnet Sirgurjón Birgir Sigurdsson vandt prisen for fortællingen om præsten ’Skygge-Baldur’, der troede, han begravede en ung kvinde, selv om kisten var fuld af kolort og et fårekadaver og en pispotte; men som desuden under jagten på fjeldet mødte en magisk ræv og selv nærmede sig det dyriske. Med meget mere.

Heptameron
Lige så vidtløftig, men knapt så farverig er denne ny samling af skrøner, som man godt kan kalde en slags Heptameron:

Syv dage i påsken 1949 ligger det danske fragtskib ’M/S Elisabeth Jung-Olsen’ i en norsk fjord og venter på at laste papirmasse, og ventetiden udfyldes med skipperskrøner, især fortalt af andenstyrmand Kaineus, der i sin tid var med den antikke helt Jason om bord på skibet Argo under togtet til Kolchis i bunden af Sortehavet!

Titlens splint fra det skibs stavntræ, velsignet af Afrodite, hjælper Kaineus til at huske sine fortællinger – især den lange om, hvordan også Argo måtte ligge over på den mandeløse ø Lemnos og ikke kunne komme af sted, før alle kvinder var blevet bedækket og besvangret i flere omgange.

Skræk for kvindekønnet
Men som jeg skal vende tilbage til, hjælper splinten også historiens egentlige fortæller, den gamle islænding Valdimar Haraldsson, der i mellemkrigstiden udgav tidsskriftet ’Fisk og Kultur’, bygget på den mistænkelige kongstanke, at de blåøjede, lyshårede nordboers civilisatoriske overlegenhed skyldes det store indtag af fisk.

Som belønning har Mærsk-Møller, næ, undskyld: Jung-Olsen, den gamle fedterøv, foræret ham den rejse med rederiets skib, som romanen er en slags dagbog fra.

Fisk som fiks idé? Ja, ganske rigtigt træder den selvretfærdige gamle knark snart ind i litteraturens kongerække af notorisk utilregnelige jegfortællere. Hans pedantiske pseudovidenskabelighed savner sans for proportionerne, som selvovervurderingen viser.

Alligevel refererer han i forbifarten og med stor nedladenhed de skrøner, Kaineus disker op med, og også den besynderlige fortælling om hugormebiddet, der i sin tid reducerede hovmesterens polske kvinde – den anden passager om bord – fra guvernante til glædespige. Skræk for kvindekønnet er blandt fortællerens iøjnefaldende og dog så velfortrængte træk.

I begyndelsen var fortællingen
Forsinkelsen i fjorden skyldes en lastarbejders lemlæstelse og efterfølgende død, et sidestykke til, hvad argonauten Kaineus var ude for på Lemnos. Men overalt dannes der små forbindelsestråde mellem de enkelte skrøner. Selv om enderne spindes fra fortid og nutid, fra Nordatlanten til Ægæerhavet, splejses de også sammen, og især af netop den splint fra stavntræet.

Træstumpen lugter af saltvand og jord, fornemmer gamle, udtørrede Haraldsson, og minsandten om ikke lugten genopliver hans drifter! Da lastningen af fragtskibet genoptages påskemorgen, mens han går fra borde, er Opstandelsen også blevet hans private Genrejsning!

Da er den evige sømand Kaineus imidlertid atter forvandlet til, ikke albatros, men dog sølvmåge, for her blomstrer metamorfoserne ligesom hos den Ovid, der nævnes, også i litteraturlisten side om side med Euripides og et par islandske fiskerihistorikere, der vist er lige så pedantiske og frit opfundne som fortælleren selv.

Af fisk er vi kommet, mener gamlingen. Men gennem hans eksempel og hans rejseskildring om skibe, der ikke rokker sig ud af flækken, afslører hans vittige, belæste og underfundige forfatter bag om ryggen på sin hovedperson den gamle og bedre sandhed: I begyndelsen var drifterne – og fortællingen.