Da Mogens Lykketoft i 1978 kørte fra lufthavnen ind til Beijing, kørte han ad en bumlet landevej ind til en by, hvor 1 million mennesker boede i lave hytter.

I dag køres turen ad en sekssporet motorvej til en by af glas og beton, hvor alt står i OL 2008’s tegn. Og indbyggertallet?

Det er steget til mere end 13 millioner.

Ny rolle for individet
Partiet, der sidder på magten, hedder det samme som i 1978: Kinas Kommunistiske Parti. Men navnet er det eneste, der hænger ved. Politikken er en anden, præget af økonomiske reformer, der har fået Kina til at storme frem i verden og løftet 400 millioner mennesker ud af absolut fattigdom.

Samfundets nye velstand har forandret hverdagen for den almindelige kineser radikalt, især i byerne. Samtidig har etbarnspolitikken fået den, måske utilsigtede, bivirkning, at den traditionelle, vidt forgrenede familiestruktur er ved at forsvinde.

I deres fælles bog ’Kina drager’ beskriver Mette Holm og Mogens Lykketoft, hvordan der på kinesisk findes helt præcise betegnelser for, hvor en person hører hjemme i slægten, f.eks. ’tredje søn af anden hustru’.

Men når folk ikke har søskende, er fætre og kusiner væk på én generation, mens onkler og tanter er det på to. Det kan give individet en rolle, det aldrig tidligere har haft i kinesisk kultur.

En tikkende miljøbombe
Ser man på indvirkningen på miljøet, har vækstens pris været høj. Kina er blevet én stor tikkende miljøbombe: Kun en ud af fem kinesere har adgang til helt rent vand, og luften er så giftig, at folk dør af at indånde den. 16 af verdens 20 mest forurenede storbyer ligger i Kina.

Heldigvis er miljøproblemerne en af de ting, man for tiden kan diskutere offentligt – i modsætning til mange af landets andre problemer, der holdes skjult af censur og fortielser. Og her løsnes grebet ikke. Tværtimod indførte Kina i 2006 nye stramme regler for nyhedsformidling, der skal sikre, at ingen medier – hverken nationale eller internationale – slipper historier ud, som almindelige kinesere efter myndighedernes mening ikke kan tåle at høre.

Holm og Lykketoft kritiserer skarpt denne udvikling, men finder det samtidig naivt at tro, at man fra vestlig side kan tvinge de kinesiske magthavere til reformer, de ikke selv kan se nytten af. Demokrati, som vi kender det, er ikke lige om hjørnet; til gengæld skæver præsident Hu Jintao en del til Singapore efter inspiration til fortsat reformarbejde inden for en etpartimodel.

Ujævn læseoplevelse
’Kina drager’ bærer præg af sine to forfatteres forskellige baggrund. Mette Holm har som ung studeret i Beijing og siden rejst rundt i landet som udenrigskorrespondent igennem mange år. Mogens Lykketoft har mest været på officielle besøg, men har derigennem også haft mulighed for at tale uformelt med højt placerede personer i det kinesiske magtapparat. Deres fælles bog er derfor fyldt med både viden om det kinesiske samfund, personlige iagttagelser og skarpe meninger om Kinas rolle i verden.

Som læseoplevelse er bogen dog en kende ujævn, dels fordi man undertiden kan blive usikker på, hvem af de to der lige nu er det fortællende ’jeg’, dels i prioriteringen af stoffet. Et sammendrag af en tale, Lykketoft holdt på en konference i Beijing i 2005, er altså ikke den største appetitvækker, jeg har set i første kapitel af en bog.

Heller ikke selv om pointen er, at når kinesere hører, hvordan samfundet er indrettet i Danmark, taber de alle uden undtagelse kæben og udbryder: »Det er jo ægte socialisme!«.

Fascinerende og skræmmende
Og så er det synd, at en historie, som den om søstrene Song, der var gift med tre af de mægtigste mænd i det 20. århundredes Kina, afhandles på en halv side, som var det en skolebog. Her kunne der let have været skruet op for fascinationsblusset og fortalt en god historie – som Holm og Lykketoft jo kan, når det gælder deres egne oplevelser, hvad enten det gælder et kinesisk forhør eller oplevelser på bonede banketgulve.

For hver eneste detalje, man begriber om Kina, vokser ukendskabet, har både Holm og Lykketoft erfaret. Det har pirret deres nysgerrighed og givet anledning til en livslang affære med landet, hvor deres jævnaldrende kan berette om dengang, de hoppede på en lærer under kulturrevolutionen, til blodet sprøjtede, mens unge under 25 er et hoved højere end deres forældre, fordi de i modsætning til dem aldrig har sultet.

I ’Kina drager’ tegner de to forfattere et sobert og informativt portræt af et land, der på én gang er sig selv nok og en vægtig spiller på verdens bane. Det er både fascinerende og skræmmende.