Den, som vil sikre sin egen frihed, må beskytte selv sin egen fjende mod undertrykkelse; for hvis man øver vold mod denne pligt, har man skabt en præcedens, som vil ramme en selv«.

Således argumenterede den engelsk-amerikanske frihedshelt Tom Paine i 1792 i den franske nationalforsamling i et forsøg på at redde kong Ludvig XVI’s liv.

Ikke fordi Paine gik ind for hverken kongen eller kongemagten, hele sit liv havde han viet til revolutionen, men fordi »en iver for at straffe altid er farlig for friheden«. Kongen skulle stilles for en lovlig domstol, men skulle ikke kunne miste sit liv.

Blodtørstig nationalforsamling
Paine havde yderligere et argument for at dømme, men skåne og muligvis landsforvise ’borger Louis Capet’: at kongen havde været en ven af det nye Amerika, som franskmændene havde støttet i kampen mod det britiske kolonistyre.

Paines forsvar for en konge, han dybest set helst havde set ikke eksisterede, vakte eftertanke i den ophidsede og blodtørstige nationalforsamling. Det var med ganske få stemmer, Capet blev Kaput og dermed indgik i rækken af berygtede aflivninger.

Nu har vi lige haft en anden og lige så uværdig henrettelse. Men man hørte ikke præsident Bush, endsige Anders Fogh, citere Tom Paine. Sidstnævnte ignorerede totalt Saddam Hussein i sin nytårstale. Men for Bushs vedkommende kunne man jo argumentere, at diktatoren engang var en ven af Amerika.

Tanken er selvfølgelig langt ude. Men dog ikke helt så langt, som man skulle tro, når man kommer Amerikas tilblivelse i hu ved læsningen af Christopher Hitchens lille biografi, ’Thomas Paine’s Rights of Man’.

En prøvelse for menneskenes sjæle
Biografien er tilegnet ’med tilladelse’ (!) den første irakiske præsident Jalal Talabani, der bl.a. kaldes »den første folkevalgte præsident for republikken; svoren fjende af fascisme og teokrati; leder af en national revolution og folkets hær«. Her er det tilladt af stå af, og det gør Hitchens faktisk også, for Irak nævnes ikke med et ord i selve bogen.

Til gengæld citeres som oplæg både William Wordsworth, Bertrand Russell og Bob Dylan (»As I walked out one morning, to breathe the air around Tom Paine’s« fra John Wesley Harding-albummet).

Hitchens, som bl.a. skriver i det amerikanske månedsmagasin Vanity Fair og underviser i det, som i USA kaldes ’liberal studies’, humaniora, på the New School i New York, citerer også præsidenter, som har citeret Tom Paine. Således gamle Ronald Reagan for »Vi har i vor magt at begynde verden på ny«, og måske mere på sin plads Franklin D. Roosevelt, da japanerne angreb Pearl Harbor.

Da citerede præsidenten fra Paines ’Crises’, kampskriftet, som blev til efter den amerikanske uafhængighedserklæring, mens det gik værst for George Washingtons amatørhær. Den gik de første år fra det ene nederlag til det andet mod de britiske tropper, forstærket med tyske enheder:

»Vi lever i tider, som er en prøvelse for menneskets sjæle: Sommersoldaten og solskinspatrioten vil, i denne krise, trække sig fra at tjene sit land, men han, som står fast NU, fortjener kærlighed og tak fra mænd og kvinder. Tyranni, i lighed med helvede, er ikke let at bekæmpe; dog har vi den trøst, at jo hårdere konflikten er, jo mere strålende er triumfen. Det, vi vinder for let, sætter vi for lidt pris på – det er kun det dyrekøbte, som giver alting værdi« (min oversættelse, hh).

Foragt for alle organiserede religioner
Om Tom Paine skriver Christopher Hitchens meget rammende, at han var »en ingeniør og en amatørvidenskabsmand, som stod på tåspidserne for at se så langt, han kunne, ud over den eksisterende horisont«.

Thomas Pain (e’et fik han på rejsen til Amerika) blev født i 1737 i Norfolk i Østengland. Han døde i 1809 i New York. Hans forældre var fattige, faderen kvæker, moderen anglikaner, hvilket kom til at spille en væsentlig rolle for Paine.

Han endte sit liv med at være forhadt for sit sidste kampskrift ’The Age of Reason’, hvori han erklærer sin kærlighed til én gud, men sin dybe foragt for alle organiserede religioner. Han startede sig liv med en flugt fra faderens erhverv, korsetsyning. En skæbne, der dog ikke helt slap ham de første år. Men sin elendige baggrund ville han væk fra.

Kladdeskriver til den amerikanske uafhængighedserklæring
Efter en noget tumultarisk karriere som sømand, embedsmand, frivillig talsmand for en gruppe underbetalte kolleger og medlem af det intellektuelle og socialt orienterede selskab på lokale værtshuse, den tids politiske klubber, drog han i 1774 til Philadelphia. Med sig havde han et introduktionsbrev fra Benjamin Franklin, som på det tidspunkt befandt sig i London som repræsentant for de amerikanske kolonier.

I Philadelphia blev Paine forbløffende hurtigt en kendt skribent og agitator. Hans vision var for den tid mægtig: uddannelsesstøtte til de unge, aldersrente til de gamle, slaveriets afskaffelse og så frihed fra det engelske overherredømme. Hans skrift ’Common Sense’ blev købt af en halv million, hvilket gjorde skriftet til det mest læste i det attende århundredes Amerika.

Paine var blandt kladdeskriverne til den amerikanske uafhængighedserklæring, og med sine Krise-kampskrifter holdt han modet oppe hos de uøvede tropper, da kampen mod englænderne gik sin lange blodige gang. Siden spillede han en væsentlig rolle under den første og mindst blodige del af den franske revolution (uden at kunne ret meget fransk), men endte som så mange andre i Luxembourg-fængslet. Kun et tilfælde reddede ham fra guillotinen.

Storslået scene for menneskelig ære og frihed
Christopher Hitchens’ biografi er mere en debatbog end en traditionel levnedsbeskrivelse, og skal man tro John Barrell i en meget kritisk anmeldelse i London Review of Books (vol. 28. no. 23, 30. november 2006) er den fuld af fejl i kronologien og delvis skrevet af efter en (fejlfri) biografi, skrevet af John Keane i 1995.

Som almindelig interesseret i en fortid, der nærmest puster os i nakken, men ikke specielt revolutionskyndig, finder jeg ikke fejlene uoverstigelige. En historisk roman ’Borger Tom Paine’ af Howard Fast fra 1946 (siden udgivet på forlaget Klim og købt antikvarisk) er derimod mørk læsning med vægt på at fremstille Paine som både fordrukken og uvasket, og den rummer ikke mange uddrag af hans tekster.

Dem kan man finde ved ihærdig søgen på nettet. Bl.a. denne godbid fra et brev, skrevet med en vis desillusion og med bange anelser under den franske revolution. Den nye verden, Amerika, var allerede ved at blive ældre. Brevet – beskrevet af en ven, Thomas Clio Rickman i 1819 – handler om civilisationers undergang og om de ruiner, der står tilbage:

»Men når det amerikanske imperium engang vil falde, vil emnet for den tænksomme sorg være uendeligt større end den, forvitret messing eller marmor kan inspirere. Det vil ikke blive sagt, at her stod et tempel af stor ælde, her rejste sig et babelstårn af uendelig højde eller her et palads af overvældende ekstravagance; men her (åh! smertelig tanke!) rejste sig og faldt det ædleste resultat af menneskelig visdom, den mest storslåede scene for menneskelig ære og frihedens smukke sag! Læs dette og spørg, om jeg kan glemme Amerika«.