»Jeg er pissetræt af mine russiske holdkammerater. Specielt har det været vanskeligt at acceptere enhver form for forsinkelse i de perioder, hvor det har været godt vejr«.

Søren Gudmann står i Antarktis og er rasende, for han har et projekt, der haster. Verdensrekorden i global bjergbestigning: de syv kontinenters højeste tinder hurtigere end nogen anden.

Rekorden er på 214 dage, og uret tikker. Han har besteget de seks og mangler bare Mount Winson.

Ærligt utrendy
I bogen ’Topfeber. De syv tinder på rekordtid’ er læseren med på et livsfarligt rekordforsøg. Vores forfatter er modig, i super fysisk form, teknisk kompetent, udholdende og ekstremt determineret. Han er også bange, han fryser, han kan ikke trække vejret, ting går galt, det er ad helvede til, men sten for sten kravler han opad mod målet.

Bogen er ærlig utrendy: Målet er alt, vejen er ingenting. »Det er resultatet der tæller. Det er vigtigere for mig at nå toppen end at gennemføre en demokratisk, hjemmelavet, miljøvenlig og politisk korrekt ekspedition baseret på økologiske madvarer og Max Havelaar-kaffe«.

Everest får en tredjedel af siderne i bogen. Der var bjergbestigningsfornuft i at starte rekordforsøget med Everest, men for bogen bliver resten et antiklimaks. Gudmann købte pladser på klatreekspeditioner arrangeret af kommercielle bjergbestigningsfirmaer.

Den eksistentielle fare
Tre karavaner med 82 yakokser bragte udstyr op til de 21 kunder, der, som Søren Gudmann, hver havde betalt 40.000 dollar for at få muligheden for at stå på toppen af verdens højeste bjerg. Han er ikke på hold med folk, han selv har valgt. Gnisterne springer, og følelsen af et fælles projekt er af gode grunde svær at få at op at stå.

Vi har et behov for at udfordre os selv for at mærke, at vi lever. Gudmann udfordrer sig selv på bjergene. »På bjerget er mennesket tilbage i stenalderen, hvor der faktisk eksisterer en risiko« (med iltflasker og helikopterundsætning kan man tilføje).

Men er det faren, der gør udfordringen eksistentiel? Der er mange flere mennesker, som udsætter sig selv for en velkendt risiko, og som dør af at ryge og undlade at motionere, end af at klatre op ad stejle bjerge. Hvor svært skal det være? Hvad bliver det næste efter de syv tinder? ’Ironman-bjergbestigning’, hvor man først skal løbe om kap over kontinenterne fra det ene bjerg til det andet, før man bestiger dem?

Der er kun plads til en vinder
Når det kommer til stykket, er der mange måder at udfordre sig selv på, og bogens livsklogskab når ikke Everest-højder. Beretningen er ofte dramatisk skrevet, men ikke menneskeligt gribende, dertil er den for teknisk og hele projektet for forjaget. Ingen tid til at være til stede. Videre til det næste bjerg.

I glimt reflekterer Gudmann over at overskride menneskelige begrænsninger og at turde gå efter sine drømme og fortæller åbenhjertigt om projektets store omkostninger. Ikke kun ni måneders tabt arbejdsfortjeneste og de 670.000 kroner, han brugte, men de menneskelige omkostninger med hård træning, ensomhed og kærester, der endte med at løbe skuffede bort. Drømmen var en drøm, hvor der kun var plads til én: vinderen. Gudmann slog ikke verdensrekorden.

Da han stolt og glad kom tilbage til basen på Antarktis efter det syvende og sidste bjerg, sad der en amerikaner og ventede, som netop havde klaret de syv tinder seks dage hurtigere end danskeren.