Kim Larsen lavede engang pladen med den geniale titel ’Forklædt som voksen’.

Nu topper den amerikanske journalist Norah Vincent bestsellerlisterne med bogen ’Forklædt som mand’, og det var en dag mellem jul og nytår, hvor Deres Bibliopat ellers havde sat sig for at finde ud af, hvor fra udtrykket ’All work and no play makes Jack a dull boy’ kommer fra, at han pludselig stødte på Vincents hit i en af sine bunker.

Ordsproget er verdensberømt fra filmen ’The Shining’ (Ondskabens Hotel), hvor det – oh skræk! – viser sig, at Jack Nicholson slet ikke er i gang med at begå en tyk roman, men faktisk ikke har lavet andet ved skrivemaskinen end at gentage netop denne sætning igen og igen på flere hundrede ark papir!

(Forestil Dem, kære læser, at de regner Deres kæreste, der i ugevis sidder og skriver speciale på sit værelse, for helt normal, for så en dag at opdage den frygtelige sandhed. Igen: Oh, skræk!)

Kønspolitisk detektivhistorie
Kedelige Jack er på en eller anden måde blevet hængende i vort hoved, efter at vi her på siden ellers har gjort vor lange beretning om vor mandfolketur til litteraturens og vinens smægtende Californien færdig.

Måske det sidste punktum alligevel ikke er sat? Eller er det bare så banalt, at Deres engang udsendte, nu for længst hjemkomne, reporters underbevidsthed kæmper med at få placeret driverlivets herligheder på den rette hylde, så det ikke hele tiden stikker sit lokkende fjæs frem, netop som han er i gang med vigtige arbejdsopgaver?

Vi ved det ikke, for så godt kender vi ikke vor underbevidsthed, men på en eller anden måde, som vi håber at finde ud af i løbet af denne lille epistel, bragte Norah Vincents kønspolitiske detektivhistorie atter gamle Jack op til overfladen.

Ingen grund til forbedring
Lad os først få de historiske fakta på plads: Selve den indsigt, som ordsproget om Jack udtrykker, blev første gang nedfældet af egypteren Ptahhoptep for 4.400 år siden. På engelsk lyder Ptahhopteps visdom således, og den kan vore læsere jo passende tænke lidt over her på kanten af det nye år:

»One that reckoneth accounts all the day passeth not a happy moment. One that gladdeneth his heart all the day provideth not for his house. The bowman hitteth the mark, as the steersman reacheth land, by diversity of aim«.

Så er moderne engelsk nemmere, ikke sandt? Første gang, Jack Nicolson-sætningen optrådte på print, var (tror vi nok) i 1659, hvor den optrådte i engelske James Howells bog om engelske, italienske, franske og spanske ordsprog. I 1825 tilføjede den irske forfatter Maria Edgeworth endnu en sætning: »All work and no play makes Jack a dull boy/ All play and no work makes Jack a mere toy«. Efter vor mening en helt unødvendig tilføjelse, der er ingen grund til at forbedre Howells (?) mesterværk.

Følelsesforbudet
Og så tilbage til Norah Vincent, der ikke forlod dukkehuset, men sin egen lejlighed i East Village på Manhattan, da hun gik ud for i to år at leve undercover blandt mænd. Med påklistrede bakkenbarter, vat i skuldrene, kunstig penis, en stram sports-bh og løse bukser begav hun sig som en anden Günther Walraff på opdagermission blandt de mænd, hun – skulle det vise sig – vidste så lidt om.

Det er uhyre interessant, hvad Norah kommer frem til. Hun konkluderer, at mænd i bund og grund er en flok kærlighedssøgende stakler, der, hvis man går om bag macho-grovhedernes panser, i bund og grund længes efter kærlighed og anerkendelse. Kærlighed fra deres fædre, kærlighed fra kvinder.

Vincent besøger mænd på stripbarer, på diskoteker, på arbejdspladser, ja, sågar et kloster og en selvhjælpsgruppe for mænd. Igen og igen skinner det igennem, at mænd er meget mere skrøbelige, end mange kvinder aner, og at mange kvinder faktisk fastholder mændene i nogle (mande)roller, de ikke føler sig hjemme i.

Det mest chokerende Norah Vincent opdager, er det, hun beskriver som følelsesforbudet mellem mænd. Mænd snakker ikke om følelser, de er ikke opdraget at føle noget, ja, en hel del af dem tillader sig ikke engang at føle, at de føler! Når de alligevel føler noget, er det ganske ofte noget byrdefuldt, ja, at det er dem, mændene, der bærer den ganske verden på deres skuldre.

Mennesker med tissemænd kan også tale om følelser
Og her tvinger vor underbevidsthed os så tilbage til vor mandetur i det amerikanske. Den var med garanti fri for undercover-kvinder, og den var en påmindelse om, hvor vigtigt det er en gang imellem at trække stikket ud og foretage hoppet ind i den særlige tilstand, hvor man ikke rigtig har nogen alder, fordi de markører, der normalt holder en fast i alderssvarende ansvarlighed, pludselig er væk – og man måske ligefrem får snakket sammen om the important questions. All work and no play makes Jack a dull boy!

Deres BP anbefaler på det kraftigste Norah Vincents rejseberetning fra mændenes – for kvinder – så hemmelige verden. Ligesom han til enhver tid anbefaler både kønsfæller og kvinder at skride fra det hele i ny og næ og bare lade det hele hænge ud. Mænd, der gør det, har Norah Vincent ikke rigtig mødt, måske hendes næste undercover-tur skal gå til metroseksualitetens bløde Europa, hvor også de mennesker, der har tissemænd, kan finde ud af snakke om følelser.

Og så venter vi på, at en modig reporter tager burkaen på og en dag vender levende tilbage til nutiden med beretningen om, hvordan det er at være formummet muslimsk kvinde i fundamentalismens stenalder-univers.

Quiz 1: »Et andet Ønske/som ikke kunde opfyldes/var, om blot for faa Øjeblikke,/selv at være et Fruentimmer./Hvem der var vakker/Og i Vinden mellem Mandkønnet/og blev krøllet uigenkendeligt af et Karlfolk!« Uddrag af dansk digt. Hvilket?

Quiz 2: »Bill og Arlene Miller var et lykkeligt par. Men en gang imellem følte de, at de som de eneste i deres kreds på en eller anden måde var blevet forfordelt, og nu sad Bill tilbage med sit arbejde som bogholder«. Amerikansk novellemester, mesterligt filmatiseret i 1993. Hvem?

I sidste uge efterlyste vi en forfatter, der ligger begravet i en nabostat til Californien. En af hans mest berømte romanfigurer hedder Mellors. Quiz 2 lød således: »Denne amerikanske forfatter døde samme år som titlen på en berømt roman. Han blev berømt på historien om mordet på en familie i Kansas. Filmen om ham er knaldgod«.

Hvor er urnen?
Kære Bibliopat
Quiz 1: Oliver Mellors er en af 3 hovedpersoner i D.H. Lawrences bog ’Lady Chatterley’s Lover’, nemlig elskeren. Lawrence døde i 1930 i Sydfrankrig og blev begravet på den gamle kirkegård i Vence. Men hans enke og store kærlighed, Frieda, lod i 1935 hans lig grave op og kremere for at lade ham få sit sidste hvilested i New Mexico, hvor parret havde boet. Historien er dog ikke slut, for Frieda havde i mellemtiden fået en elsker, og han fik til opgave at rejse over havet med urnen, hvilket han angiveligt gjorde. Og dog, i et lystigt lag fortalte han senere, at han havde spredt asken et sted i Provence nær floden Rhône, så det er usikkert, om urnen i gravstedet lidt uden for Taos indeholder den rigtige aske. Quiz 2: Truman Capote.
Venlig hilsen, Nanna Bisp Büchert, Allerød

Jeg holdt stand
Kære Bibliopat.
Lady Chatterleys elsker, skytten Mellors, traf jeg på som ung teenager, da en fyr, som jeg var lun på, satte mig til at læse udvalgte sider af bogen, som jo er skrevet af David Herbert Lawrence i 1928. Jeg blev berørt af bogen, men holdt stand, jeg var kun lidt over l4 år. Svaret på quiz 2 er forfatteren Truman Capote.
Med venlig hilsen Marja Detterberg

Kiowa Ranch
Kære Bibliopat.
Selvfølgelig skal man da nå at fixe nytårsquizzen på årets sidste dag. Det er den engelske forfatter D.H. Lawrence, der ligger begravet i, hvad bibliopaten benævner som en nabostat til Californien. Det er ikke helt rigtigt, da Arizona som bekendt ligger mellem Californien og den stat, hvor Lawrences aske (hentet fra sydfranske Vence) skulle befinde sig, nemlig New Mexico, nærmere betegnet i et lille hvidkalket, hjemmelavet kapel på Kiowa Ranch nogle kilometer uden for Taos. Det må være Lawrence, for Mellors er den berømte herregårdsskytte, der også klarer jobbet som Lady Chatterleys elsker (i Lawrences roman af samme navn, publiceret i 1928). Svaret på quiz 2 er Truman Capote.
Venlig hilsen Per Serritslev Petersen, Århus

Det er Ørneøje!
Nu må jeg til tasterne! Jeg er sikker på, at de bøger, Ulf Sørensen (23.12.06) efterlyser, er bøgerne om Ørneøje. Der er tre, skrevet af Georg Sørensen, tror jeg (vist et pseudonym for en svensk forfatter), og de handler om en ung indianer i Sydamerika og dagligliv og eventyr her, før hvide kom til. Jeg elskede dem som 12-årig – også at kigge på forsidebillederne, som viser en muskuløs brun dreng, der ror kano og spænder sin bue. Jeg har desværre givet dem væk, men den legendariske antikvarboghandler på Gammel Kongevej fandt en til mig, dog uden samme forsidebillede. Mon nogen derude har dem?
Mange venlige hilsener Inger Stauning, 2000 F.