To år før min far døde, gav han mig en lille kuffert fuld af sine skrifter, manuskripter og notesbøger.

Med sin sædvanlige påtaget højtidelige mine og glimt i øjet meddelte han mig, at jeg skulle læse det, når han var væk, det vil sige, når han var død. »Du skal bare lige kigge på det«, sagde han og så lidt blufærdig ud.

»Se, om der er noget i den, som du kan bruge. Når jeg er væk, kunne du måske udvælge noget og udgive det«. Vi befandt os på mit arbejdsværelse, omgivet af bøger. Min far kiggede efter et sted at stille kufferten og vandrede frem og tilbage som en mand, der ønskede at lette sig for en smertefuld byrde. Til sidst stillede han den forsigtigt i et hjørne, hvor man ikke bemærkede den.

Tyngdens betydning
Det var et skamfuldt øjeblik, som ingen af os nogensinde glemte, men da det var overstået, og vi igen havde fundet ind i vores sædvanlige roller, hvor vi tog let på livet, spøgte og spillede komedie, slappede vi af igen. Vi talte, som vi altid gjorde, om banale episoder i hverdagen, om Tyrkiets uendelige række af politiske problemer og om min fars som regel fejlslagne erhvervsprojekter uden at føle os særligt trist til mode. Jeg kan huske, at jeg, da min far var taget af sted, brugte flere dage på at gå frem og tilbage foran kufferten uden at røre den en eneste gang.

Jeg var i forvejen fortrolig med den lille, sorte læderkuffert med låsen og de rundede hjørner. Min far tog den som regel med sig på kortere rejser og nogle gange, når han skulle have papirer med på arbejde. Jeg huskede, at jeg som barn åbnede den lille kuffert, når min far vendte hjem fra en rejse, og gennemrodede hans ting og nød indtrykket af cologne og fremmede lande. Kufferten var en velkendt ven, et stærkt minde om min barndom, min fortid, men nu kunne jeg ikke engang få mig selv til at røre ved den. Hvorfor? Utvivlsomt på grund af tyngden af dens mystiske indhold.

Nu vil jeg fortælle noget om, hvad denne tyngde betyder. Det er det, en person skaber, når han lukker sig selv inde i et rum, sætter sig ved et bord og trækker sig tilbage til et privat hjørne for at udtrykke sine tanker – litteraturens væsen, altså. Da jeg så rørte ved min fars kuffert, kunne jeg ikke få mig selv til at åbne den, men jeg vidste, hvad der stod i nogle af notesbøgerne. Jeg havde set min far skrive i nogle af dem. Det var ikke første gang, jeg hørte om den tunge last i kufferten.

Kun far
Min far havde en stor bogsamling; da han var ung, i begyndelsen af 1940’erne, drømte han om at blive digter i Istanbul, og han havde oversat ’Valery’ til tyrkisk, men han ønskede ikke det liv, der følger med, når man skriver poesi i et fattigt land med få læsere. Min fars far – min bedstefar – var en velhavende forretningsmand; min far havde levet et komfortabelt liv som barn og ung, og han nærede intet ønske om at lide afsavn for litteraturens skyld.

Det første, der holdt mig fra at røre indholdet i min fars kuffert, var selvfølgelig frygten for, at jeg ikke ville kunne lide, hvad jeg læste. Det vidste min far, og derfor havde han sørget for at optræde, som om han ikke tog indholdet af kufferten alvorligt. Det smertede mig at se efter at have arbejdet som forfatter i 25 år. Men jeg havde ikke engang lyst til at være vred på min far over, at han ikke tog litteraturen alvorligt nok. Min virkelige frygt var den mulighed, at min far skulle vise sig at være en god forfatter.

Hvis jeg fandt ægte og stor litteratur i min fars kuffert, ville jeg være nødt til at se i øjnene, at der boede en anden og helt anderledes mand inden i min far. Det var en skræmmende tanke. For selv i min relativt fremskredne alder ønskede jeg, at min far kun skulle være min far – og ikke forfatter.

Bort fra familien
En forfatter er en person, der tålmodigt bruger år på at opdage det andet væsen inden i sig selv og den verden, der gør ham til den, han er: Når jeg taler om det at skrive, er det første, jeg kommer til tænke på, hverken en roman, et digt eller en litterær tradition; det er en person, der lukker sig inde i et rum, sætter sig ved et bord, alene, og vender sig indad; mellem skyggerne opbygger han så en ny verden af ord.

Jeg var bange for at åbne min fars kuffert og læse hans noter, for jeg vidste, at han ikke ville tolerere samme vanskeligheder, som jeg havde været igennem; jeg vidste, at det ikke var ensomheden, han elskede, men derimod samvær med vennerne, folkemængder, saloner, vittigheder, selskab. Siden tog mine tanker dog en anden drejning. Disse tanker, disse drømme om forsagelse og tålmodighed var fordomme, som jeg havde opbygget gennem mit eget liv som forfatter.

Der har været masser af geniale forfattere, som skrev omgivet af mennesker og familieliv, i skæret af selskab og munter snak. Desuden var min far, da vi var små, blevet træt af familielivets monotoni; han forlod os og rejste til Paris, hvor han som så mange andre forfattere sad på sit hotelværelse og fyldte notesbøger.

Egne og andres historier
Udgangspunktet for ægte litteratur er manden, der lukker sig inde på sit værelse med sine bøger. Men når vi isolerer os, opdager vi hurtigt, at vi ikke er så alene, som vi troede. Vi er i selskab med ord fra dem, der kom før os, med andre menneskers historier, andre menneskers ord, det, vi kalder tradition.

Jeg mener, at litteraturen er det vigtigste forråd, menneskeheden har indsamlet i sin søgen efter at forstå sig selv. Samfund, stammer og folkeslag, bliver mere intelligente, rigere og mere avancerede, når de hæfter sig ved deres forfatteres bekymrede ord, og som vi alle ved, er både bogbrændinger og udhængning af forfattere varsler om, at vi går mørkere og mere usikre tider i møde. Men litteratur er aldrig kun et nationalt anliggende. Forfatteren, der lukker sig inde i et rum og begiver sig ud på en rejse i sig selv, vil med årene opdage litteraturens eviggyldige regel:

Han må magte kunsten at fortælle sine egne historier, som om de var andre menneskers historier, og andre menneskers historier, som om de var hans egne . Min verden er en blanding af det lokale – det nationale – og Vesten. I 1970’erne begyndte også jeg, noget ambitiøst, at opbygge mit eget bibliotek. Jeg havde endnu ikke truffet beslutningen om at blive forfatter – jeg mente efterhånden, at jeg nok alligevel ikke blev maler, og jeg var usikker på, hvilken vej mit liv ville følge. Inden i mig fandtes en insisterende nysgerrighed, en håbefuld trang til at læse og lære, men samtidig var det, som om der manglede noget, en følelse af, at jeg ikke ville være i stand til at leve som andre.

En del af denne følelse var forbundet med en fornemmelse af at bo langt fra begivenhedernes centrum, sådan som alle vi, der boede i Istanbul dengang, følte det, følelsen af at bo i provinsen. Der var også en anden grund til min ængstelse, for jeg vidste kun alt for godt, at jeg boede i et land, der ikke viste kunstnere nævneværdig interesse, og som ikke indgød dem noget håb.

Ikke at tage litteraturen alvorligt
At skrive og læse var som at forlade én verden for at søge trøst i det anderledes i den anden verden. Jeg mente, at min far havde læst romaner for at slippe for sit liv og flygte til Vesten – ligesom jeg selv skulle gøre det senere. Eller også forekom det mig, at bøger dengang var noget, vi tyede til for at flygte fra vores egen kultur, som vi fandt så mangelfuld.

Det var ikke bare ved at læse, at vi forlod vores liv i Istanbul for at rejse til Vesten – vi gjorde det også ved at skrive. For at fylde sine notesbøger var min far taget til Paris og havde lukket sig inde på sit værelse, hvorefter han tog sine skrifter med hjem til Tyrkiet. Da jeg betragtede min fars kuffert, forekom det mig, at det netop var det, der foruroligede mig. Efter at jeg havde siddet og arbejdet i et værelse i 25 år for at overleve som forfatter i Tyrkiet, ærgrede det mig at se min far skjule sine inderste tanker i en kuffert, det ærgrede mig, at han optrådte, som om det at skrive var et arbejde, der måtte udføres i hemmelighed, langt fra samfundets øjne, fra staten og folket.

Det var måske den vigtigste grund til, at jeg var vred på min far over, at han ikke tog litteraturen lige så alvorligt, som jeg gjorde. I virkeligheden var jeg vred på min far, fordi han ikke havde levet et liv som mit, fordi han aldrig havde skændtes med sit liv, men i stedet levet og leet sammen med venner og familien.

Men et eller andet sted vidste jeg også godt, at jeg mere var jaloux end vred, og det gjorde mig beklemt. I sådanne øjeblikke spurgte jeg mig selv i mit sædvanlige hånlige og vrede toneleje: ’Hvad er lykke?’. Var det lykke at tænke, at jeg levede et dybsindigt liv i mit ensomme værelse? Eller var det lykke at føre en komfortabel tilværelse i et samfund, at tro på det samme som alle andre eller at lade, som om man gjorde? Var det lykke eller ulykke at gå gennem livet og skrive i hemmelighed, alt imens man foregav at være i harmoni med sine omgivelser?

Plaget af bekymringer
Det var vrede, uovervejede spørgsmål. Hvor havde jeg fået den forestilling fra, at lykke skulle være en målestok for et godt liv? Mennesker, aviser, alle optrådte, som om lykke var det vigtigste kriterium for et liv. Tydede det i virkeligheden ikke på, at det måske kunne betale sig at undersøge, om det forholdt sig lige omvendt? Min far var trods alt flygtet fra sin familie mange gange – hvor godt kendte jeg ham i virkeligheden, og i hvilket omfang kunne jeg overhovedet tillade mig at sige, at jeg forstod hans uro? Det var det, der drev mig, da jeg første gang åbnede min fars kuffert. . De fleste af de notesbøger, som jeg nu tog op i mine hænder, havde han skrevet fulde, da han som ung forlod os og tog til Paris. Ligesom så mange andre forfattere, jeg beundrede, forfattere, hvis biografier jeg havde læst, ville jeg gerne vide, hvad min far havde skrevet og tænkt, da han var på samme alder, som jeg var nu.

Jeg kunne hurtigt konstatere, at jeg ikke ville finde noget af den slags her. Det, der foruroligede mig mest, var, når jeg her og der i min fars notesbøger stødte på en forfatterstemme. Det var ikke min fars stemme, sagde jeg til mig selv; den var ikke ægte, eller tilhørte i hvert fald ikke den mand, jeg havde kendt som min far. Nede under frygten for, at min far ikke havde været min far, når han skrev, lå en dybere frygt: en frygt for, at jeg inderst inde ikke selv var ægte, at jeg ikke ville finde noget godt i det, min far havde skrevet – det skærpede min frygt for at opdage, at min far havde ladet sig inspirere for meget af andre forfattere, og kastede mig ud i den fortvivlelse, der havde plaget mig så stærkt som ung – det drog mit liv i tvivl, hele min eksistens, mit ønske om at skrive og mit arbejde.

Jeg var især plaget af disse bekymringer i mine første ti år som forfatter, og selv da jeg fik bugt med dem, frygtede jeg indimellem, at jeg en dag måtte erkende mit nederlag – ligesom jeg havde gjort med malerkunsten – og opgive at skrive romaner. Jeg har allerede nævnt de to grundlæggende følelser, der vældede op i mig, da jeg åbnede min fars kuffert og stillede den væk igen: følelsen af at være strandet i provinsen, og frygten for, at jeg ikke var ægte nok. Det var langtfra første gang, jeg stiftede bekendtskab med disse følelser.

Den grundlæggende frygt
I mine bøger har jeg ganske detaljeret beskrevet, hvordan der opstod en tjekhovsk fornemmelse af provinsialitet, og hvordan jeg kom til at drage min autenticitet i tvivl. Jeg ved af erfaring, at det store flertal af mennesker i denne verden lever med samme følelser, og at mange lider af en endnu dybere følelse af utilstrækkelighed, usikkerhed og nedværdigelse, end jeg selv gør. Jo, de største dilemmaer, som menneskeheden står over for, er stadig jordløshed, hjemløshed og sult. Men i dag fortæller tv og aviser os om disse problemer langt hurtigere og mere simpelt, end litteraturen nogensinde ville kunne.

I dag må litteraturen først og fremmest fortælle om og undersøge menneskehedens grundlæggende frygt: frygten for at blive udelukket, frygten for ikke at blive regnet for noget og den følelse af uduelighed, der følger med frygten; de kollektive ydmygelser, sårbarheder, tilsidesættelser, ærgrelser, følsomheder og indbildte krænkelser – og den nationalistiske selvhævdelse og arrogance, der er nært beslægtet med disse følelser. Hver gang jeg konfronteres med den slags holdninger og med det irrationelle, oppustede sprog, de som regel udtrykkes i, ved jeg, at de rører ved noget mørkt i mig.

Vi har ofte oplevet befolkninger, samfund og nationer uden for den vestlige verden – og jeg kan sagtens identificere mig med dem – bukke under for en frygt, som nogle gange får dem til at begå dumheder, simpelthen fordi de er følsomme og frygter ydmygelsen. Jeg ved også, at der er lande og befolkninger i Vesten – som jeg lige så nemt kan identificere mig med – der nærer en overdreven stolthed over deres velstand, over at have bibragt os renæssancen, oplysningstiden og modernismen, og som fra tid til anden er bukket under for en selvtilfredshed, der er næsten lige så tåbelig.

Kærlighed og had
Det vil sige, at min far ikke var den eneste, at vi alle lægger for megen vægt på forestillingen om en verden med et centrum. Hvorimod det, der får os til at lukke os inde i et rum for at skrive i årevis, er en tro på det modsatte; troen på, at det, vi skriver, en dag vil blive læst og forstået, fordi mennesker ligner hinanden verden over. Men som jeg ved fra min egen og min fars måde at skrive på, så er det en ængstelig optimisme, der skæmmes af vreden over at være marginaliseret, over at være udelukket.

Den kærlighed og det had, som Dostojevskij livet igennem nærede til Vesten, har jeg også selv mærket. Men hvis jeg har fanget en essentiel sandhed, hvis jeg har grund til optimisme, så skyldes det, at jeg har rejst sammen med denne store forfatter gennem hans had-kærligheds-forhold til Vesten og set den anden verden, som han har bygget på den anden side.

I dag føler jeg det omvendte af, hvad jeg følte som barn og ung: For mig er Istanbul verdens midte. Det skyldes ikke bare, at jeg har boet her hele mit liv, men også at jeg igennem de seneste 33 år har fortalt om byens gader, broer, mennesker, hunde, moskéer, om dens besynderlige helte, butikker, berømte personligheder, mørke sider, dens dage og nætter og favnet det hele og gjort det til en del af mig selv. Der kom et tidspunkt, hvor denne verden, som jeg havde bygget med mine egne hænder, denne verden, der kun fandtes i mit hoved, blev mere virkelig for mig end den by, hvor jeg faktisk boede.

Alene i rummet
Min far kunne også have fundet denne form for lykke i de år, han tilbragte med at skrive, tænkte jeg, mens jeg betragtede hans kuffert: Jeg skulle ikke dømme ham på forhånd. Jeg var ham trods alt dybt taknemlig: Han havde aldrig været en dominerende, skræmmende, altoverskyggende, streng, almindelig far, men en far, der altid gav mig frihed, altid viste mig den dybeste respekt. Jeg havde ofte tænkt, at hvis det en gang imellem var lykkedes mig at trække på min fantasi – i frihed eller barnlighed – så skyldtes det, at jeg i modsætning til så mange af mine venner fra barndommen og ungdommen ikke nærede nogen frygt for min far, og jeg havde i perioder troet fuldt og fast på, at det, der gjorde det muligt for mig at blive forfatter, var, at min far som ung ønskede at blive forfatter.

Jeg måtte læse ham med tolerance – forsøge at forstå, hvad han havde skrevet på sine hotelværelser. Det var med disse håbefulde tanker, jeg gik over mod kufferten, der stadig stod, hvor min far havde stillet den; med opbydelse af al min viljestyrke læste jeg mig igennem nogle manuskripter og notesbøger. Hvad havde min far skrevet om? Jeg kan huske nogle udsigter fra vinduet på parisiske hotelværelser, enkelte digte, paradokser, analyser …

23 år før min far overlod mig sin kuffert, og fire år efter, at jeg som 22-årig havde truffet beslutningen om at blive forfatter og opgivet alt andet for at lukke mig inde i et rum, blev jeg færdig med min første roman, ’Cevdet Bey og hans sønner’; med skælvende hænder overrakte jeg min far det maskinskrevne manuskript til den endnu ikke udgivne roman, så han kunne læse og fortælle mig, hvad han mente. På det tidspunkt var min far ikke hjemme hos os, men langt borte. Jeg ventede utålmodigt på, at han skulle komme hjem. Da han kom to uger senere, løb jeg ud for at åbne døren. Min far sagde ingenting, men slyngede straks armene om mig på en måde, der viste mig, at han rigtig godt kunne lide bogen. Vi stod et stykke tid i den akavede tavshed, der så ofte ledsager stærkt følelsesladede øjeblikke.

Da vi var faldet til ro og begyndt at tale, tog min far store ord og overdrivelser i brug for at udtrykke sin tillid til mig og min første roman: Han sagde til mig, at jeg en dag ville vinde den pris, som jeg i dag har den lykke at stå her for at modtage. Han sagde det ikke for at overbevise mig om, at han ville mig det godt, eller for at gøre prisen til et mål for mig. Han sagde det som en tyrkisk far, der støtter sin søn og opmuntrer ham ved at sige: »En dag bliver du pasha!«.

I flere år derefter sagde han det samme til mig, hver gang han så mig. Min far døde i december 2002. I dag, hvor jeg står foran det Svenske Akademi og dets ærede medlemmer, der har tildelt mig denne store pris – denne store hæder – og deres gæster, ville jeg inderligt ønske, at han kunne være iblandt os.